Talsmand: Smid tegnere i fængsel
En talsmand for 50 mio. muslimer i Indonesien forudser demonstrationer mod Muhammed-tegningerne. "Vi er rasende over, at Muhammed-tegningerne blev trykt igen," lyder det.
Det er norske aftenposten.no, som har talt med den muslimske talsmand Syaiful Bahri Anshori fra den indonesiske hovedstad Jakarta.
"Vi forstår ikke, hvordan man kan trykke Muhammed-tegningerne igen. Har disse mennesker ikke nogen respekt for Islam," spørger han.
Anshori sidder i bestyrelsen i Nahdlatul Ulama (NU), som med sine 50 mio. medlemmer er den største muslimske organisation i Indonesien - det mest folkerige muslimske land med 200 mio. indbyggere.
Demonstrationer vil gentage sig
Anshori er ikke i tvivl om, at de voldsomme demonstrationer, som man så for to år siden, vil gentage sig.
"Vores organisation tror ikke på vold, og vi tager afstand fra demonstranter, som brænder flag af, og som gennemfører voldelige protester. Men vi ser, at andre organisationer indtager en anden position," siger Anshori til aftenposten.no.
"Vi kommer sandsynligvis til at se anarkistiske tendenser flere steder," forudser han.
Muhammed-tegnere bør fængsles
Anshori mener, at vestlige land bør respektere det muslimske forbud mod at tegne profeten Muhammed og tilføjer, at tegner man alligevel profeten, bør man stilles for retten.
Adspurgt om han mener, at Muhammed-tegnere bør fængsles, svarer han:
"Ja, det er klart. Jeg ved ikke, hvor længe de bør sidde fængslet, men de bør bestemt arresteres."
Den danske ambassade i Jakarta kan nu forvente at modtage et protestbrev fra NU, og Anshori fortæller aftonposten.no, at NU også arbejder på et brev, som skal sendes til FN.