12 kvinder har mistet livet i guldmine i Indonesien
12 kvinder er døde, efter et jordskred ramte den uautoriserede guldmine, hvor de arbejdede.
12 kvinder har mistet livet i en ulovlig guldmine i provinsen Nordsumatra i Indonesien. Det oplyser politiet i landet.
Kvinderne blev dræbt, da en klippe torsdag kollapsede. Det udløste et jordskred, der begravede kvinderne.
Uautoriserede miner er ikke usædvanlige i det mineralrige land.
Forladte miner tiltrækker lokale borgere, der leder efter efterladte guldårer uden at bruge ordentligt sikkerhedsudstyr.
Ulykken skete i distriktet Mandailing Natal. Det ligger omkring 300 kilometer syg for Medan, der er hovedstaden i Nordsumatra.
- Klippen omkring minen kollapsede og begravede de 12 kvinder. De har alle mistet livet, siger Marlon Rajagukguk, der leder det lokale politi.
Han tilføjer, at ingen af kvinderne var professionelle minearbejdere.
Kvinderne var mellem 30 og 55 år gamle.
To andre kvinder, der arbejdede sammen med de 12 dræbte, overlevede ulykken. De løb tilbage til landsbyen og fortalte om hændelsen til myndighederne.
Det tog reddere flere timer at evakuere ligene af de 12 kvinder, fordi de lå i et to meter dybt hul, der var dækket af mudder.
Ligene af samtlige 12 kvinder er reddet ud og er nu i deres familiers varetægt.
I distriktet Mandailang Natal er der en del forladte miner, men ikke megen kontrol med minedrift.
Desuden er ulykker i miner hyppige i Indonesien på grund af jordskred, der især forekommer i monsunsæsonen i løbet af sommermånederne.
Sidste år døde seks minearbejdere, da en ulovlig mine kollapsede i Parigi Moutong på øen Sulawesi.
I 2020 døde 11 minearbejdere i Sumatra. Det skete som følge af et jordskred, der kom blev udløst efter kraftig regn.
/ritzau/AFP