Japan anbefaler hpv-vaccine efter ni års usikkerhed
Fredag begynder japanske sundhedsmyndigheder at anbefale kvinder at blive vaccineret med hpv-vaccinen.
Efter ni års tvivl begynder japanske myndigheder at anbefale kvinder at blive vaccineret med HPV-vaccinen, som skal beskytte mod livmoderhalskræft.
Knap et årti med misinformation og manglende politisk handlekraft har gjort, at Japan har holdt sig tilbage med at anbefale vaccinen, som ellers er blåstemplet som sikker og effektiv af talrige studier.
Som resultat er det noget nær nul procent af japanske teenagepiger, som er blevet vaccineret mod hpv siden 2013.
Junko Mihara, som er tidligere vicesundhedsminister og tidligere livmoderhalskræftpatient, glæder sig over beslutningen.
- Endelig kan vi beskytte unge kvinder, hvis liv er i fare, sagde Mihara torsdag.
Og i Japan er det tusindvis af liv, der kan reddes, hvis vaccinen tages i brug.
I hvert fald hvis man stoler på WHO, som kalder livmoderhalskræft både forebyggelig og helbredelig.
Cirka 10.000 japanske kvinder får konstateret livmoderhalskræft hvert år. Omtrent 30 procent af dem dør af sygdommen.
Hpv spreder sig næsten udelukkende ved samleje og kan føre til livmoderhalskræft, som er den fjerde mest udbredte dødsårsag for kvinder i verden.
Japan gjorde hpv-vaccinen til en del af sit vaccinationsprogram i 2013. Og på daværende tidspunkt var det omtrent 70 procent af piger i alderen 12-16 år, som fik stikket.
Men rapporter om farlige bivirkninger gjorde, at vaccinen fik stor folkelig modstand. Og det politiske lederskab stoppede med aktivt at anbefale vaccinen.
Den var stadig frit tilgængelig, men antallet teenagepiger, der takkede ja til den, faldt hurtigt til under én procent.
Junko Mihara fortæller, at hun måtte få fjernet sin livmoder, efter at hun fik konstateret kræftsygdommen.
- Jeg ønsker ikke, at unge mennesker skal gå igennem det samme, som jeg måtte, siger hun.
/ritzau/AFP