Verdens ældste er en 117-årig japaner

BANGKOK

Kan sodavand, chokolade og det strategiske brætspil Othello være opskriften på et langt liv?

Der vil nok være delte meninger om den diæt som svaret på samtidens livsstilssygdomme, men det er i hvert fald en af Kane Tanakas forklaringer til de japanske medier på, at hun nu er verdens ældste levende person.

Forrige lørdag krydsede hun endda ind i historiebøgerne som den længst levende japaner nogensinde. Den dag rundede hun 117 år og 261 dage – og slog dermed Nabi Tajimas rekord på 117 år og 260 dage. Nabi Tajima døde i 2018.

Søde sager og hjernegymnastik er én ting. Statistisk er der andre vigtige faktorer: Hun er kvinde og japaner. 88 procent af alle japanere over 100 år er kvinder. Japans ældste mand Mikizo Ueda er en vårhare på 110.

Som født og opvokset i Japan tilhører de samtidig et folkeslag med en af verdens højeste gennemsnitlige levealder: 87,5 år for kvinder og 81,5 for mænd.

Hvad de også har til fælles, er, at de tilhører en massivt voksende skare af 100-årige japanere. I august passerede Japan for første gang i historien 80.000 100-årige. Helt præcist 80.450 – eller 1 ud af 1.500 japanere. Det har taget et halvt århundrede at gå fra 153 i den første folketælling af den type i 1963 til de 80.450 – et plus på 9.176 i forhold til året før.

Ældre og ældre

Det sker, samtidig med at befolkningen generelt bliver ældre og ældre – og sideløbende med at Japan nu oplever en voldsom acceleration i faldet af indbyggere. Verden løber ikke tør for japanere lige foreløbig. Der er stadigvæk 123,6 millioner med japansk pas. Men alene i 2019 døde der over en halv million flere, end der blev født. Samtidig rundede 300.000 flere de 65 år, så der nu er over 36 millioner (28,7 procent) i klassen af gamle japanere.

Udviklingen har været på dagsordenen i snart et kvart århundrede som et samfundsmæssigt, socialt, økonomisk og ikke mindst et politisk problem. Men ingen har kunnet finde en magisk formel til at løse udfordringerne. Blandt andet fordi problemstillingerne er så forskellige, så store og så nye, og fordi også japanerne bevæger sig i ukendt territorium. Der findes ingen modeller fra nationer, der har prøvet noget tilsvarende.

Den største humanitære udfordring er at rekruttere personale til at passe og pleje det stigende antal gamle.

Det lægger et enormt pres på hele sundhedssektoren. Japan har i årtier arbejdet med teknologiske løsninger som erstatning for plejepersonale og som hjælp til ældre mennesker i deres hjem. Det har givet nogle resultater, men også dokumenteret, at teknologi ikke i sig selv er en problemknuser. Der er brug for varme hænder.

Dem har man forsøgt at importere, blandt andet fra Filippinerne, men er stødt på bureaukratiske og kulturelle udfordringer, for eksempel kravene til sproglige færdigheder i omgangen med et segment, som udelukkende taler japansk.

Unge flygter til byerne

De unge flygter til byerne. De gamle sidder fast på landet. Japans nyindsatte premierminister Yoshihide Suga kommer selv fra en af Japans mest affolkede byer Yuzawa i præfekturet Akita og kender problematikken. Det er en provinsby, der afspejler den onde cirkel: lukkede forretninger, øde gader, faldende skatteindtægter, halvdelen af befolkningen over 60 og mangel på arbejdspladser.

Byen havde 80.000 indbyggere, da Japan vendte tilbage til en politisk normaltilstand i 1955. I dag er tallet det halve, og Akita har både Japans højeste dødsrate og laveste fødselsrate.

Siden 2015 er der taget forskellige initiativer til at vende udviklingen. For eksempel støtte til tilbagebetaling af studenterlån og tilskud til børnehaver og skolebørns lægebehandling. Men udviklingen har vist, at det ikke er den type ydelser, der afgør, om folk bliver boende eller flytter.

Suga været en af arkitekterne bag en lov, der giver japanerne mulighed for at dirigere en del af deres skattebetalinger tilbage til deres hjemstavnskommune som hjælp til samfundets overlevelse. Han har også bidraget til regeringens strategi om at erstatte tabet af arbejdsdygtige japanere med importeret arbejdskraft, der lokkes med udsigten til at kunne blive japanske statsborgere.

Programmet er blevet kritiseret for at være alt for bureaukratisk, men det er et faktum, at antallet af udlændinge i Japan steg med over 200.000 i 2019 og nu er rekordhøjt på 2,4 millioner.

Det skarpe valg har stået imellem at øge fødselsraten eller importere arbejdskraft. Reelt har det ikke været noget valg. Regeringen har måttet erkende, at import er fremtidens løsning, så længe de japanske kvinder ikke får børn. Og det gør de ikke. Sidste år var antallet af nyfødte det laveste siden Anden Verdenskrig, og i metropolen Tokyo er fertilitetsraten nu nede på 1,15 – en af de laveste i verden.

Imens accelererer strømmen af nye 100-årige. Regeringen meddelte i mandags på helligdagen »Respekt for de ældre«, at over 41.000 japanere vil fejre deres 100-års fødselsdag i år. Har de det ligesom Kane Tanaka, nøjes de ikke med det. Da hun forrige lørdag blev fejret som Japans ældste nogensinde med officiel hyldest og et gavebord fyldt med chokolade, erklærede hun, at hendes næste mål er blive 120 år. Det sker i givet fald den 2. januar 2023.