Fortsæt til indhold
Asien

Forskere: Områder i Indien kan blive ubeboelige på grund af varme

Antallet af hedebølger er mangedoblet på få år.

Meget høje varmegrader har kostet flere end 100 mennesker livet i Indien denne sommer. Og problemet ventes at vokse i de kommende år i et omfang, så dele af landet kan ende med at blive ubeboelige, skriver CNN.

Det er eksperter ved Massachusetts Institute of Technology, MIT, der kommer med forudsigelsen. Og de ubehagelige perspektiver kan blive en realitet, selv om det lykkes verdens lande at reducere udledningen af klimaskadelige gasser betydeligt.

»Det fremtidige niveau af hedebølger tegner alvorligt selv med en betydelig klimaindsats. Og det bliver meget værre, hvis det ikke lykkes at få nedbragt miljøbelastningen,« siger Elfatih Eltahir, professor ved MIT, til CNN.

Tallene illustrerer udviklingen tydeligt. I 2010 blev der officielt registreret 21 hedebølger i Indien. I 2018 nåede tallet op på ikke færre end 484, og flere end 5000 mennesker mistede livet som konsekvens heraf. En hedebølge defineres som to på hinanden følgende dage med temperaturer på 45 grader og derover.

I juni i år nåede en by vest for Delhi op på over 50 grader. Og Indiens fattigste delstat, Bihar, lukkede alle skoler og højere læreanstalter i fem dage, efter at 100 mennesker døde af varmen. Med lukningen fulgte en opfordring til indbyggerne om at blive indendøre - en noget urealistisk opfordring, da millioner af mennesker i delstaten er nødt til at arbejde udendørs for at tjene til dagen og vejen.

Indiens varmeproblemer er en del af en større global trend i år. Lande som Spanien, Kina, Nepal og Zimbabwe har ligeledes oplevet intense hedebølger.