Sådan løb klodens fjerdestørste sø tør for vand

For 60 år siden var Aralsøen verdens fjerdestørste sø. Det myldrede med fisk, søplanter og smådyr, der i årtier havde haft Aralsøen, der ligger i Usbekistan og Kasakhstan, som deres levested.

Et levested, der i dag er blevet til en enorm, gold ørken, hvor giftigt støv hvirvler om ørerne på de, der skulle få lyst til at krydse det, der tidligere var søbund.

Søen blev offer for ”det hvide guld”, da vandet til den intensive kunstvanding af bomuldsplantager, som i en årrække skulle gøre Usbekistan til en verdens største bomuldsproducenter, blev hentet fra to floder, der oprindeligt flød ind i Aralsøen.

En række initiativtagere har over flere omgange forsøgt at genskabe dele af Aralsøen.

Selvom det i enkelte tilfælde er lykkedes, så tvivler Torben L. Lauridsen, der er seniorforsker på Institut for Bioscience på Aarhus Universitet, på, at hele søen kan genskabes.

»De dybe dele af søen kan måske genskabes, men det er tvivlsomt, at hele søen kommer tilbage. Der er for lidt nedbør og for stor fordampning til, at de lavvandede områder har en chance,« siger Torben L. Lauridsen til DR.

Se video med satellitbilleder, der viser Aralsøens udvikling:

Historien om søen, der overgik fra at være vand til land, er ikke ny.

Faktisk har søen længe været et pragteksemplar i miljøkatastrofe-sammenhæng på, hvor fatale konsekvenser uoplyst og dårlig økonomisk politik kan få for miljøet.

I sovjettidens spæde år var Aralsøen rammesættene for fiskeriindustri og landbrug i Usbekistan og Kasakhstan, men i løbet af 1950’erne steg antallet af bomuldsmarker fra fire til otte millioner hektarer. Og for at bomuldsplanterne kunne gro, krævede det ufattelige mængder vand.

Sovjetstatens myndigheder valgte at løse vandproblemet ved at omdirigere to floder, Amu Darja og Syr Darja, til ikke at flyde ind i Aralsøen, men i stedet ud i et kæmpe vandingssystem til fordel for det hvide guld.

Det politiske tiltag fik første brik i dominoeffekten til at vælte omkuld.

Og allerede i slutningen af 1960’erne fordampede mere vand fra søens overflade, end der blev tilført via omkringløbende kanaler, floder og vandløb. Det betød, at søen for alvor begyndte at skrumpe ind.

Når vandet fordampede, efterlod det salt og mineraler. Der har i årenes løb resulteret i, at det tilbageværende vand, der engang var letsaltet, nu er blevet ekstremt salt, og på den bekostning har både dyr og planter måtte lade livet.

I dag er der kun 10 pct. af den oprindelige sø tilbage.

Området, der før var vådt, er tørt og bliver i dag omtalt som ”Aralkum”. Søen har efterladt en støvet jord, hvor koncentrationen af salt fra vandet og kemikalier fra bomuldsindustrien er giftigt højt.