Le Pen og Wilders jubler med AfD
Danmarks udenrigsminister siger, at Merkel »har fået noget at tænke over«. I Frankrig og i Holland sender AfD’s søsterpartier lykønskninger af sted mod Tyskland.
PARIS — Europas politiske ledere kunne søndag for fjerde gang i historien sende deres lykønskninger af sted mod Tyskland til den genvalgte forbundskansler, Angela Merkel. Men det var langtfra med den samme glædeseufori som ved tidligere valg.
Allerede ved den første valgprognose stod det nemlig klart, at »Europas stærke kvinde« ikke fik den gedigne opbakning fra de tyske vælgere, som hun – og EU – havde håbet på.
Den danske udenrigsminister, Anders Samuelsen, skrev på Facebook, at han først og fremmest glæder sig over, at »det også fremover er et grundlæggende borgerligt/liberalt ledet Tyskland, som vi (Danmark, red.) skal samarbejde med«.
Det er et nyt symbol på det europæiske folks opvågning.Marine Le Pen, Front National
Men han betegner ligeledes valgresultatet som »broget«.
»AfD er kommet markant ind, Merkel er gået tilbage, og socialdemokraterne har fået et voldsomt nederlag. Merkel har fået noget at tænke over,« lød det fra Samuelsen.
Valget i Tyskland er blevet fulgt tæt i EU-hovedstaden Bruxelles, og én af dem, der reagerede først med en kort og opmuntrende Twitter-hilsen, var EU-parlamentets formand, Antonio Tajani.
»Tillykke til Angela Merkel. Tyskland forbliver knyttet til den europæiske idé. Lad os nu arbejde sammen for at reformere Europa,« lød det fra italieneren.
Jubel hos Le Pen og Wilders
Aftenens første valgprognoser viste et historisk valgresultat til det indvandrer- og EU-kritiske parti AfD, som for første gang kommer ind i det tyske parlament, Forbundsdagen.
Det var en bedrift, som straks blev hyldet af dets europæiske søsterpartier.
Lederen af det nationalkonservative Front National-parti i Frankrig, Marine Le Pen, udtrykte sin glæde som en af de første.
»Tillykke til vores allierede fra AfD med dette historiske resultat! Det er et nyt symbol på det europæiske folks opvågning,« skrev Le Pen på Twitter.
Også Geert Wilders fra det islamkritiske Frihedspartiet i Holland ønskede AfD tillykke med det flotte valgresultat og delte samtidig et billede af ham selv med Marine Le Pen og AfD-frontfiguren Frauke Petry ved sin side.
»Vi vil kæmpe for vores lande og vores folk. Altid,« lød det fra Wilders.
Ved avisens deadline havde flere af Europas største ledere endnu ikke reageret på resultaterne fra den tyske valgaften.
Især i Frankrig ventes Merkels svækkelse også at give anledning til bekymring.
Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent koster 49,-, og der er ingen binding.