Jamaica – nu på tysk

BERLIN — Der er tre ting, som synes at stå klart efter søndagens valg i Tyskland.

For det første: Angela Merkel, forbundskansler siden 2005, står svækket efter en tilbagegang for sit borgerlige CDU sammenlignet med sidste valg. Man har ikke haft en så lav opbakning siden 1949.

For det andet: Det socialdemokratiske SPD er næsten smadret efter det dårligste resultat i forbundsrepublikkens historie. En fremtrædende SPD-repræsentant erklærede et par minutter efter de første prognoser, at man ville gå i opposition. Hermed ser de sidste fire års koalition mellem CDU, dets bayerske søsterparti CSU og SPD ud til at være slut.

For det tredje: Det islam- og EU-kritiske Alternative für Deutschland (AfD) bliver tredjestørste parti i Forbundsdagen.

Jamaica

Hvis socialdemokraternes vægring ved at gå i regering står til troende, kan resultatet blive et såkaldt Jamaica-samarbejde, opkaldt efter farverne i det caribiske lands flag: sort for CDU og CSU, gul for det liberale FDP, der efter fire års eksil atter kommer i Forbundsdagen, og grøn for miljøpartiet De Grønne. Umiddelbart er der ingen anden mulighed for en flertalsregering, som er en uskreven lov i et Tyskland, der efter den kaotiske Weimarrepublik i mellemkrigsårene, der førte til Det Tredje Rige, værdsætter stabilitet frem for alt.

En Jamaica-koalition kan vise sig at være mere bæredygtig, end man skulle tro ved første blik. CDU, CSU og FDP er gamle koalitionspartnere. Sidstnævnte har traditionelt haft rollen som kongemagere, som De Radikale i Danmark. Den unge FDP-formand, Christian Lindner, er skarpere og intellektuelt mere befaren end flere af forgængerne. Hvis han kommer i regering, f.eks. som udenrigs- eller finansminister, må han dæmpe sig noget. Politisk – om end måske ikke hvad angår den personlige kemi – vil han ikke have større problemer med Merkel.

Hvor FDP står til højre for midten, ligger De Grønne til venstre. Men de appellerer i høj grad til de samme vælgergrupper – det veluddannede, politisk interesserede og kulturelt aktive borgerskab. De to partier er begge optaget af at bekæmpe, hvad de kalder overvågningsstaten.

De Grønne anses i opposition ofte for at være noget flyvske – ved sidste valg krævede de en kødløs dag, hvilket i hvert fald i 2013 var et håbløst foretagende i Tyskland. Men når de er i regering – i delstaterne samt mellem 1998 og 2005 på forbundsplan, har de vist sig driftssikre, også når vanskelige beslutninger skulle træffes, f.eks. udsendelse af tyske tropper til det tidligere Jugoslavien. Merkel er selv ikke så ideologisk, at det gør noget, og står på god fod med f.eks. en af De Grønnes ledere, Katrin Göring Eckardt. Hendes egen bror menes at have grønne sympatier.

Debatallergien

AfD kan næppe bruge indtoget i Forbundsdagen til at få sin politik – færre indvandrere og flygtninge, flere penge til etniske tyskere og et kritisk forhold til EU – igennem. Hvis der er noget, som alle andre partier, måske med undtagelse af venstrefløjspartiet Die Linke, er enige om, er det at vende ryggen til denne bevægelse, som de ofte kalder højreradikal. AfD’s opgave bliver snarere at være højrøstet opposition – en funktion, der i vidt omfang har været suspenderet de senere år. Koalitionen siden 2013 mellem CDU/CSU og SPD har været en »stilleleg i et minefelt«, som valgforskeren, professor Karl-Rudolf Korte sagde, umiddelbart inden de første prognoser blev offentliggjort søndag kl. 18.

Korte mener, at Forbundsdagen har lidt af en »debatallergi«.

»Vi er ikke radikale som visse andre lande. Vi har en omfavnelsesrepublik,« sagde han.

Omfavnelserne bliver formentlig færre, og debatterne i Forbundsdagen mere farverige. Men det er stadig Merkel, måske med FDP og De Grønne, som lægger linjen, og den er langt fra AfD’s forholdsvis rebelske retorik.

Tweedjakkerne

AfD’s stærke entré i Forbundsdagen virker også som en følge af de øvrige partiers håndtering af opkomlingen. Da bevægelsen blev grundlagt i 2013, var den først og fremmest en protest mod redningspakkerne især til Grækenland under eurokrisen. Pakkerne blev betragtet med skepsis langt ind i CDU’s egne rækker. AfD-ledelsen bestod dengang overvejende af ældre professorer i tweedjakker. Der var ikke den store modstand mod udlændinge, bl.a. fordi flygtningekrisen ikke eksisterede endnu. Alligevel blev partiet sat i skammekrogen og betegnet som ekstremt højreorienteret.

Det skabte formentlig en offerrolle, som nogle hos AfD tilsyneladende befandt sig godt i. Der blev tyndet ud i tweedjakkerne, mere rabiate stemmer kom til orde, og i dag er den oprindelig liberale tilgang vanskelig at få øje på. Det er denne udvikling, et slags AfD 2.0, som nu rykker ind i parlamentet. Det bør dog også bemærkes, at over 85 pct. af vælgerne – hvis prognoserne holder – ikke stemte på AfD.

Tragedien for SPD

For SPD er resultatet en tragedie. Fra et socialdemokratisk synspunkt har man indfriet næsten alle løfter, man gik til valg på sidste gang: mindsteløn, kvindekvote, lavere pensionsalder, registreret partnerskab og mere socialt boligbyggeri bland andet. Man har formentlig gået mere igennem end CDU. Men en spidskandidat – Martin Schulz – uden den store karisma, om end fagligt kvalificeret, har sat sine spor. SPD’s nederlag passer desuden ind i det europæiske billede – senest ved valget i Norge.

Beslutningen om at forlade regeringen var tydeligvis taget på forhånd. Den er epokegørende. En tidligere formand, Franz Müntefering, sagde i 2004, at »opposition er noget møg«. Han mente, at SPD – det eneste tyske parti, som har overlevet to verdenskrige – kunne gøre mere nytte indenfor end udenfor. Den opfattelse ser nu ud til at være skrottet. Også socialdemokraterne vil nu blive en formentlig højlydt opposition til Merkel. Men der er grænser for, hvor meget de kan angribe hende efter at have været med i to koalitionsregeringer anført af netop hende.

Merkels fremtid

Efter tyske forhold er resultatet, som prognoserne pegede på søndag aften, en rodet affære. Tyskere holder af ordnede forhold, og Jamaica – der i originaludgaven ikke er kendt for stabilitet og samdrægtighed – er et hidtil uprøvet projekt på forbundsplan. Men der ser ikke ud til at være andre muligheder, og måske kommer der en initiativrig og moderniseringslysten regering ud af det. Det britiske magasin The Economist pegede for nylig på en sådan konstellation som den mest ønskværdige.

Tilbage er spørgsmålet, hvor længe Merkel, der er 63 år, fortsætter som kansler. Men det er en anden historie – om end nedtællingen, kan det hævdes, gik i gang søndag aften.