Analyse: Efter at tyskerne har truffet deres valg, ser Europa frem til, at Merkel træffer sit

BRUXELLES — I 2010 holdt Angela Merkel den årlige åbningstale på Europakollegiet i Brügge. Kansleren gav her sit bud på, hvordan hun gerne så Europa udvikle sig.

Hun tog afstand fra konkurrencen mellem EU’s tre institutioner – de 28 regeringer i rådet, EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet – og opfordrede i stedet til stærkt samarbejde. Hvor alle brugte deres respektive styrker til at nå fælles mål. Og så gav hun en for hendes vedkommende relativ sjælden beskrivelse af sin kærlighed til Europa:

»Uanset hvor meget vi skændes og er uenige om detaljerne om, hvad der er bedst for Europa, så er der noget, vi aldrig må glemme. Europa handler om rationel tænkning, Europa handler om konkurrence og det indre marked, men Europa er også, og vil forblive med at være, et spørgsmål for hjertet.«

Når det i dag er værd at genlæse kanslerens syv år gamle kærlighedserklæring, skyldes det den proces, som EU er midt i, og som ligger forude.

Brexit var et wakeupcall for Europas regeringer om, at samarbejdet er ved at køre helt skævt, og de 27 tilbageblivende regeringschefer vedtog herpå i efteråret 2016 en strategi om at øge indsatsen for et EU tættere på befolkningerne – med fokus på vækst, sikkerhed og migration.

I foråret blev den proeuropæiske Emmanuel Macron præsident i Frankrig, og udover et stærkere EU-27 ønsker han også et styrket samarbejde mellem euro-landene. Og dermed et Europa i markant forskellige hastigheder. Indtil nu har han mest talt i overskrifter. Også af hensyn til den tyske valgkamp, der nu er slut. Men på tirsdag ventes Macron at folde en del af sine reformtanker som fælles euro-finansminister og -budget yderligere ud.

Ud af skabet

Uanset hvor meget Macron presser på, og uanset hvor meget støtte han har til sine tanker i kommissionen i Bruxelles, bliver Tysklands stilling helt afgørende i det videre forløb. Det er derfor, at alle har ventet på at få valget overstået, så Angela Merkel kan komme ud af skabet og vælge, hvor meget og hvor lidt hun og Tyskland vil være med til.

I det lys kan de første valg, som Merkel skal foretage, blive ganske afgørende. Bliver det et regeringssamarbejde med De liberale og De grønne, skal hun vælge, hvor meget indflydelse hun vil lade især De Liberale få på hendes EU-kurs og udenrigspolitik i det hele taget. Her er det med bekymring blevet noteret rundt om på Bruxelles-kontorerne, at den liberale leder, Christian Lindner, har defineret det som en direkte »rød linje« at overføre tyske euro og finansiel kompetence til resten af Europa i form af eksempelvis eurozonebudget eller bankunion.

Selv hvis Merkel personligt skulle ønske at gå længere i retning af Macron, kommer hun til at skulle vælge sine kampe nøje i forhold til at få samarbejdet til at fungere på den hjemlige bane. Valgresultatet var en ond lussing til hende, og selv om en stor del af tilbagegangen tilskrives hendes flygtningepolitik, så kan hendes hidtidige pro-europæiske linje – det der med kærligheden til Europa – næppe heller ignoreres, når Merkel skal evaluere sit valgresultat med henblik på at lægge linjerne for de kommende fire år.

På den europæiske bane vil de blive domineret af – mindst – et stort opgør: det med briterne. Her ventes Merkel at stå last og brast og klippefast sammen med de øvrige EU-lande i bestræbelserne på at få så stærk en aftale som mulig uden at give briterne nogen indrømmelser. Det er dem selv, der har valgt at gå, har været Merkels linje. Og uanset hvor meget Merkel vælger at gå på kompromis med De liberale og De grønne, tyder intet på, at Tyskland kommer til at bløde op over for briterne.

Dette er en Premium-artikel, der normalt kræver abonnement. Se det løbende udvalg af kvalitetsjournalistik på Premiumforsiden. Den første måned som Premium-abonnent koster 49,-, og der er ingen binding.