Afgørelse i russisk højesteret kan sende dansker i fængsel i op til 10 år
Jehovas Vidner er en ekstremistisk organisation, har højesteretten fastslået.
Fremtiden er blevet en del mere dyster for den danske Dennis Christensen, der sidder anholdt i Rusland.
Den 44-årige mand er blevet tilbageholdt på grund af sit virke i Jehovas Vidner, som han har været medlem af i 15 år.
Nu har den russiske højesteret slået fast, at det er ulovligt at være medlem af den religiøse bevægelse.
Jehovas Vidner er en ekstremistisk organisation, lyder vurderingen.
Det betyder, at medlemmer - heriblandt altså Dennis Christensen - kan blive idømt op til ti års fængsel.
Jehovas Vidner har appelleret dommen, ligesom det var tilfældet i februar, da den russiske højesteret traf en lignende afgørelse.
»Det er slut med religionsfrihed i Rusland,« siger Yaroslav Sivulsky, landets talsmand for Jehovas Vidner, til BBC efter afgørelsen.
Den religiøse organisation skal nu lukke sit hovedkvarter, ligesom de øvrige ejendomme vil blive konfiskeret af de russiske myndigheder.
Der er omkring 185.000 medlemmer af Jehovas Vidner i Rusland.
Dennis Christensen blev anholdt i april under et bønnemøde.
Han er gift med en russisk kvinde og har boet i Rusland i 17 år.
»Han er ikke en officiel missionær for Jehovas Vidner, men almindeligt medlem af menigheden,« har Jess Kjær Nielsen, der ligeledes er medlem af Jehovas Vidner, tidligere udtalt til Jyllands-Posten.
Siden Rusland blev uafhængig i 1991, har Jehovas Vidner missioneret.