Fortsæt til indhold
International

»Jeg er ikke sikker på, at det er voldtægt, men ...«

I Schweiz er en mand blevet dømt for et fænomen, som juridisk er svært at placere.

Kvinde møder mand.

Sød musik opstår.

Kvinde og mand ender i en seng sammen, enige om, at de gerne vil dyrke sex.

Så langt, så godt.

Men under akten tager manden i al ubemærkethed kondomet af og gennemfører uden kvindens vidende samlejet uden beskyttelse.

Fænomenet kaldes "stealthing" og er ifølge en amerikansk rapport både underrapporteret og stiger i omfang.

I rapporten "'Rape-Adjacent': Imagining Legal Responses to Nonconsensual Condom Removal" offentliggjort i Columbia Journal of Gender and Law, opridser Alexandra Brodsky de juridiske udfordringer forbundet med stealthing. For er det voldtægt? Eller noget andet?

I rapporten har hun talt med flere kvinder, som har været udsat for denne type overgreb. En af dem, den studerende "Rebecca", arbejder på en voldtægtshotline, hvor hun ofte hører fra kvinder, som har oplevet det samme som hende.

Deres historier begynder ofte på samme måde:

»Jeg er ikke sikker på, at det er voldtægt, men...«

Ofte fortæller mændene først efter sex, at de fjernede kondomet, og mange af kvinderne føler sig krænket og føler, at deres ret til selvbestemmelse er blevet sat ud af kraft.

I rapporten beskrives forskellige chatfora, hvor mænd diskuterer og opfordrer til stealthing.

»Mens man kan forestille sig en lang række motiver for "stealthere" - øget fysisk nydelse, en ophidselse ved nedværdigelse - tyder onlinediskussioner på, at gerningsmænd og deres forsvarere retfærdiggør deres handlinger med, at det er et naturligt mandligt instinkt - og mandens naturlige ret,« lyder det.

I USA har domstolene endnu ikke taget stilling til, hvordan man skal kategorisere stealthing, men i Schweiz er en mand for første gang blevet dømt for det.

Han og den forurettede kvinde i sagen mødte ifølge Reuters hinanden på datingapp'en Tinder. De blev enige om at dyrke sex hjemme hos kvinden, hvor mandens ønske om at gøre det uden kondom blev afvist. Ikke desto mindre opdagede hun senere, at han havde fjernet præventionen undervejs.

Indledningsvist blev han idømt 12 måneders betinget fængsel for voldtægt, men manden ankede. En anden domstol stadfæstede de 12 måneders ubetinget fængsel, men ændrede dommen til "besudling".

Hanne Baden Nielsen, som er afdelingssygeplejerske og daglig leder for Center for seksuelle overgreb på Rigshospitalet, oplyser, at hun ikke har hørt om fænomenet. Og ifølge lektor i strafferet ved Københavns Universitet Trine Baumbach ville det ikke umiddelbart være strafbart efter dansk lovgivning.

»Jeg kan ikke huske, at vi har haft nogen sager om det, men hvis der er samtykke til samlejet, ikke er brugt vold eller trusler om vold eller anden ulovlig tvang, og de begge er voksne, så vil det som udgangspunkt ikke være strafbart,« siger hun og uddyber:

»Hvis han tager kondomet af, hun opdager det, vil ikke være med mere, og han fastholder hende og gennemfører samlejet, så kan det være voldtægt.«

I de fleste tilfælde opdager kvinderne det dog først efter samlejet.

»Det er jo en form for snyd, men det er ikke alt, som er moralsk forkasteligt, som også er strafbart,« konstaterer Trine Baumbach.

I Storbritannien mener jurist Sandra Paul, som specialiserer sig i seksuelle forbrydelser, at der er tale om voldtægt efter britisk lov.

»Man gør noget med overlæg, som man ikke har tilladelse til,« siger hun til BBC og fortsætter:

»Hvis det er penetrerende sex, så er det definitionen på voldtægt.«