Seriemorder drev gæk med politiet i 31 år, men blev fældet af overmod

I redaktionslokalerne på lokalavisen The Wichita Eagle står der 11 kasser stablet op på skrivebordene. Om to uger flytter avisen over på den anden side af gaden – og den nuværende bygning rives ned. Disse kasser mærket ”BTK” flytter med: De indeholder nemlig den største og mest opsigtsvækkende affære i byens historie.

»I mere end 30 år blev indbyggerne terroriseret. Når folk kom hjem om aftenen, kiggede de under senge og i skabe. Kvinderne fik deres mænd til at gå ind i huset først og se sig omkring, for BTK brød ind hos folk og ventede der på sine ofre.«

Journalisten Roy Wenzl (61) viser os rundt i nyhedsrummet, der blev centralt i jagten på den seriemorder, der havde skabt sit alias ud fra sin drabssignatur: bind, torture, kill (bind, torturer, dræb). Det var også hertil, der kom en mystisk telefonopringning i 1974, og det var her, det sidste af 11 breve fra ”BTK” blev åbnet – i 2004:

Det var det brev, der førte til, at 10 mord blev opklaret, og at det dobbeltliv, som en gift mand med to børn førte, blev afsløret.

Myrdede familie

Det hele begyndte en kold januardag i 1974 i Wichita i delstaten Kansas.

”BTK”, der senere viste sig at være en mand ved navn Dennis Rader, havde holdt familien under opsyn i længere tid og forventede, at kun Julie Otero (32) og datteren Josephine (11) ville være hjemme.

Med sig havde Rader en kuffert med reb, hætter, plastikposer, tape og en tang. Før han gik ind i huset, skar han telefonledningen over – hvilket blev en af hans signaturer.

Men hvad Rader ikke vidste, var, at også Julies ægtemand Joseph (38) og deres søn Joseph jr. (9) var hjemme. Senere samme dag blev alle fire fundet dræbt af et af ægteparrets børn, der havde været i skole, da seriemorderen slog til.

Samme efterår ringede telefonen hos The Wichita Eagle. En mand hævdede at være morderen og sagde, at man kunne finde afgørende ledetråde i en bestemt bog på byens bibliotek. I denne bog fandt journalisten et brev med en detaljeret beskrivelse af mordene på familien Otero – detaljer, som politiet aldrig havde offentliggjort. Nederst i brevet stod der:

»Eftersom seksualforbrydere ikke ændrer deres modus operandi, hvilket naturen heller ikke kan gøre, så vil jeg ikke ændre min. Mine kodeord skal være ... Bind them, torture them, kill them, BTK (bind dem, torturer dem, dræb dem, red.). I vil få det at se igen – med det næste offer.”

Holdt op med at myrde

I de følgende år blev stadig flere ofre knyttet til ”BTK” i Wichita, men til trods for en intensiv jagt kunne politiet ikke finde ham.

Politiefterforskeren Tim Relph voksede op med den frygt, Wichita-borgerne måtte leve med på grund af seriemorderen. 11 år efter de første mord, i 1985, var det Ralphs første dag på arbejde hos Wichita-politiet.

På det tidspunkt havde ”BTK” myrdet syv personer, men siden 1977 havde der været ro, uden at politiet vidste hvorfor. Samme år som Relph begyndte at arbejde på politistationen i Wichita, blev Dennis Raders’ nabo, Marine Hedge (53), myrdet – men det varede mange år, før politiet koblede mordet til Rader – eller ”BTK”.

Relph tror, at en af grundene til, at det varede så længe med at pågribe Rader, var, at han holdt op med at myrde – og at sende breve. Det sidste mord var i 1991.

»Det var en massiv efterforskning, der krævede meget tid og mange penge, men da han i 2004 sendte et nyt brev, blev der nedsat en særlig arbejdsgruppe, og myndighederne bevilgede ressourcer. Vi fik også meget hjælp af FBI,« fortæller han.

Hvorfor tror du, at han ønskede at kommunikere med medierne og politiet?

»Han gav udtryk for, at dette var nogle af de største præstationer i hans liv, handlinger, der fik andre til at gyse. Hans børn var blevet ældre, og han sagde, at han ville børste støvet af historien. Han holdt af opmærksomheden og af, at han kunne manipulere den offentlige debat.«

Det mystiske brev

Tilbage i lokalerne hos The Wichita Eagle spoler journalisten Roy Wenzl tiden 13 år tilbage.

Nogle måneder før havde politiet offentliggjort, at mange nu var begyndt at glemme ”BTK”-morderen.

»Vi troede, at han enten var død eller i fængsel. At det var grunden til, at mordene var holdt op. Men han læste også selv den artikel, og han kunne ikke beherske sig. Så han skrev et brev til os.«

»Jeg sad ved mit skrivebord derhenne,« siger Wenzl og peger.

Han kan huske, hvordan kuverten blev sendt fra den ene journalist til den næste, før en kriminalreporter til sidst kom hen til Wenzl.

»Det var tre fotos af en kvinde, der lå på et gulv. Det så ud, som om hun var død. Desuden var der også et foto af et kørekort, der så ud til at tilhøre kvinden på gulvet. Der stod Vicky Wegerle på det.«

Men hvad journalisterne ikke vidste, var, at politiet i al hemmelighed havde gennemgået de uopklarede sager og var standset op ved mordet på Wegerle. Den nye efterforskning indikerede kraftigt, at det også var ”BTK”, der stod bag dette mord.

»Jeg kan huske, at jeg sagde til mine kollegaer, at billederne lignede gerningsstedsbilleder.«

”Bill Thomas Killman”

Eftersom afsenderen var ”Bill Thomas Killman”, overvejede nogle af journalisterne, at det kunne være ”BTK” – 25 år senere. Wenzls kollega, der havde arbejdet med ”BTK”-sagen i årevis, sagde, at han ikke troede på det.

»Han gik tilbage til sit skrivebord, men kom så igen fem minutter efter, lagde fotografiet foran mig og sagde: ”Se på fotografierne igen! Hun er blevet flyttet! Det gør kriminalteknikere aldrig”.«

»Han begyndte at begå fejl,« fortæller Relph og uddyber:

»Tidligere havde han kommunikeret via brev, en meget anonym kommunikationsmåde, men han ønskede at ændre på tingene og give mere information.«

Rader sendte også en ”krydsogtværs” med ledetråde til en lokal tv-station. Så begyndte han at kommunikere med politiet, blandt andet via rubrikannoncer i The Wichita Eagle.

Dennis Raders ofre

I dem spurgte han politiet, om de ville kunne spore en diskette – og han bad dem være helt ærlige. Politiet tænkte straks, at dette var en person med begrænset viden om computere.

- Som regel er politiet meget ærlige, men hvis man forsøger at fange en seriemorder, så bliver man måske lidt uærlig. Så vi overbeviste ham om, at vi ikke ville kunne spore ham, siger Relph.

Afsløret af metadata

Disketten ankom, og politiets datateknikere fandt ud af, at disketten havde siddet i en computer på biblioteket i Park City, en forstad til Wichita, og i en kirke i samme område. I diskettens metadata fandt de også ud af, at forfatteren til nogle af de slettede dokumenter hed Dennis.

Der skulle ikke mange søgninger til, før et komplet navn viste sig på skærmen: Dennis Rader. Han var menighedsrådsformand i den kirke, hvor disketten havde været, og arbejdede desuden som opsynsmand i kvarteret.

»Der var et stort team på plads, da han skulle pågribes, også helikopter. Vi var vældig godt forberedt og havde overvåget ham omhyggeligt igennem flere dage, så vi vidste nøjagtigt, hvornår han kom hjem for at spise frokost.«

11 måneder efter at brevet blev sendt til avisen, var den notoriske drabsmand fanget.

»Han blev lagt i håndjern, og jeg og en anden betjent løftede ham op fra jorden og satte ham ind i en politibil,« siger Relph.

Dermed kunne borgerne i Wichita ånde lettet op efter at have levet i frygt for seriemorderen igennem 31 år.

10 livstidsdomme

Mens meget af politiets arbejde var overstået på dette tidspunkt, begyndte en vigtig opgave for den daværende statsadvokat Nola Foulston (66). Eftersom Rader gav fuld tilståelse, blev det aldrig til en fuldstændig retssag, men i stedet en høring over flere dage, hvor drabene blev gennemgået, med domsafsigelse til sidst.

Rader blev idømt 175 års fængsel og afsoner i et højsikkerhedsfængsel uden for Wichita med den 26. februar 2180 som den tidligst mulige løsladelsesdato.

»Han ville være blevet ved med at myrde, for han havde flere planer. Det er godt, at han ikke længere er ude i samfundet,« siger Foulston til VG.

I dag arbejder hun i et advokatfirma, men tager imod os i sit hjem i et velstående villakvarter i Wichita. Under forhør indrømmede Rader at have planlagt endnu et mord, men han blev pågrebet, før han kunne nå at gennemføre det. Han skulle også have planlagt et mord den 22. oktober 1994, som aldrig blev til noget.

»Når man så på Rader, lignede han en hvilken som helst anden fyr, som man møder i sin kirke. Men man kunne ikke se det indvendige, for han tænkte ikke på andet end tortur, mord og seksuel afvigelse. Disse ting gemte sig bag masken.«

I retssalen mødte hun en ældre mand, som hun opfattede som værende vældig stolt af de drab, han havde begået.

»Han holdt af at beskrive, hvordan han trænede sine hænder for at kunne kvæle folk. Det var meget bizart.«

Tjekkede også uopklarede mord

Politiefterforskeren Tim Relph fortæller, at man også brugte meget tid på at undersøge, om Rader kunne stå bag flere drab end de ti, som han blev dømt for.

»Jeg har talt med ham (Rader) mange gange og spurgt til andre uløste sager. Han har hele tiden sagt, det er de 10 mord – og manden kan lide at tale om mord, det hersker der ingen tvivl om. Vi fandt hundredvis af dokumenter hjemme hos ham – en mappe på hvert enkelt offer med avisudklip, men vi fandt aldrig mere end de ti personer.«

»Han virker vældig overbevisende, men jeg er ikke så arrogant, at jeg ikke tror, han sagtens kan lyve for os. Han er trods alt morder.«

Relph tror, der er to grunde til, at der gik 31 år, før Rader blev taget:

»Hans ofre var helt tilfældigt valgt, og han holdt mund. Efter at have arbejdet med drabsefterforskning i mange årtier ved jeg, at de to ting er meget mere sjældne, end man skulle tro.«