Premierminister Theresa May må ikke affyre brexit-pistolen alene

LONDON — Dommere i traditionelle parykker tildelte torsdag premierminister Theresa May og hendes regering et stort nederlag i spørgsmålet om britisk exit fra EU, også kaldet brexit. I High Court i London slog dommerne fast, at regeringen ikke egenhændigt kan udløse artikel 50 i EU-reglerne, som er det formelle startskud til at komme ud af EU.

Det lyder meget juridisk, men er faktisk en dramatisk drejning i brexit-forløbet. Regeringen forventes at gå efter et såkaldt ”hårdt brexit” og har hidtil stædigt fastholdt, at den alene er ansvarlig for at udløse artikel 50 og egenhændigt kan beslutte, hvad Storbritannien skal gå efter i forhandlingerne med EU og derefter selv gennemføre forhandlingerne.

Men det må regeringen ikke nu. Parlamentet - der har et klart flertal af EU-tilhængere - skal høres. Og her kan parlamentarikerne forsøge at trække brexit i en mere blød og EU-venlig retning. I yderste konsekvens kan dommen betyde, at parlamentet stemmer imod brexit, men det er nok mere sandsynligt, at parlamentarikerne vil bruge deres magt til at binde Theresa May og give hende faste instruktioner til, hvad hun skal gå efter i forhandlingerne. Det kan f.eks. ske ved at lave tilføjelser, når et brexit-lovforslag skal igennem parlamentet.

High Court er cirka på niveau med landsretten i Danmark, og den britiske regering skyndte sig at kalde dommen »skuffende« og kræve den anket til den øverste domstol, Supreme Court. Her vil regeringen prøve at at genvinde retten til selv at udløse artikel 50.

Det vil være ulovligt for regeringen at gøre nu, og dommen er i øvrigt så klar, at den sandsynligvis vil blive stadfæstet i Supreme Court til december, vurderede de fleste eksperter, der torsdag udtalte sig til britisk presse. De kan dog godt tage fejl.

Ifølge May-regeringen behøver man ikke spørge parlamentet, når 52 pct. af vælgerne ved en folkeafstemningen har stemt for brexit. Men May-regeringens superlukkede stil går videre end det. Den har i flere måneder også nægtet at oplyse, hvilket mål den har for forhandlingerne med EU - hvad skal der eksempelvis ske med det indre marked? Theresa May har blot svaret, at hun går efter »den bedst mulige aftale«. Nu vil Labour ifølge partiets brexit-talsmand, Keir Starmer, bruge dommen til at tvinge May til at komme ud med sproget over for parlamentet og den britiske befolkning.

Officielt har regeringen forklaret sin lukkethed med, at den ikke ville afsløre sine kort for modstanderen (EU), men det er en udbredt opfattelse, at regeringen reelt ikke har fundet ud af, hvordan den skal overbevise EU om, at briterne skal have ret til maksimal samhandel med EU, men også til minimal indvandring derfra.

Hvad brexit ender med, er fortsat et helt åbent spørgsmål, men dommen kan trække i retning af et blødere brexit. Det glædede valutamarkeder, som efter dommen sendte pundet op. Nationalbankdirektør Mark Carney sagde på et pressemøde, at dét viser, hvor stor usikkerhed der er om brexit. Førsteministeren i Skotland, Nicola Sturgeon, gik endnu videre og udtalte, at dommen »understreger det totale kaos og den totale forvirring i hjertet af den britiske regering«.

I nabolandet Irland, hvor man generelt er ked af brexit, lød det fra det store Finna Fail-parti, at dommen burde få May-regeringen til at opbløde sin hårde linje og gå efter et blødere brexit, som heller ikke ville være så skadeligt for Irland.

I EU-positive kredse er der glæde over de muligheder, som dommen giver, men den har også fået flere hardcore EU-modstandere til at rase og frygter, at EU-tilhængerne nu vil prøve at omgøre eller udvande »folkets vilje« om et farvel til EU. Den afgående formand for det højreorienterede UKIP-parti, Nigel Farage, kaldte dommen for »forræderi«, mens en favorit til at blive ny partiformand, Suzanne Evans, foreslog, at det skulle være muligt at fyre dommere.

Når sagen overhovedet havnede i retten, skyldes det en gruppe privatpersoner under ledelse af forretningskvinden Gina Miller, der så det som udemokratisk, hvis regeringen ikke skulle spørge parlamentet. De har samlet omkring 1,5 mio. kr. ind til deres sag.

Storbritannien har ikke nogen forfatning eller grundlov, men bygger på, hvad der har været tradition for gennem årtier og århundreder. Over for domstolen argumenterede den britiske regering med, at udløsningen af artikel 50 var inden for det såkaldte ”kongelige prærogativ”, som giver regenten myndighed til at tage beslutninger uden at spørge parlamentet. I moderne tid er ”regenten” lig med regeringen.

Sagsøgerne, anført af Gina Miller, mente ikke, at det kongelige prærogativ kunne strækkes så langt. Og domstolen gav altså sagsøgerne ret. Dommerne lagde blandt andet vægt på, at regeringens argumenter var i modstrid med de grundlæggende principper for parlamentets suverænitet. Der var heller ikke opbakning til regeringens side af sagen, når man gik tilbage og så på beslutningen fra 1972 om at melde Storbritannien ind i EU, fastslog dommerne.

De fortalte dog ikke, hvordan parlamentet præcist skal høres. Skal det f.eks. være et egentligt lovforslag, eller kan regeringen forsøge sig med en manøvre, hvor man blot giver parlamentet en simpel ja/nej-afstemning? Alt det vil blive debatteret i den kommende tid, og allerede nu spekuleres der i, om dommen betyder, at brexit vil blive forsinket i månedsvis.