Stærke billeder: Fotograf blev dybt involveret i ny menneskelig tragedie på Middelhavet

Det sker hver eneste uge.

At knap nok sejldygtige – oftest totalt overfyldte – træbåde sejler ud fra de nordafrikanske kyster.

Proppet med i tusindvis af desperate flygtninge, der for manges vedkommende aldrig tidligere har sat deres ben om bord på et skib og ikke kan svømme.

Flygtningene om bord på de overfyldte skibe kommer fra blandt andet Etiopien, Somalia, Nigeria og Eritrea.

Og de har en fælles drøm om et nyt og bedre liv i Europa.

Tusindvis af flygtninge når det aldrig.

De dør af sult og sygdom, bliver kvalt på de overfyldte både eller dør af udmattelse om bord. Dertil kommer, at mange drukner, når de presses af bådene og ud i havet.

I sidste uge gik det helt galt igen.

Dette omkring treårsdagen for den tragedie, der for alvor åbnede verdens øjne for den desperate situation i Middelhavet:

En båd, der var afsejlet fra Misrata i Libyen, sank ud for den italienske ø Lampedusa. Den italienske kystvagt reddede 155, men antallet af døde blev siden opgjort til omkring 360 mennesker.

Da radaren om bord på blandt andet redningsskibet ”Astral” i sidste uge knap 20 kilometer ud for Libyens kyst lokaliserede en flåde af overfyldte både med flygtninge, sejlede dette – og andre skibe – straks mod farvandet.

Da redningsskibene nåede frem, blev mandskabet igen mødt af et chokerende syn:

På mange af bådene var der så mange døde, at de overlevende måtte kravle hen over de dynger af forvredne lig, der fyldte bunden af bådene.

I en af bådene fandt redningsmandskabet over 20, der for manges vedkommende i løbet af natten var døde af iltmangel på den overfyldte båd.

Om bord på ”Astral” var den rutinerede og heftigt prisbelønnede AFP-fotograf Aris Messinis, og han dokumenterede blandt andet redningen af flygtninge fra en gammel båd, der rummede omkring 1.000 flygtninge – omkring fem gange så mange, som den reelt kunne rumme, hvis sejladsen skulle være blot i nærheden af det forsvarlige.

I modsætning til de fleste reportager om bådflygtningene i Middelhavet lavede Aris Messinis sin reportage på havet og ikke i land, hvor han tidligere mange gange har dokumenteret situationen på den græske ø Lesbos.

Jyllands-Posten har i de seneste dage forgæves forsøgt at få telefonisk kontakt med den græske fotograf. Men da han i øjeblikket befinder sig på en fiskerbåd et sted i Middelhavet, har kontakten foreløbig begrænset sig til et par korte sms’er.

”Astral” tilhører den spanske organisation Proactiva Open Arms, hvis formål det er at hjælpe nødstedte bådflygtninge i Middelhavet.

Da ”Astral” og andre redningsskibe i sidste uge nåede frem til de overfyldte både ud for Libyens kyst, var der vild panik om bord på de fleste af flygtningebådene, hvor alt handlede om at overleve.

På en enkelt af de overfyldte både, der rummede omkring 150 mænd, kvinder og børn, blev der efterfølgende fundet 29 døde – 10 mænd og 19 kvinder. Alle var døde i løbet af natten.

I løbet af sidste uge omkom der omkring 38 afrikanske flygtninge på havet ud for Libyen.

International Organization for Migration har tidligere opgjort, at netop at flugtruten fra Libyen til Europa er den rute, der generelt koster flest menneskeliv.

I år er der i følge organisationen konstateret et generelt fald i antallet af flygtninge, der søger at krydse Middelhavet, men i følge det franske nyhedsbureau AFP har over 3.000 flygtninge til dato mistet livet i deres forsøg på at flygte fra Libyens kyster.

Libyen er det foretrukne udgangspunkt for forsøgene på at krydse Middelhavet til Europa med elendige overfyldte både, der sendes afsted af skruppelløse og grådige menneskesmuglere, der ikke bekymrer sig om menneskeliv, men kun penge.

De overlevende fra de mange både blev fra blandt andre ”Astral” hjulpet over på skibe fra den italienske kystvagt, der siden sejlede dem i land i Italien, hvor de nu opholder sig i flygtningelejre, mens de afventer deres videre skæbne.

Både Proactive Open Arms og Aris Messinis sammenligner forholdene om bord på flygtningebådene med de umenneskelige forhold, der kendetegnede tidlige tiders slavetransporter fra Afrika.

Om sammenligningen med slavetransporterne siger Aris Messinis til New York Times, at sammenligningen holder – »bortset fra, at dette ikke er hundreder af år siden«.

Han tilføjer til den amerikanske avis:

»Jeg har set megen død, men aldrig dette. Det er chokerende, og det er dette, der får én til at føle, at man ikke lever i en civiliseret verden.«

Aris Messinis har i de seneste år været leder af det franske nyhedsbureau AFP’s redaktion i Athen, og ud over krigene i blandt andet Libyen og Syrien har han intensivt dækket flygtningeinvasionen på Lesbos i det græske øhav.

I den forbindelse skrev han blandt andet i et essay publiceret på AFP’s webside:

»Det mest chokerende for mig var, i forbindelse med dækningen af denne historie, at jeg ikke befandt mig i en krigszone. Jeg har arbejdet i Syrien og Libyen. Jeg ved, hvordan en krigszone ser ud, og der forventer man at se disse ting, men ikke på Lesbos.

Den menneskelige smerte er den samme som i en krig, men alene det, at du ved, at du ikke er i en krigzone, gør det meget mere følelsesladet. Og smertefyldt.«

Aris Messinas, der selv er far til tre døtre, skriver senere, at noget af det værste at blive konfronteret med er babyer i nød.

»Jeg kan ikke holde ud at tænke på de scener mere,« skriver han og tilføjer:

»Jeg prøver at slette dem fra min hukommelse. Vi taler om babyer. Det er noget, man slet ikke kan acceptere.«

Noget andet, fotografen kommer ind på i sit essay, er den lyd, der selvsagt mangler på hans meget direkte billeder af mennesker i desperat nød.

»Den får du ikke ved at kigge på mine billeder. Den totale panik. Du hører mennesker skrige, når de forsøger at komme i land. De lokale forsøger at hjælpe dem. De er omgivet af smerte. Der er total panik.«

Han tilføjer, at han prøver at skildre alt dette i sine billeder.

»Men virkeligheden er langt mere chokerende, når du oplever den. Når du hører skrigene.«

Mens han dækkede flygtningesituationen på Lesbos, blev der taget et billede af ham, mens han hjalp med at redde nogle børn.

Dette billede spredtes meget hurtigt på nettet, men det er langtfra første gang, at han har ladet kamera været kamera og i stedet aktivt har været med til at redde nødstedte flygtninge.

Om de situationer, hvor han har besluttet at lade arbejde være arbejde og i stedet har hjulpet i redningsarbejdet, skriver han blandt andet:

»Ingen har nogensinde sagt det direkte til mig, men sommetider, når jeg dropper kameraet og hjælper, oplever jeg, at kolleger uden at ordsætte det mener, at det burde jeg ikke gøre. Jeg passer ikke mit arbejde og kunne glip af et godt skud.«

Han tilføjer:

»Jeg mener ikke, at jeg misser noget. Men selvom jeg gjorde, er jeg ligeglad. Bare døm mig. Når jeg ser en baby, der er ved at drukne i havet, så stopper jeg og trækker barnet op.«

Om fremtiden for de mange flygtninge, for hvem det lykkes at komme i land i live, skriver Aris Messinas i sit essay på AFP’s webside blandt andet:

»Nogle gange spørger de mig, hvad der nu skal ske, og jeg svarer dem: Det her er kun begyndelsen.«

Du kan læse hele Aris Messinis essay her

Følg Aris Messinis på Twitter: