Fortsæt til indhold
International

Flyekspert: Uvejr er næppe skyld i mistet kommunikation

Besætningen på det savnede fly bad om lov til at afvige sin rute på grund af dårligt vejr, lige inden kontakten gik tabt.

Et Airbus-passagerfly med 155 passagerer om bord er i øjeblikket meldt savnet på en flyverute fra Indonesien til Singapore.

Flyselskabet AirAsia har oplyst på Facebook, at besætningen på flyet QZ8501 bad om lov til at ændre flyets rute på grund af dårligt vejr, lige inden al kommunikation med flyet gik tabt.

Der kan være sket hvad som helst og det giver ikke mening at gætte på noget, mener formanden for Ingeniørforeningens Flyvetekniske Selskab, Paul Hulme Harrison. Han har dog et par bud på, hvad der kan have forårsaget kommunikationsbristen.

”Det kan være en radio, der er gået i stykker. Men der er to eller tre radioer i flyet, så det ville kræve at to eller tre radioer er stået af, eller at uvejret er så kraftigt så det undertrykker radiosignalerne,” siger han.

Han mener dog ikke, at den sidste forklaring virker særligt sandsynlig i dette tilfælde.

”Det er ikke min første tanke, at det er det, der er sket, når flyet befinder sig midt på jordkloden. Det er jo set i arktiske egne, at elektriske storme kan lukke radiokommunikationen i et fly fuldstændigt ned, men det er mest nede tæt på ækvator, og det er ikke så ofte, at sådan noget sker,” siger han.

Læs også: Savnet fly bad om alternativ rute på grund af uvejr

Der er ikke noget usædvanligt i, at flyets besætning har bedt om lov til at ændre ruten. Man må hverken flyve op, ned eller til siden uden først at være sikker på, at der er plads i luftrummet omkring en, selvom man støder ind i tordenvejr eller andet uvejr. Men hvorfor kontakten derefter er forsvundet, kan man kun gisne om, mener Paul Hulme Harrison.

Han forklarer, at store fly som udgangspunkt er godt sikret mod lynnedsslag, og at myndighederne skal godkende denne konstruktion, inden man tegner og bygger flyet.

”Tordenvejr og lynudledning er fænomener, som man tager meget alvorligt og har ingeniørmæssigt god forståelse for. Man prøver at bygge flyene, så man kan styre, hvor lynet løber ind og ud. Hvis lynet løber ind i de store ledninger og sætter ild til dem, er det en dårlig konstruktion, så man sørger for, at lynet løber på overfladen og løber ud igen af nogle små lynledere, som stikker ud af vingen i bagenden,” siger han og understreger igen, at det ikke giver mening at gætte på, hvad der er sket på nuværende tidspunkt.

Læs også: Fly fra AirAsia forsvundet

”Hvis man har mistet kontakten, så er det skrækkelige jo, at man ved, hvor meget benzin, flyet har med, og man ved, hvor længe de kan blive deroppe. Og når den tid er løbet ud, så er de jo enten landet et sted eller faldet ned,” siger han.

Flyet fløj ifølge selskabets direktør i 32.000 fods højde - svarende til 9,8 kilometer - og anmodede om at stige til 38.000 fod for at undgå skyer.

Det indonesiske transportministerium har bekræftet, at vejret var dårligt i det område, hvor flyet befandt sig, da kontakten gik tabt. Ministeriet oplyser desuden, at der ikke blev registreret noget nødsignal fra flyet, inden kommunikationen forsvandt.

Flyselskabet AirAsia er fra Malaysia, som har haft flere problemer med luftfarten i 2014. Et andet malaysisk flyselskab, Malaysia Airlines har mistet to fly i løbet af året. Flyet MH370 med 239 personer om bord forsvandt sporløst d. 8. marts på ruten mellem Kuala Lumpur og Beijing. Senere på året blev 298 personer dræbt, da flyet MH17 blev skudt ned over det østlige Ukraine d. 17. juli.