Thornings mand: Cameron maste sig med på Obama-selfie
Det var tilsyneladende slet ikke meningen, at den britiske premierminister skulle have været med på berømt foto.
Hverken det sidste eller næstsidste ord i den famøse sag om Helle Thorning-Schmidts såkaldte selfie til Nelson Mandelas begravelse er med denne artikel skrevet.
Men den danske statsministers mand, Stephen Kinnock, bidrager nu med et nyt kapitel i sagaen om det berømte foto af Helle Thorning-Schmidt, der tager et billede af sig selv flankeret af dels den amerikanske præsident, Barack Obama, dels den britiske premierminister, David Cameron.
For skal man tro Kinnock, skulle Cameron slet ikke have været med på billede,t men Cameron fik - i øvrigt stik modsat sin egen beretning om situationen - sig møvet med i sidste øjeblik.
Det siger Stephen Kinnock i et stort opsat interview med det amerikanske netmedie Huffington Post i anledning af, at Kinnock stiller op til parlamentsvalget næste år i en kreds i det sydlige Wales.
"For mig var det mest overraskende ved den selfie, at vores premierminister (David Cameron) maste sig ind fra venstre," siger Stephen Kinnock blandt andet i interviewet.
Direkte adspurgt om billedet egentlig bare skulle have været af Helle Thorning-Schmidt og Barack Obama, nikker Kinnock med hovedet, fremgår det af artiklen skrevet på baggrund af interviewet.
"Hun sad og snakkede med Obama, og så kom selfie-ideen på en eller anden måde på banen. Så dukkede Cameron pludselig op i billedet og lykkedes med at møve sig ind på billedet."
Selfie-situationen og billedet, der blev taget af den, udløste i sin tid voldsom debat og en del kritik i internationale medier. Nogle mente, at det var respektløst af statslederne at sidde og muntre sig med en selfie til en begravelse.
På den baggrund udtalte David Cameron til sit forsvar efter episoden, at "når et medlem af Kinnock-familien beder om at få taget et billede, mente jeg det ville være høfligst at sige ja."
Kinnock-familien er meget stor i britisk politik, idet Stephen Kinnocks far har været leder af det store Labour-parti og hans mor har været britisk udenrigsminister.
David Camerons udlægning af situationen stemmer altså ikke helt overens med det, Stephen Kinnock mener, der skete.
Om selve selfien - som meget få mennesker i verden har set - siger Kinnock, at Helle Thorning-Schmidt "på et tidspunkt hen ad vejen vil frigive billedet til offentligheden."