Thornings "selfie" udløser voldsom debat
Optrådte Thorning, Obama og Cameron respektløst under Mandela-dagen i går? Meningerne er delte om en begivenhed, som vi i virkeligheden ved ganske lidt om.
Var det en skæg joke som var helt i Mandelas ånd? Eller udviste statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med to af verdens mest indflydelsesrige statsledere upassende opførsel, da de sammen tog et såkaldt "selfie" - et selvportræt taget med mobiltelefonen.
Lige meget hvad svaret lyder, så har Helle Thorning-Schmidt udfordringer nok at håndtere i dag, når hun efter planen ved middagstid lander i Danmark efter at have deltaget i mindehøjtideligheden for Sydafrikas afdøde eks-præsident Nelson Mandela.
Ikke alene ventes hun i dag at skulle finde en ny justitsminister som afløser for Morten Bødskov (S), der gik af i går efter et dramatisk samråd med Folketingets retsudvalg.
Travl statsminister
Hun skal også have et øje på forløbet i dagens samråd i Folketingets socialudvalg, hvor SF's leder, socialminister Annette Vilhelmsen, skal forklare, hvorfor hun på forhånd lovede en million i støtte til Huset Zornig længe inden ansøgningsfristen sluttede.
Hun skal forholde sig til at være på forsiden af ikke færre end seks aviser i Storbritannien, hvor hendes "selfie"-optræden sammen med Storbritanniens premierminister David Cameron og Barack Obama har vakt stor opsigt - og delt vandene.
Fotoet af de leende statsledere, der muntrer sig med at fotografere sig selv sammen har udløst udbredt kritik i britisk presse og på de sociale medier. Andre betegner dog foto-seancen, som blev fanget af en opmærksom AFP-fotograf på et stadion i Johannesburg-forstaden Soweto, som en uskyldig foreteelse.
Næstmest downloadede foto
Kort efter at fotoet var offentliggjort, bredte det sig lynhurtigt på verdens medier. Store amerikanske medier som Washington Post, USA Today, Huffington Post, Buzzfeed, Fox News, CNN og ikke mindst det store internetsite reddit.com offentliggjorde fotoet, og på de sociale medier spredte billedet sig med lynets hast.
Onsdag var billedet spredt over hele verden, og billedbureauet AFP oplyser, at billedet af de tre statsledere er det næstmest downloadede fra mindehøjtidligheden - kun overgået af det historiske håndtryk mellem Barack Obama og Cubas leder Raúl Castro.
Vidtgående fortolkninger
I Storbritannien valgte tabloidaviserne The Sun (med overskriften "No Selfie Respect"), Daily Mail og Daily Mirror at bruge fotoet som bærende billede på forsiden, men også ansete aviser som The Times og The Daily Telegraph har brugt billedet.
Gratisavisen Metro spekulerer med overskriften "You're going to get Helle from Michelle" i, at Michelle Obama på et af billederne fra stadion ser ualmindelig misfornøjet ud med foto-seancen.
Imidlertid viser andre fotos fra stadion Michelle Obama i tilsyneladende fredelig og afslappet samtale med Helle Thorning-Schmidt.
Michelle Obama - sur eller ligeglad?
The Daily Telegraph skriver, at Michelle Obama så ualmindelig mut ud, mens foto-seancen foregik. På ét billede sidder hun med hænderne i skødet og stirrer lige frem for sig, mens hun på et andet kigger på de tre statsledere med hvad der med lidt god vilje godt kan fortolkes som et kritisk blik.
På et tredje billede har Michelle Obama imidlertid skiftet plads med sin mand, således at hun sidder mellem Obama og Helle Thorning-Schmidt. Var det for at komme til at tale med den danske statsminister? Vi ved det - i lighed med mange andre detaljer - ikke.
I det hele taget er det i vidt omfang uklart, hvad der egentlig foregik på under seancen.
Hvis var telefonen?
Det står for eksempel ikke klart, om det er Thorning eller for eksempel Obamas telefon, der bliver benyttet.
Barack Obama benytter sig normalt af en Blackberry-telefon, og men telefonen er sandsynligvis en iPhone - muligvis tilhørende Thorning-Schmidt, men det kan ikke bekræftes, da hverken Statsministeriet eller Det Hvide Hus har ønsket at kommentere billedet.
Men det har mange andre - både kommentatorer og almindelige borgere verden over. Og Ian Martin, kommentator på The Daily Telegraph, var ikke i tvivl, da han så billederne.
"Hvad helvede laver du, mand?"
"Hvad i alverden foregår der? Hvorfor opfører statsledere sig således? Og ved en mindehøjtidelighed?" spørger Ian Martin i en klumme i dagens avis. Han tilføjer, at David Cameron altid har optrådt seriøst og værdigt for Storbritannien i udlandet.
"Men da jeg så dette "selfie"-foto, kom mit svar hurtigt og lige fra maven: Hvad helvede laver du, mand? Lige meget hvad det er, så hold op med det."
Flere andre britiske aviser betegner optrinet som helt ude af trit med mindehøjtideligheden, men helt så bekymret er redaktør Heather Walker fra South African, der skriver for sydafrikanere i udlandet, dog ikke.
Redaktører: I Mandelas aånd
"Man forventede en formel højtidelighed, men det viste sig at være temmelig afslappet. Der var sangere og tilråb, og jeg formoder, at de tre fornemmede tonen og ånden og tænkte: Lad os have det lidt sjovt," siger Heather Walker til BBC.
Samme argument lyder fra magasinet Esquires online-redaktør Sam Parker, som til The Guardian siger, at "ud fra det jeg har læst om Mandele i løbet af ugen, ser det ud som om at han ville have fundet Obamas "selfie" ganske sjov," siger redaktøren.
På de britiske medier og de sociale medier har debatten raset i tusinder af debatindlæg siden i går.
Kritik fra mange læsere
"Voksne mænd, der opfører sig så dårligt, er utroligt. Jeg er rystet over, at Cameron og hans venner overhovedet kunne finde på at tænke på at tage fotos af sig selv," skriver Eileen fra Droitwich Spa på en af de mange onlinedebatter på The Daily Telegraph.
En læser på The Mirror spørger om, "hvilken selvglad idiot der tager en "selfie" ved en mindehøjtidelighed. Nå ja, selvfølgelig, Barack Obama og David Cameron," svarer læseren retorisk.
Mange læsere kalder David Camerons opførsel "uden klasse" og "situationsfornemmelse", mens andre finder, at foto-seancen var helt i tråd med stemningen på stadion i Soweto, hvor titusinder sang og dansede for at ære Mandela.
Meningerne er med andre ord meget delte om en begivenhed, som vi egentlig ikke ved så meget om.
Hvad nu hvis...?
Måske skete der i virkeligheden noget helt andet på de billeder, skriver online-kommentatoren Chris Taylor fra mashable.com.
"Det var Thorning-Schmidt, som tog billedet. Hvis en europæisk statsleder spurgte, om du ville med på et hurtigt foto, ville det virke fjollet at afvise det - ikke mindst hvis den seriøse britiske premierminister David Cameron i forvejen var med på det," skriver Chris Taylor, som savner lidt "talebobler" på fotoet.
"Måske siger Thorning-Schmidt: Lad os mindes dette utrolige øjeblik og en fantastisk mands liv med et fornøjeligt foto. Måske tænker Michelle Obama: Bare der var plads til mig på det foto."
"Pointen er, at vi ikke kender den fulde sandhed om, hvad der for resten af verden virker som et privat øjeblik. Uden den viden vil forhastede konklusioner vanære mindet om en mand, som tilbragte årtier med at bekæmpe et system, der systematisk og hurtigt greb til fordømmelse", slutter Chris Taylor.
Hvad mener du om det omstridte foto?