Prominent menneskerettighedsforkæmper på særlig mission i Danmark

Det er ikke til at se på Nabeel Rajab, at hans liv indtil for nylig bestod af håndjern og en tilværelse bag fængselstremmer.

Ganske roligt sætter han sig ved bordet, kigger ud på efterårssolen, som får Københavns hustage til at funkle, og tager en slurk af sin kaffe.

Selvom det har sat sine fysiske spor på den 50-årige menneskerettighedsforkæmper og systemkritiker at have tilbragt to år i det berygtede Jaw fængsel i Bahrain, så skjuler han det godt.

"Jeg er i Danmark på en særlig vigtig opgave," forklarer han.

Nabeel Rajab er internationalt respekteret for sit vedholdende arbejde for menneskerettigheder i Golf-regionen og for at have grundlagt Bahrains menneskerettighedsbevægelse sammen med den livstidsfængslede dansk-bahrainer Abdulhadi al-Khawaja, som nu har sultestrejket i over to uger i protest mod sin fængsling.

Ligesom al-Khawaja spillede Nabeel Rajab en ledende rolle under de folkelige protester for frihed og demokrati i Bahrain, som blev knust af sikkerhedsstyrker og militær under Det Arabiske Forår i 2011.

Og ligesom al-Khawaja har Nabeel Rajab betalt en høj pris for sin kritik af styret i den lille golfstat ud for Saudi-Arabiens kyst. I 2012 blev han anholdt og senere idømt tre års fængsel for at have arrangeret og deltaget i ulovlige demonstrationer.

"Det er meget simpelt. Jeg blev fængslet for at kæmpe for demokrati og menneskerettigheder i mit land. Jeg demonstrerede for at ændre det politiske system fra et undertrykkende diktatur til et system med retfærdighed og lighed — et demokrati," siger han, da vi har talt lidt.

Under afsoningen døde hans mor, hans tante og to onkler, men Nabeel Rajab fik ikke lov til at deltage i deres begravelser.

Én gang blev han udsat for decideret tortur. Nøgen tvang fangevogterne ham til at rejse sig op og sætte sig ned igen og igen, hvilket er særligt slemt for Nabeel Rajab, som stadig lider af rygsmerter fra at være blev pryglet af sikkerhedsstyrker under en demonstration for arbejdsløses rettigheder i 2005.

Men det værste ved fængslet var den konstante ydmygelse, fortæller han. Den slags ydmygelse, som skaber vrede i folk:

"Jeg sad isoleret og blev bevogtet af udenlandsk politi i to år. Jeg fik forbud mod at tale med min kone og mine børn om noget, der havde med politik eller menneskerettigheder at gøre, når de måtte besøgte mig to gange om måneden. Så jeg var afkoblet fra alt, hvad der foregik uden for fængslet. Det var den psykologiske tortur, der var det værste."

Efter to års afsoning blev han i maj løsladt. Og straks efter genoptog han det arbejde, som han var blevet fængslet for at udføre.

Tværtimod har han kastet sig over sit arbejde med dobbelt styrke, som han siger. Han er rejst til England, Frankrig, Tysklang, Irland, Libanon og adskillige andre lande for at gøre opmærksom på menneskerettighedskrænkelserne i Bahrain og på al-Khawajas fængsling.

"Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at forhindre, at andre udsættes for det, som jeg og mange hundrede andre politiske fanger i Bahrain er blevet udsat for," siger han.

"Jeg har en vis indflydelse, og den forsøger jeg at udnytte."

Og det er netop derfor, han nu sidder i Amnesty Internationals kvistlokaler på Gammel Torv midt i København.

Han er her for at skabe opmærksomhed om sin nære ven og kollega, samvittighedsfangen Abdulhadi al-Khawaja, som nu har tilbragt mere end tre år bag tremmer, og som ifølge bekymrede menneskerettighedsorganisationer kan være i overhængende livsfare som følge sultestrejke og den systematiske tortur, som han tidligere er blevet udsat for i fængslet.

De fleste danskere vil nok kunne huske al-Khawaja på grund af hans 110 dage lange sultestrejke for to år siden. Ud over at være en af Golf-regionens mest fremtrædende menneskerettighedsforkæmpere er Abdulhadi al-Khawaja dansk statsborger. I 1991 blev han anerkendt som politisk flygtning og tilbragte efterfølgende 12 år her i Danmark.

"Abdulhadi er et symbol på kampen for menneskerettigheder i Bahrain. Det er derfor, regimet frygter ham så meget," siger Nabeel Rajab.

Sammen med en andre aktivister fra blandt andet Bahrain Center for Human Rights rejser Nabeel Rajab de næste dage til Sverige, Norge, Finland og derfra videre til Bruxelles og Geneve.

Derefter forventer Nabeel Rajab at vende tilbage til Bahrain, selvom han godt ved, at det kan være risikofyldt.

"Jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg lander i lufthaven," siger han opgivende.

Årsagen er, at Maryam al-Khawaja - Abdulhadis datter, der ligesom sin far også har dansk statsborgerskab - blev anholdt, da hun rejste til Bahrain for at besøge sin sultestrejkende far for små 14 dage siden. Angiveligt fik hun inddraget sit danske pas i lufthavnen, og i weekenden blev hendes fængsling forlænget med yderligere ti dage. Ingen ved, hvornår hun bliver løsladt.

"Det understreger bare, at Bahrain ikke respekterer internationale menneskerettigheder," siger Nabeel Rajab.

Han mener, at de europæiske lande bør gå langt hårdere til kongestyret i den lille golfstat, end tilfældet er.

"En af de største udfordringer er, at få vestlige lande til at reagere over for Bahrain. Indtil videre er det langt hen ad vejen lykkes regimet at få lukket af for kritikken," mener han.

Det samme gør sig gældende i sagen om Abdulhadi al-Khawajas fængsling. Ganske vist har talrige menneskerettighedsorganisationer samt FN, USA og Danmark – og senest udenrigsminister Martin Lidegaard (R) – krævet al-Khawaja løsladt, men der er brug for, at ordene bliver fulgt op af handling, understreger Nabeel Rajab.

Særligt den danske regering bør kaste sig ind i kampen med fuld styrke, mener han og henviser til, at to danske statsborgere i øjeblikket sidder fængslet i Bahrain.

Desuden er Danmarks økonomiske bånd til den olierige golfstat langt fra så tætte, som for eksempel Storbritanniens, påpeger Nabeel Rajab og gør pause for at tage en tår af sin kaffe.

"Derfor bør Danmark gå forrest i EU og FN for at få lagt maksimalt pres på Bahrain for at løslade Abdulhadi og Maryam. Og også alle de andre politiske fanger. Det er min besked til den danske regering, nu hvor jeg er i Danmark," siger Nabeel Rajab, som senere skal mødes med repræsentanter fra Udenrigsministeriet.

Selv er han ikke for optimistisk om udsigterne til snarlig løsladelse, nu hvor Abdulhadi al-Khawaja har afsonet knap tre et halvt år af sin livstidsdom.

De seneste to år er situationen i Bahrain faktisk kun blevet værre. Antallet af politiske fanger er ifølge Nabeel Rajab næsten firdoblet, og i et forsøg på at knuse protesterne har styret forbudt kritik af kongen og demonstrationer i hovedstaden Manama. Vil man demonstrere, skal man i stedet gøre det ude i de mindre forstæder.

På trods af tilbageslagene bevarer han et håb om forandringer. Og så gentager han noget, han også sagde for to år siden, da han var i Danmark: At oppositionen i Bahrain nægter at give op.

"Det kræver langvarigt arbejde at ændre samfundet i Bahrain og i de omkringliggende stater, så vi forventer ikke en revolution på få uger. Vi søger kompromiser med regimet, og vi gør alt, hvad vi kan for at undgå konfrontationer, men vi kræver reformer, og vi har vist, at vi agter at nå vores mål," siger han og peger på, at budskabet om demokrati og lige rettigheder for længst har spredt sig til det meste af Golf-regionen, hvor lande som Qatar og Saudi-Arabien ellers ikke ligefrem holder menneskerettighedsfanen højest.

Billedet: Aktivisterne fra Bahrain med Nabeel Rajab som nummer to fra højre sammen med Amnesty Danmarks vicegeneralsekretær Trine Christensen.

"Vi er urokkelige i vores fredelige kamp for demokrati. Derfor tør jeg tro på, at vi nok skal nå vores mål. Gradvist. Med tiden."

Danmark er et lille land på den internationale politiske scene. Tror du, det er realistisk, at vi kan skubbe den udvikling på vej?

"I er et lille land, ja, men I er et land, og I har en stemme. I er respekteret internationalt og har gode forbindelser med de fleste europæiske regeringer. Så Danmark kan sagtens spille en rolle."

Er det realistisk, at al-Khawaja bliver sluppet fri?

"Regimet frygter for, hvad der sker, hvis de løslader ham. De tror, at hans løsladelse bliver begyndelsen på at løslade alle politiske fanger, og derfor beholder de ham i fængslet. Men en dag — en dag — så får han sin frihed."