Stephen Hawking: Gudspartiklen kan ødelægge universet når som helst
Higgspartiklen har potentialet til at ødelægge hele universet. Det kræver dog et usandsynligt sammenfald af tilfældigheder.
Den højt respekterede internationale fysiker Stephen Hawking har været ude med en noget nedslående forudsigelse.
"Higgs-partiklen kan blive ustabil ved 100 milliarder gigavolt. Hvis det sker, kan den få tid og rum til at smelte sammen, og det vil få universet til at kollapse, og det kan ske hvornår det vil skal være," siger han.
Det lyder voldsomt, men man skal tage meldingen med forbehold. Det mener lektor ved Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, Troels Christian Petersen.
"Han har ret, men det er meget hypotetisk. Higgs-partiklen har potentialet til at ødelægge universet, men med de acceleratorer vi har på jorden, kommer vi slet ikke i nærheden af 100 milliarder gigavolt," siger han
Der er da heller ingen forskere, der påstår, at Stephen Hawking taler usandt, men de mener, at det er vigtigt, at hans udtalelser bliver sat ind i den rette sammenhæng.
Stephen Hawkins indrømmer da også, at risikoen for et kollaps af universet er ret lille.
"En accelerator der kan nå op på 100 milliarder gigavolt, skal være større end jorden. Det er ret usandsynligt, at man vil kunne finde penge til at bygge sådan en i den nærmeste fremtid," siger Stephen Hawking.
Troels Christian Petersen fortæller, at hvis Higgs-partiklen ville få universet til at kollapse, så var det sket for længe siden.
"Universet er i sig selv en stor accelerator, og der er masser af partikler med meget højere energi ude i universet. Jorden bliver konstant bombarderet med højenergi partikler, og der bliver skabt higgs-partikler hele tiden, dem opdager vi bare ikke," siger han.
Når Stephen Hawking siger, at universets undergang kan ske hvornår det skal være, så er det i følge Troels Christian Petersen også ganske korrekt, omend det er yderst usandsynligt.
"Hvis det skulle ske, så skulle to af de mest energifyldte partikler i universet tilfældigvis støde sammen, og de skulle så skabe en higgs-partikel som så blev ustabil. Selv med vores fine udstyr, så tager vi 100 milliarder partikler, som vi skyder sammen med 100 milliarder andre partikler, også er der et par stykker af dem, der smelter sammen," siger han.
Hvis dette usandsynlige sammenfald af tilfældigheder alligevel skulle ske, så vil ingen overhovedet opdage at det sker. Det siger den australske fysiker Alan Duffy til News.com Australia.
"Den gode nyhed er, at vi aldrig vil opdage det ske. Kollapset vil ske med lysets hastighed, så der er slet ingen grund til at bekymre sig om det," siger han.