USA’s hammer viste sig at være for stor

PIRAN

Vinduerne i pressecenteret var dækket til med sandsække.

Solen og snigskytter blev holdt ude af meterhøje betonmure, der også begrænsede følgevirkningerne af de bilbomber, der eksploderede i gaderne udenfor.

Men selv de højeste mure kunne ikke holde de raketter, som alle hånde militser sendte af sted mod den Grønne Zone, den amerikanske besættelses hovedvarter i Bagdad, ude.

Vejen til lufthavnen var en dødsfælde, som amerikanske diplomater kun vovede i bombesikre busser eller helikoptere.

Hver dag dukkede nye lig op i grøfter og rendesten. Dødspatruljernes ofre.

Det var foråret 2007, og den sekteriske borgerkrig i Irak var på sit højeste. Trods overvældende militær overlegenhed var supermagten under belejring i Bagdad.

General Raymond Odierno, næstkommanderende for de amerikanske styrker, havde indkaldt til pressemøde.

En farlig illusion

Efter invasionen i 2003 havde Odierno som øverstkommanderende for den 4. Infanteridivision oparbejdet et rygte som en general, der arbejdede efter devisen om, at hvad der ikke kan klares med en stor hammer, skal klares med en større hammer.

Det var Odiernos folk, der hev Saddam Hussein op af et hul i jorden i december 2003. Men Odiernos folk blev også anklaget for at have skabt mange nye fjender ved under jagten på oprørere at anholde sunnimuslimske mænd i massevis.

»Hvad med de kurdiske enheder? Bliver de også sendt til Bagdad?« ville en norsk kollega vide. Dengang som nu var de kurdiske enheder blandt de få i den irakiske hær, der kæmpede effektivt.

»For mig findes der ikke nogen kurdiske enheder. Ingen shia- eller sunnimuslimske enheder. Kun irakiske soldater,« lød svaret svaret fra Odierno, der med sine knap to meter, sin glatragede isse og en kampvægt på den anden side af 110 kg ikke indbød til modsigelse. Men det skulle vise sig at være en farlig illusion. Både for USA og Irak.

For stor hammer

De seneste uger synes det at være den irakiske hær, som Odierno og hans kolleger brugte otte år og 25 mia. amerikanske skattedollars på at opbygge og udruste, der er holdt op med at eksistere. Tilbage står kurdiske, shia- og sunnimuslimske militser.

De amerikanske generaler som Odierno havde brugt en for stor hammer. Det var ikke bare Saddam Husseins diktatur, men hele den irakiske stat, der var blevet smadret i 2003. Og det var ikke kun amerikanernes skyld. Saddam Hussein havde sikret sig, at de sunnimuslimske stammer og det irakiske regime var bundet uløseligt sammen.

Efter at have lagt det irakiske militær i ruiner på få uger under invasionen brugte amerikanerne otte år på at samle den irakiske hær. På at samle den irakiske stat.

Borgerkrig udskudt

Det lykkedes aldrig helt. Kurderne var mere interesserede i at skabe deres egen fremtid end i at kæmpe for et Irak splittet mellem sunni og shia. Odierno og hans chef, David Petreaus, fik i løbet af 2007 og 2008 mange af Iraks sunnier, der havde støttet Saddam Hussein og, tilskyndet af Odiernos brutale metoder, sluttet sig til oprørerne, til at skifte side. Mod våben, betaling og beskyttelse.

Til gengæld for at vende de hellige krigere ryggen, der fra hele verden var strømmet til, fik de løn, våben og beskyttelse mod den shiamuslimske regering.

Men det aflyste ikke den irakiske borgerkrig. Det udskød den bare. Da de amerikanske styrker forlod Irak i 2011 stoppede det særegne samarbejde mellem tidligere fjender. Stammemilitserne blev opløst. Deres ledere fængslet. Nu har de atter sluttet sig til den hellige krig mod regeringen i Bagdad, som al-Qaeda-udbryderne i Isil betragter som kættere.

Ligene er atter begyndt at dukke op i rendestenene.

Bilbomberne i Bagdad? De holdt aldrig rigtig op.