Bortførelser truer freden

PIRAN

De sidste solstråler var for længst sunket ned bag de forrevne klipper og de forblæste oliventræer, der dækker Judæas bakker. Klokken havde passeret 22, da de to kostskolekammerater Gilad Shaar og Naftali Frankel begav sig hjemad for at tilbringe den jødiske weekend fra fredag til lørdag med deres familier. Den sidste bus mod Jerusalem var kørt, så de to 16-årige besluttede sig for at tage turen på stop.

Ved en rundkørsel lidt uden for bosættelsen Gush Etzion, hvor kostskolen ligger, ved hovedvejen mod Jerusalem en halv time i bil nordpå mødte de den 19-årige Eyal Yifrach. Yifrach var allerede kommet fra Hebron 20 kilometer længere mod syd. At få et lift på de kanter plejer ikke at være vanskeligt. Israelerne er flinke til at give hinanden en hånd, når det kniber. Især i potentielt farlige situationer. For busstoppestedet, hvor de tre drenge ventede, ligger midt på den besatte Vestbred. Som studenter på religiøse skoler, de såkaldte Yeshivaer, var drengene med deres kalotter lette at genkende fra palæstinensere, der opfatter de israelske bosættere som besættere af deres land. Selv på en mørk aften. Ved flere lejligheder har militante angrebet israelere ved stoppestedet med knive og skudvåben.

Ingen drengestreg

De tre blev da også samlet op. Men de nåede aldrig til Jerusalem. Det sidste, man har hørt til dem, er et opkald til det israelske politis alarmcentral. »Jeg er blevet kidnappet,« hviskede en stemme, inden der blev lagt på. Men telefonoperatøren gik ud fra, at der var tale om en drengestreg, da ingen tog telefonen, da han ringede tilbage.

Det var først, da drengenes forældre kontaktede politiet og meldte dem savnet, at der blev slået alarm. Da var der gået syv timer. Det var fredag morgen den 14. juni.

Siden har Israel stået på den anden ende. Titusindvis af israelske soldater og politifolk er blevet sendt ind på Vestbredden for at finkæmme byer og flygtningelejre for spor efter de tre. Huse, hjem, lader, stalde, fabrikker, affaldsskakter og vandingskanaler er blevet gennemvadet- og rodet. Radio og tv bringer døgnet rundt nyt om eftersøgningen. Men der er ikke meget nyt at berette. Selv om den israelske regering har sat himmel og jord og hele sit kæmpemæssige apparat af militær og sikkerhedstjenester i bevægelse på Vestbredden og har anholdt 330 personer, er de tre teenagere som sunket i jorden.

Selv om ingen endnu har taget ansvaret for bortførelsen har den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, ikke tøvet med at udpege de ansvarlige: Den islamistiske organisation Hamas.

»De, som begik bortførelsen af vores unge, var medlemmer af Hamas,« sagde den israelske premierminister og advarede om, at det »vil få alvorlige konsekvenser«.

Det kan blive skæbnesvangert.

Ingen lades tilbage

Israel er bogstaveligt talt gået i krig for mindre. Libanonkrigen i 2006, der kostede 167 israelere og over 1.000 libanesere livet, blev således udløst af, at medlemmer af det libanesiske Hizbollah var trængt ind over grænsen til Israel, hvor de dræbte fem soldater og tog ligene af to af dem med sig tilbage til Libanon.

I ugerne inden Hizbollahs operation havde bortførelsen af den israelske soldat Gilad Shalit til Gazastriben udløst en mindre krig med Hamas. Shalit blev først løsladt i 2011 efter fem års fangenskab.

Den jødiske stat har et ufravigeligt princip om, at den aldrig efterlader sine borgere på slagmarken eller i fjendens hænder. Det er afgørende for sammenhængskraften i et land, hvor truslen fra krig og terror aldrig er længere væk end det næste busstoppested, og hvor militærtjeneste er obligatorisk for alle jødiske borgere.

En kidnapning kommer naturligvis aldrig belejligt. Slet ikke for de pårørende, hvis liv bliver forvandlet til et helvede af angst og nervøs venten. Men denne her kommer på et for Mellemøsten særdeles kritisk tidspunkt. Fredsforhandlingerne brød sammen i april. Som sædvanlig var det spørgsmålet om bosættelserne, der fik forhandlingerne til at kuldsejle, inden de kom i gang.

Området syd for Jerusalem, hvor eftersøgningen er koncentreret, er helligt land for både kristne, jøder og muslimer. Vigtige kapitler i Biblen, som jøderne følger til og med det Gamle Testemente, udspiller sig her.

Jøderne og de kristnes stamfader Abraham, Ibrahim for muslimerne, ligger begravet i Hebron. Jesus blev født i Betlehem lidt oppe ad vejen, hvor også matriarken Rachel døde i fødselssengen.

Det er også her, at nogle af de værste sammenstød mellem palæstinensere og israelere har fundet sted. Massakren på jøder under den arabiske opstand mod den britiske kolonimagt i 1929 og den radikale bosætter Baruch Goldsteins nedmejning af bedende palæstinensere i Ibrahimmoskeen i 1994 er kun nogle få blodige lavpunkter.

Dræbte ved sammenstød

Det er således et både politisk og religiøst sprængfarligt område. De israelske eftersøgningsoperationer, der foregår i fuld kampuniform med M-16-rifler og ikke fløjlshandsker, har ikke gjort noget for at forbedre israelernes i forvejen dårlige ry blandt den palæstinensiske civilbefolkning. Efter flere år med relativ ro lurer faren for en ny opstand.

Fredag blev en 15-årig palæstinensisk dreng i landsbyen Dura nær Hebron skudt og dræbt af israelske sikkerhedsstyrker, efter at han og andre drenge havde bombarderet soldaterne med sten.

I Kalandiaflygtningelejren i Ramallah blev tre drenge indlagt med skudsår efter lignende sammenstød. Forrige søndag blev den 20-årig Ahmad al-Sabarin dræbt i lejren.

Jo længere tid der går, jo større er risikoen for en eksplosion.

Det er således ikke kun i gaderne i Gaza og i de palæstinensiske medier, at kidnapningen således blev hilst velkommen.

Hamas har hidtil ikke taget ansvaret for kidnapningen. Men ligesom andre militante palæstinensiske grupper har den forsvaret den. Målet er klart. At tvinge Israel til at frigive nogle af de 5.000 palæstinensiske fanger, der sidder i israelske fængsler.

Abbas i dilemma

Kun den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, har fordømt bortførelsesoperationen.

»Disse tre drenge er mennesker ligesom os, og de skal bringes tilbage til deres familier,« sagde Mahmoud Abbas. Men den holdning står han temmelig alene med. Sågar medlemmer af Abbas eget Fatahparti har forsvaret bortførelsen.

»Tilsyneladende forstår Israel kun bortførelsens sprog,« sagde Jibril Rajoub, chefen for det palæstinensiske fodboldforbund, der som tidligere sikkerhedschef tilhører inderkredsen i Fatah, til en palæstinensisk tv-station.

Mange palæstinensere har familiemedlemmer, der sidder i israelske fængsler. De betragter selv dømte terrorister ikke som forbrydere, men som frihedskæmpere.

Abbas har derfor mødt voldsom kritik, ikke mindst i de palæstinensiske medier, for at have taget afstand fra bortførelserne. Kritikken er ikke blevet mindre af, at Abbas har sendt sine sikkerhedsstyrker ud for at hjælpe deres israelske kolleger med at lede efter drengene. Da Abbas’ sikkerhedsstyrker i årevis har samarbejdet med de israelske sikkerhedstjenester, betragter mange palæstinensere Israel som fjender og Abbas som en kollaboratør.

Hamas inde i varmen

Men trods denne imødekommenhed har Netanyahu været ude med riven efter Abbas. Siden sammenbruddet af fredsprocessen har Abbas nemlig indgået en samlingsregering med Hamas, som ikke bare Israel, men også EU og USA betragter som en terrororganisation.

Det på trods af, at Hamas er lodret imod den to-statsløsning, som Abbas arbejder for. I stedet for at forhandle med Israel skal den jødiske stat fjernes fra landkortet, mener Hamas.

Ministrene i regeringen er ganske vist uafhængige teknokrater og ikke Hamas-medlemmer. Men for Netanyahu gør det ingen forskel. Abbas må vælge. Mellem fred med Israel eller fred med Hamas. Hidtil har han forsøgt at undgå det valg.

Indtil Abbas inviterede de langskæggede islamister indenfor i varmen, var bevægelsen derfor en del af det dårlige selskab i Mellemøsten. Dem, de andre ikke ville lege med. Siden Hamas overtog Gazastriben i 2007 i et væbnet opgør med Abbas’ Fatahstyrker efter at have vundet valget i 2006, har Gazastriben været politisk isoleret fra omverdenen og belejret af israelerne, der har svaret igen på byger af raketter med det sydlige Israel med bombardementer fra fly og droner.

Nu frygter befolkningen en ny krig. Men det er ikke kun Abbas, der har problemer med sit bagland.

Kritikere mener, at Netanyahu i sin iver efter at forhandle de bortførte fri er med til at opfordre til nye kidnapninger. Netanyahus koalitionspartner fra det bosættervenlige Jødisk Hjem har fremsat et lovforslag, der skal forbyde regeringen at løslade fanger for at købe gidsler fri.