Hvordan USA tabte Rusland

WASHINGTON

Jeffrey Sachs blev øjenvidne til en historisk omvæltning. Den amerikanske økonom sad i et kontor i Kreml og forsøgte at redde en stormagt fra at køre ud over afgrunden, da Boris Jeltsin en decemberdag i 1991 vandrede ind ad døren og erklærede, at Sovjetunionens tid var forbi.

»Det var et fantastisk øjeblik, og jeg var overbevist om, at følelsen ville blive delt derhjemme. Men USA’s svar var kynisk, klodset og utilstrækkeligt. Vi gjorde ingenting og lod en stor historisk mulighed passere,« siger Sachs, der i dag er professor på Columbia-universitetet i New York.

»Når Putin påstår, at Rusland blev dårligt behandlet, er det fuldstændig korrekt. Jeg forsvarer ikke hans handlinger på Krim, men i dag betaler vi prisen for Vestens manglende empati og praktisk, finansiel hjælp, da Rusland havde brug for det. Det er absolut en del af den nuværende krise.«

To år forinden havde Sachs på bare en dag fået grønt lys fra Det Hvide Hus til at slette Polens gæld og at tilbyde nødlån til landet for at afværge en økonomisk nedsmeltning. Men da lederen af Ruslands økonomiske reformpolitik, Jegor Gaidar, bad om samme medicin til Rusland, smækkede præsident George H.W. Bush kassen i. I stedet for at hjælpe Ruslands spirende demokrati med en økonomisk redningsplan, valgte USA fortsat at betragte Rusland som en rival.

»Gaidar fik at vide, at hvis Rusland ikke betalte renterne på sin gæld, ville USA indstille fødevarehjælpen. IMF afviste også blankt at give lån,« fortæller Sachs, der beskylder USA’s daværende regering for inkompetence og snæversyn.

Kritikken står ikke alene. Jyllands-Posten har talt med en række amerikanske aktører, der i de seneste årtier har haft fingrene nede i maskinrummet i det amerikansk-russiske forhold. Med forskellige grader og nuancer i kritikken er de enige om, at USA og Rusland i de seneste årtier har fejllæst hinanden, og at det har været medvirkende til den koldkrigsagtige konflikt omkring Ukraine.

Hvis Barack Obama føler sig alene, når han har svært ved at læse Ruslands intentioner, skal han blot se på sine forgængere. Ifølge kritikerne begik de også alle den fejl at forsøge at forstå Rusland ud fra en amerikansk tankegang.

»Misforståelserne mellem amerikanere og russerne er kroniske, og de går begge veje,« siger Edward Luttwak, der i en årrække fungerede som konsulent og specialudsending til bl.a. Sovjetunionen og senere Rusland for præsidenterne Ronald Reagan og Bush senior.

Russerne fejltolkede totalt Reagans konventionelle oprustning som en afledningsmanøvre for et amerikansk overraskelsesangreb med atomvåben. Amerikanerne overvurderede den russiske økonomi, selv om »Sovjetunionen lignede et Burkina Faso med atomvåben.« Og Bush senior lagde samarbejdet med Gorbatjov på is i et halvt år, fordi han troede på den senere CIA-direktør Robert Gates’ »fantasiforestillinger« om, at Gorbatjovs åbning var en camouflageaktion for at skjule udviklingen af et nyt hemmeligt sovjetisk våben.

Men det værste var ifølge den rumænskfødte konsulent, at USA aldrig har forstået Ruslands kulturelle realiteter. Så under Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin troede Vesten fuldt og fast, at russerne ville reformere og blive demokrater.

»Jeg opfordrede amerikanerne til aldrig at glemme, at Rusland er et ægteskab mellem Anna Karenina og Djengis Khan, halvt europæisk og halvt mongolsk,« siger Luttwak og forklarer, at uanset hvor moderne og europæiske russerne er, har Kreml altid fungeret som under mongolsk lov. Det er et statisk system, hvor lederen – og i dette tilfælde Putin – er hævet over loven og har uindskrænket magt.

Ukraine ikke et rigtigt land

En tidligere højtstående og anonym embedsmand i Bush-regeringen tilføjer, at der er en besynderlig tendens i USA til at tro, at alle tænker ens:

»I forholdet til andre lande går vi ud fra, at de tænker og handler som os. Du er dansk, og du ved, at danskere ikke tænker som os. Hvorfor skulle iranere, pakistanere eller russere gøre det? Vi siger til russerne, at stabile grænser er bedst for jer. Jeg tror, at russerne foretrækker ustabilitet, fordi de mener, at det gavner dem.«

Ifølge kilden herskede der både under Bill Clinton og George W. Bush en naiv fornemmelse af, at det var muligt at samarbejde med russerne.

»Også i Obamas regering er mange så desperate for at indgå aftaler med Rusland om alt fra Iran til Syrien, at de ville sælge deres moster for at gøre det. Selv om det er oplagt for alle, at Rusland aldrig vil levere det, vi ønsker. Vi har sat en stor del troværdighed over styr ved at lægge os på maven i stedet for at kritisere dem for enorme brud på menneskerettighederne med drab på journalister og intellektuelle,« fastslår han.

Mark Medish var udenrigspolitisk rådgiver for Bill Clinton, da Bill-Boris-venskabet fik det amerikansk-russiske forhold til i nogle år i 1990’erne at virke stærkt, selv om Ruslands første præsident, Boris Jeltsin, på hjemmebanen blev stadig mere upopulær på grund af økonomiske problemer.

»Vi overpersonaliserede det bilaterale forhold og pressede vores egne skabeloner ned over en russisk virkelighed, der så helt anderledes ud,« erkender Medish.

Ifølge Clinton-rådgiveren er misforståelser og bevidste fejlfortolkninger en fast bestanddel af relationer mellem stormagter. Han nævner, at mens russerne på baggrund af hardlinere i Washington som vicepræsident Dick Cheney konkluderede, at USA gik ind for en brutal verdensorden, lyttede amerikanerne til Putins regeringschef, Dmitrij Medvedev, og gik ud fra, at Rusland ønskede at modernisere og at slutte sig til Vesten.

Natos udvidelse mod øst har siden slutningen på Den Kolde Krig været en anden af nøglerne til at forstå stormagtsforholdet. Russerne har konstant kritiseret USA for at være magtsyg, og allerede i 1994 advarede Jeltsin på Nato-topmødet i Budapest om faren for en »kold fred«.

Det lykkedes aldrig at sælge ideen til russerne om, at udvidelsen mod øst med bl.a. Polen og tre baltiske lande bare var en station på vejen til at indlemme Rusland i et nyt og fælles sikkerhedssystem. Måske fordi Vestens signaler var uklare. Ukrainere husker, hvordan Bush senior den 1. august 1991 i en tale i Kiev – blot få måneder før Sovjetunionens sammenbrud – slog en streg over deres drømme om en selvstændig stat.

»Frihed er ikke det samme som uafhængighed,« sagde han i en tale, der siden blev døbt ”kujontalen”.

»Amerikanerne vil ikke støtte dem, der søger uafhængighed for at erstatte et tyranni med en lokal despot,« lød det.

17 år senere pressede Bush junior på Nato-topmødet i Bukarest i 2008 på for at få lagt de manglende brikker i Natos puslespil, Ukraine og Georgien. Forslaget faldt til jorden på grund af vesteuropæisk modstand og ikke på grund af klare advarsler fra Putin:

»Du må forstå, George, Ukraine er ikke rigtigt et land. Hvad er Ukraine? En del af dets territorium er Østeuropa, og en stor del af det blev foræret af os,« blev Putin citeret for at sige.

For Rusland var Ukraine og Georgien klart en rød linje, hvilket Putin demonstrerede med lynkrigen mod Georgien fire måneder efter Nato-topmødet. Set med Moskvas øjne var også forspillet til den ukrainske krise et bevis på, at Vesten fortsætter sin ekspansionspolitik mod øst. Modspørgsmålet fra Rusland lyder: Hvordan ville USA reagere, hvis Mexico eller Cuba havde meldt sig ind i Warszawa-pagten under Den Kolde Krig, og Moskva havde sagt, at det slet ikke handler om jer i Washington, men om at sikre stabiliteten i et uroligt område?

Bush så Putins sjæl

Jack Matlock var USA’s ambassadør i Moskva fra 1987 til 1991. Han er enig i, at krisen i Ukraine har rod i Natos østudvidelse.

»Da Bush og Gorbatjov i december 1989 på topmødet i Malta afblæste Den Kolde Krig, var forståelsen, at hvis Sovjetunionen trak sig ud af Østeuropa uden vold, ville Nato ikke drage fordel af det,« husker Matlock:

»Det stod ikke skrevet i en traktat, så det var ikke et formelt løftebrud, men i 1991 kunne jeg ikke forestille mig, at Nato ville udvide mod øst.«

Ambassadøren frygter, at alt det, verden vandt ved at slutte Den Kolde Krig, nu sættes over styr. Vesten forstod ikke, at ingen russisk leder nogensinde ville acceptere alene tanken om Nato-baser ved sin grænse. Alligevel giver Matlock ikke Vesten hele skylden. Baggrunden for at udvide Nato var ikke at konfrontere Rusland, men at give østeuropæerne den beskyttelse, de søgte.

Tilbage er der Putin selv, den tidligere KGB-oberst, der lige nu spiller rollen som verdens paria på udebane og som en nationalhelt på hjemmebane. Han er aldrig holdt op med at overraske.

Bill Clinton opfattede ham som en kold, men dygtig leder. Ifølge Mark Medish kom Putins imperiale natur til udtryk, når han som en zar modtog i guldbelagte sale i Kreml og afviste kritik af menneskerettigheder med, at det var nødvendigt uden skånsel at slå ned på udenlandske terrorister i Tjetjenien.

W. Bush erklærede efter sit første møde i Slovenien i juni 2001, at han havde set ind i Putins sjæl. Få måneder efter – i september – var Putin en af de første, der ringede med en støtteerklæring efter terrorangrebet på USA. Men forholdet kølnedes hurtigt, og i 2006 sagde Bush til daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at en diskussion med Putin var som at tale med en ottendeklasses-elev, der ikke har styr på kendsgerningerne.

Ingen vestlig sammensværgelse

Bush fordømte Putins krig i Georgien i 2008, men gjorde ikke meget mere end at sende nødhjælp med amerikanske militærfly. Nogle mener, at en hårdere kurs dengang kunne have forhindret annekteringen af Krim. Edward Luttwak sammenligner Putin med en hoteltyv, der prøver, om dørene til værelserne er åbne.

»Hvis der er en lukket dør og en rød linje, går han ikke ind.«

Foreløbig har Obama med sanktioner reageret mere håndfast end sin forgænger. Men præsidentens meget omtalte »genstart« af forholdet til Moskva er ramt af en alvorlig Krim-virus. Efter en god start under præsident Medvedev vendte vinden efter Putins retur til præsidentposten i 2012.

Enkelte lægger al skyld på Putin. Så mens Jeffrey Sachs forklarer russernes mistillid til Vesten med USA’s svigt i 1991, er Putin skurken ifølge Clintons viceudenrigsminister fra 1994 til 2001. Strobe Talbott henviser til, at Gorbatjov med perestrojka og glasnost vendte ryggen til Den Kolde Krig og skabte præmisserne for et samarbejde med Vesten. Jeltsin byggede videre på det fundament i samarbejde med Clinton.

»Som Jeltsins efterfølger forkastede Putin sine forgængeres politik. På trods af zigzag og kaos fortsatte samarbejdet med Vesten, indtil Putin kom til. Jeltsin holdt kursen selv under ekstremt vanskelige perioder som Nato-udvidelse og Kosovo-krigen,« siger Talbott, der i dag leder tænketanken Brookings Institution i Washington.

»Selvfølgelig begik vi fejl, det var svært andet, men det er totalt nonsens at hævde, at Natos udvidelse forklarer dagens krise. Putin indledte krisen, fordi han ikke kunne klare, at Ukraine var på vej mod Europa. Det havde intet at gøre med en vestlig sammensværgelse,« siger han.