Fremtidens klimavenlige by ligger i ørkenen
Masdar City midt i Den Arabiske Ørken er verdens måske mest miljø- og klimavenlige by. Her er ingen almindelige biler, ingen udledning af CO2, og nedkøling fra ørkensolen sker med naturens egne kræfter. Forskere mener, at verden kan lære meget af, hvordan araberne tackler klimaudfordringerne.
ABU DHABI/MASDAR CITY
Det ser ikke ud af meget på afstand:
En samling bygninger med antenner og blinkende spejlglas på tagene placeret midt ude i ørkenen. Men når man kommer tættere på, begynder interessante detaljer at dukke op. Taget ligner et pindsvin, og overalt stikker små solceller frem, ligesom et stort solcelleanlæg står i ørkensandet og omdanner Solens stråler til grøn energi.
De eneste biler, der får lov at køre ind til byen, er elektriske.
Masdar City er et interessant eksperiment, hvor der forskes på livet løs i ting, der – måske – bliver en succes om nogle år eller nogle årtier.
I virkeligheden er der slet ikke brug for denne alternative by lidt uden for Abu Dhabi i den stenrige oliestat De Forenede Arabiske Emirater.
Her flyder olien og gassen i stride strømme, og energi er næsten gratis. En liter benzin koster mellem to og tre kroner og strømmen tæt på ingenting. Så hvorfor ikke bare bruge løs af den billige energi, køre rundt i store benzinslugende amerikanerbiler og give airconditionanlægget en ekstra tand, når varmen om sommeren passerer de 40 eller 45 grader i skyggen?
»Vi kan købe masser af billig olie, gas og kul, men Abu Dhabis ledelse har valgt at være fremsynet for at tænke på næste generation. Hos os i Masdar City tror vi på, at man skal tænke ressourcefornuftigt, hvis man skal være med til at udvikle fremtidens energikilder,« forklarer udviklingsdirektør Christopher Sorensen fra Masdar City om den kraftige satsning på alternative energikilder, som Abu Dhabis emir allerede har skudt adskillige milliarder kr. i – og har lovet at støtte med op mod 80 mia. kr.
Vi kan lære af oliesheikerne
Eksperimenterne med at mindske energiforbruget i store byer bliver fremover særlig vigtigt, fordi flere og flere mennesker kommer til at bo i byerne.Leif Sønderberg Petersen, Chefkonsulent, Danmarks Tekniske Universitet
Chefkonsulent Leif Sønderberg Pedersen fra Danmarks Tekniske Universitet, DTU, er ikke i tvivl om, at resten af verden kan lære en masse af det arabiske klima- og energieksperiment:
»Man har arbejdet meget hårdt på at formindske energiforbruget. Blandt andet har man placeret hele byen nordøst-nordvest, så man kan drage fordel af de lave temperaturer om natten og spare på brugen af aircondition i dagtimerne. Derfor mener jeg bestemt, at resten af verden kan lære en masse af Masdar City,« forklarer den danske energiekspert. Han er også generalsekretær for World Energy Council Danmark, et råd, der har til opgave at rådgive verdens ledere om, hvordan man udnytter energien mest effektivt.
»I Masdar eksperimenterer man med små vindmøller på de høje bygninger, ligesom man arbejder med forskellige former for solceller. Og så forsøger man at minimere strømmen af varer ind i byen og strømmen af affald ud – bl.a. ved at bruge det organiske affald til at lave små landbrug med dyrkning af grøntsager oven på nogle af hustagene. Eksperimenterne med at mindske energiforbruget i store byer bliver fremover særlig vigtigt, fordi flere og flere mennesker kommer til at bo i byerne. Lige nu ser vi, at antallet af megacities med over 10 mio. indbyggere vokser voldsomt,« siger Leif Sønderberg Petersen.
Kronprins til energikonference
For nylig blev konferencen World Future Energy Summit afholdt i Abu Dhabi, hvor en række danske virksomheder sammen med kronprins Frederik og den danske udviklingsminister har deltaget – i øvrigt sammen med 30.000 andre deltagere.
Hos os i Masdar City tror vi på, at man skal tænke ressourcefornuftigt, hvis man skal være med til at udvikle fremtidens energikilder.Christopher Sorensen, Udviklingsdirektør, Masdar City
Masdar City ligger lige uden for Abu Dhabi, og klimabyen har gjort indtryk på deltagerne. Så stort, at Danmarks daværende udviklingsminister Rasmus Helveg Petersen (R), der i dag er energi- og klimaminister, underskrev en samarbejdsaftale om bæredygtig udvikling med olielandet De Forenede Arabiske Emirater.
»Emiraterne er en af verdens rigeste og mest energiforbrugende nationer og har tjent mange penge på olie. Så det er et meget vigtigt skridt, at de nu som de første i regionen erkender, at energiforbruget skal bringes ned og gøres grønnere,« forklarede Rasmus Helveg Petersen om aftalen, der skal gavne virksomheder som Vestas, Mærsk, Danfoss og Grundfos, som alle er i gang med at etablere sig i ørkenstaten:
»Derfor er oliesheikerne interesseret i at samarbejde med danske virksomheder og institutioner om investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet – både på deres hjemmebane og på globalt plan. Grøn energi er jo et område, hvor Danmark har rigtig meget at byde på.«
Virksomheder i ørkenen
Det er langtfra kun danske virksomheder, der har fået øje på eksperimentet i ørkenen.
Siemens har netop bygget sit nye regionale hovedkvarter i Masdar City. Det er blevet til verdens måske mest bæredygtige bygning på ikke mindre end 18.000 kvm. Det har været 20 pct. dyrere at bygge, men pengene bliver tjent ind, fordi naturen selv sørger for energiforsyningen.
Samtidig samarbejder Masdar Institute, et universitet, der er en integreret del af Masdar City, sammen med bl.a. det anerkendte Massachusetts Institute of Technology, MIT, om forskning i forskellige grene af alternativ energi, ligesom også USA’s energiministerium er samarbejdspartnere.
»Vi vil gerne være Mellemøstens svar på Silicon Valley – en slags Mellemøstens Clean Valley,« forklarer Christopher Sorensen, der selv har danske rødder og anser Danmarks erfaringer med vindenergi som et godt eksempel på, hvad det kan føre til, hvis man går foran med udvikling af nye energityper.
»Dansk vindmølleindustri voksede op på grund af regeringens fremsynede politik over flere årtier. Danmarks afgifter på CO2, benzin, biler og el har gjort Danmark til det, det er. Vi forsøger det modsatte. Her er al energi billig, vi investerer ud fra en fremtidsvision om, at det alligevel er det rigtige at gøre, fordi den billige energi ikke varer evigt,« forklarer han.
Lige nu kører flere end 100 pilotprojekter i Masdar City. Grundideen er at være med til at udvikle de teknologier, som andre senere kommer til at leve af. Inde i laboratorierne i ørkenbyen forsøger forskere fra hele verden i øjeblikket at danne brændstof til både biler og fly af alger – der i øvrigt bliver fodret med CO2. For nogle år siden overvejede man selv at fremstille en funktionsduelig elbil, men de bliver nu masseproduceret af de store bilproducenter.
»Derfor forsøger vi nu at videreudvikle de masseproducerede elbiler med nye chaufførløse systemer,« siger Christopher Sorensen.
Kun el- og biobiler
Når man skal besøge Masdar City møder man ved gaten en række traditionelle elbiler, der kører gæsten ind i selve byen.
Her sørger et underjordisk transportsystem med små førerløse eldrevne biler, der er grundmodel for dem, der benyttes i den nye terminal i Heathrow Lufthavn i London for at transportere gæsterne rundt. Små magneter i jorden sørger for, at man kommer rette sted hen.
Endnu er byen ikke større, end at man kan klare sig med to stationer – men planen er at skabe en by med 40.000 indbyggere, 30.000 pendlere og mange hundrede studerende.
Her under den bagende ørkensol er solenergi oplagt. Derfor sørger et 10 megawatt solcelleanlæg placeret i sandet uden for byen for en stor del af energiforsyningen – andre solceller er placeret på taget og andre steder, hvor der er plads.
Fonden Mubadala Development Company, der ejer Masdar City, har også investeret i et stort solcelleanlæg i Spanien, et i Mauritanien samt en stor vindmøllepark ved London, der i øvrigt er ejet sammen med danske Dong Energy. Der ligger også en 100 megawatt stor solcellepark længere ude i Abu Dhabis ørken. Den dækker et areal svarende til 300 fodboldbaner.
Men trods næsten statsgaranti for solskin er solceller ikke ubetinget en god idé. Utallige sandstorme, masser af støv i luften, og derfor konstant beskidte solpaneler, har gjort det svært at få fuld valuta ud af de mange solceller, fortæller Christopher Sorensen.
Men selv om sollyset ikke altid har lige let ved at trænge igennem, er resultatet efter to år ganske tilfredsstillende.
Bygninger ligger tæt
Noget af det allermest interessante finder man inde i selve byen Masdar City. Her ligger bygningerne tæt – efter nogles mening formentlig lidt for tæt. Men intet er tilfældigt her i Masdar City. Vi befinder os i en del af verden, hvor temperaturen om sommeren ofte kommer op på 45 grader i skyggen eller måske endnu mere. Hvor Solen steger næsten altid og gør kulde og svalende aircondition til én af de mest eftertragtede ting, man overhovedet kan drømme om.
Derfor er arkitekturen designet til at skabe naturlig aircondition. Alle bygninger er placeret, så de ”fanger” vinden, hvilket sikrer en sval brise ind imellem bygningerne. Bygningerne står samtidig tæt for at skabe skygge.
Arkitekterne har beklædt bygningerne med en smuk mosaik, der sikrer, at de lettere kommer af med varmen. Lokalt sand har farvet stenene røde. Naturligvis lavet med særlig klimavenlig cement, der udleder 40 pct. mindre CO2 at fremstille.
Oveni har man placeret særlige vindtårne, der som en omvendt skorsten suger vinden ned mellem bygningerne, så en sval brise sikrer, at temperaturen i Masdar City er 10-12 grader lavere end temperaturen udenfor. Uden at bruge så meget som et eneste kilowatt strøm til nedkøling.
Det hele ”lånt” i den gamle beduinkultur, hvor man ikke havde elektrisk aircondition og derfor var nødt til at bruge naturens egen.
Bygget som et pindsvin
Midt i byen ligger et særligt videnscenter, opført i en smuk trækonstruktion, mens særlige spidse tagplader, der får bygningen til at minde om et pindsvin, sikrer, at varmen hurtigst muligt føres væk. Kanten af taget går præcis så langt ud, at Solen aldrig kommer ind af vinduerne. Det holder temperaturen nede inden døre.
Indenfor er der trapper i stedet for elevator. Det er både sundt og nedsætter energiforbruget, lyder forklaringen.
Træet er fra Asien, hvor der bliver plantet mindst et nyt træ, hver gang man fælder et for at kunne opføre nye bygninger i Masdar.
»Samtidig anvender vi ofte zink som yderbeklædning i stedet for aluminium, der ellers er mest almindeligt i Mellemøsten,« forklarer Christopher Sorensen, der beklager, at entreprenører og projektudviklere ikke er mere opmærksomme på langtidseffekten ved at tænke bæredygtighed ind i nye bygninger.
»I dag går de fleste penge ved nybyggeri til udvikling, mens meget få bekymrer sig om de samlede udgifter set over 30 år. Med vores model sparer man 60 pct. på kølingen, derfor bliver det over tid billigere for alle,« siger han.
Danmark er førende
Danmark er blandt verdens førende inden for miljø- og klimateknologi. I 2010 tog Klima- og Energiministeriet sammen med Dansk Industri initiativ til et samarbejde med Masdar, der senere førte til en egentlig samarbejdsaftale, fortæller konsulent Thomas Rønhard fra DI Energi.
»Vi er glade for aftalen med Masdar. Et grønt partnerskab med Masdar vil fremme kendskabet til danske helhedsløsninger, der kan håndtere udfordringerne i forhold til vedvarende energi, energieffektivisering, tilpasning til klimaforandringer og miljøbeskyttelse i såvel Masdar og De Forenede Arabiske Emirater som i resten af Mellemøsten. Et partnerskab med Masdar vil derfor også kunne fremme eksporten af danske klimaløsninger,« mener Thomas Rønhard.
»Danmark kan løfte eksporten af grøn energiteknologi til Mellemøsten betydeligt. Kun 0,5 pct. af Danmarks eksport af grøn energiteknologi går i dag til Mellemøsten. Det er alt for lidt. Særligt når vi sammenligner os med de 15 ”gamle” EU-lande, hvor Mellemøsten aftager godt 5,0 pct. af eksporten af grøn energiteknologi.«
Finanskrisen i 2009 satte en bremse på udbygningen af Masdar City. Før krisen var planen, at hele byen skulle stå færdig i 2016 – nu er den plan skudt ud til 2020-25.
Erfaringerne fra Masdar City skal være med til at sikre, at De Forenede Arabiske Emirater i 2020 kan få 7 pct. af energien fra vedvarende energi.