Bulldozeren, der vendte på en tallerken

BEIRUT - Ariel Sharon var ikke en mand, der led af behagesyge. Han var sjældent bange for at gøre eller sige, hvad han mente var rigtigt. Uanset hvad hans foresatte i militæret, hans politiske bagland eller resten af verden måtte mene.

I Israel blev han både forgudet som en genial og uortodoks krigsstrateg, som da han i Yom Kippur-krigen i 1973 vendte krigslykken ved stik mod sine ordrer at lade kampvogne krydse Suezkanalen og omringe den egyptiske hær. Og fordømt som en skruppelløs hærfører, efter at han som forsvarsminister forsømte at forhindre en allieret, libanesisk milits i at myrde over 1.000 palæstinensere.

I den arabiske verden var billedet dog entydigt. Her klæbede blodet altid til »Slagteren fra Beirut«, som indbegrebet af den israelske militære overmagts brutalitet og hensynsløshed, hvad enten det var invasionen af Libanon i 1982 eller af de palæstinensiske selvstyreområder i 2002.

Høg over alle høge

Sharon indtog det meste af sit liv rollen som høgen over alle høgene. Men i sit livs efterår vendte han ryggen til højrefløjen og den bosætterbevægelse, han havde stået i spidsen for, da han rømmede Gaza-striben i 2005. Men drejningen mod midten og fred med palæstinenserne var en manøvre, han aldrig nåede at fuldføre. Den 4. januar 2006 faldt han efter en hjerneblødning i en koma, han aldrig vågnede op fra.

»En politiker, som forstår, at hans livsværk var en fejltagelse. En politiker, som blev en statsmand,« skrev den israelske journalist Ben Dror Yemini i avisen Maariv.

Bulldozeren Arik

Sharon deltog i alle Israels krige. Som officer, general, og forsvarsminister.

Arik, som israelerne kaldte ham, var ikke en mand, der gik af vejen for et slagsmål.

Hans ofte foretrukne taktik med at tromle modstandere ned, hvad enten konfrontationen foregik på slagmarken eller i den politiske arena, gav ham sammen med en fysik, der i hans velmagtsdage mindede om en sumobryders, tilnavnet Bulldozeren. Sharon var en mand, der ikke kendte til grænser. Hverken når det gjaldt om at gafle mad eller arabisk territorium i sig. Shawarma, falafel, stegt grillkylling og små strategiske bakketoppe på Vestbredden, var blandt hans livretter.

Indtil han en dag havde fået nok. Med rømningen af Gaza viste Sharon, at selv den tungeste bulldozer kan dreje på en tallerken.

Ariel Sharons personlige historie er på mange måder historien om staten Israel og dens syv årtier lange konflikt med de arabiske naboer. Historien om den jødiske stats genopståen i 1948 efter næsten 2.000 års fravær. Historien om syv årtiers konflikt punkteret af krige, som Sharon i høj grad var med til at præge.

Øje for øje

I 1948 blev han blev han som ung officer hårdt såret, da Israels arabiske nabolande besvarede FN’s beslutning om at dele Palæstina i en jødisk og en arabisk stat med at angribe Israel.

I 1953 var Sharon kommandør for en specialenhed, der udførte hævntogter på arabiske landsbyer bag fjendens linjer, som gengældelse for angreb på israelske civile. Et angreb på en landsby på Vestbredden kostede 69 civile palæstinensere livet. Sagen vakte stor opstandelse både i Israel og i udlandet. Den israelske udenrigsminister, Moshe Sharett, mente at drabene udstillede Israel »som en bande blodsugere, der var i stand til at begå massemord«. Men kun visheden om en frygtelig israelsk gengældelse kunne afskrække Israels fjender, mente Sharon.

Den unge Sharon fortsatte med at stige i graderne og med at gennemføre dristige operationer uden eller imod sine overordnedes samtykke både i Gaza og under Suezkrigen i 1956 og Seksdageskrigen i 1967.

Stjernestund ved Suez

Den 6. oktober 1973 tog Egypten og Syrien israelerne på sengen og angreb på den største jødiske helligdag Yom Kippur. I løbet af få timer var de israelske forsvarsværker langs Suezkanalen rendt over ende. Det var ikke Israels stjernestund. Men det skulle vise at være Sharons.

Han trodsede sin øverstkommanderendes forbud og lod sine kampvogne krydse Suezkanalen og gå bag om ryggen på de egyptiske styrker, som blev afskåret fra forsyninger. Krigslykken var vendt. Et militærtribunal fastslog efter krigen, at Sharon havde handlet mod ordrer, men også, at resultatet havde været det værd. Vejen var banet for, at krigshelten kunne begynde sin politiske karriere.

Bosætternes far

Ariel Sharon var ikke religiøs. Men han troede på jødernes ret til at bosætte sig overalt i det historiske Israel inklusive de områder, som var erobret i Seksdageskrigen, herunder Vestbredden og Østjerusalem. Da han blev udnævnt til landbrugsminister i 1977, blev han den gryende bosætterbevægelses største fortaler i regeringen. Selv gik han foran ved at købe et stort hus i midten af den arabiske del af den gamle by i Jerusalem. Det gav ham tilnavnet Bosætternes Far.

Sharon, der som general havde fejret Israels største triumfer på slagmarken, stod i 1982 som forsvarsminister bag dets største katastrofe.

Blodbadet i Beirut

I et forsøg på at knuse Yassir Arafats PLO, der brugte Libanon som base til at angribe Israel, invaderede Israel i 1982 Libanon og omringede Beirut. Selvom det lykkedes at tvinge Arafat og hans krigere til at forlade Libanon, blev invasionen en katastrofe for Israels omdømme. For første gang i landets historie var der antikrigsdemonstrationer. Israel havde fået sit eget Vietnam.

Da den kristne, israelskstøttede præsident Bashir Gemayel blev myrdet ved et bombeattentat, formentlig på den syriske præsident Hafiz al-Assads ordre, hævnede hans militsfolk sig ved at myrde over tusind palæstinensiske civile i flygtningelejrene Sabra og Shatila. Det fik 400.000 israelere til at gå på gaden i Tel Aviv. Den største demonstration i landets historie. Det var ikke israelske soldater, der havde begået massakren, men de fik ikke ordrer til at standse morderne, og det var Sharons ansvar, konkluderede en parlamentarisk kommission, og han måtte træde tilbage. En færdig mand, troede mange. De tog fejl.

Genkomst på Tempelbjerget

Som oppositionsleder valgte Sharon at træde på alle palæstinensernes ømme tæer ved efter de sammenbrudte fredsforhandlinger i september 2000 at besøge Tempelbjerget i Jerusalem, der også rummer al-Aqsa-moskeen, omgivet af over 1.000 sikkerhedsfolk. Næste dag brød den anden intifada ud, der snart udviklede sig fra stenkast til en mindre krig.

Da Arbejderpartiets Ehud Barak trådte tilbage, stod Ariel Sharon klar til at tage over som premierminister.

Efter at over 140 israelere var blevet dræbt på under en måned i en bølge af selvmordsbomber, sendte Sharon kampvogne ind i alle de større palæstinensiske byer og flygtningelejre på Vestbredden. Yassir Arafats hovedkvarter blev bombet i grus.

Besættelse

I modsætning til i 1982 i Libanon bakkede de fleste israelere denne gang op om Sharons hårde linje. For denne krig foregik ikke i et fremmed land, men uden for deres gadedør, hvor busser, restauranter og caféer eksploderede. Men efter sit genvalg i 2003 tog han en uventet drejning.

»I bryder Jer ikke om ordet, men det, der foregår, er en besættelse. At holde 3,5 millioner palæstinensere under besættelse. Jeg mener, at der er en frygtelig ting for Israel og for palæstinenserne,« erklærede han i maj 2003. Generalen havde skuet ind i fremtiden og erkendt, at selv den bedste hær ikke ville kunne holde et andet folk besat for evigt.

Som den første premierminister i Israels historie valgte han at rømme besat land uden at få en fredsaftale til gengæld.

At lave en Sharon

Om han ville være gået hele vejen i forsøget på at skabe fred, på samme måde som da han krydsede Suezkanalen mod ordrer eller gik hele vejen til Beirut, vides ikke. Få måneder efter Gazatilbagetoget fik han en hjerneblødning og afgik i realiteten ved døden.

Det store spørgsmål i israelsk politik i dag er, om premierminister Benjamin Netanyahu vil »lave en Sharon« og opgive drømmen om at bosætte det bibelske land for at indgå en fredsaftale.

»En politiker som forstår at hans livsværk var en fejltagelse. En politiker som blev en statsmand,« Ben Dror Yemini, israelsk journalist i avisen Maariv.