USA overvejer Kosovo-krig i Syrien
Bruger USA sit militær i Syrien, vil det højst sandsynligt ske uden om FN ligesom i Kosovo i 1999.
Mens præsident Barack Obama overvejer mulighederne for at svare på det formodede angreb med kemiske våben i Syrien, er hans militære rådgivere i gang med at studere, hvilke muligheder USA har for at retfærdiggøre en militær aktion uden om FN.
Og ifølge New York Times, som har snakket med en højtstående embedsmand fra den amerikanske regering, har rådgiverne et særlig godt øje til Natos luftkrig i Kosovo i 1999.
Dengang brugte den daværende præsident, Bill Clinton, Natos godkendelse til en militær aktion og argumentet om at beskytte en civilbefolkning som berettigelse til 78 dages luftangreb.
En bred koalition nødvendig
Et eventuelt angreb fra USA vil sandsynligvis ske uden et FN-mandat, fordi Rusland regnes med at bruge sin vetoret i Sikkerhedsrådet og stemme imod enhver militær indblanding i konflikten.
Barack Obama udtrykte dog så sent som i fredags bekymringer om sådan et scenarie og slog fast, at det ville kræve en meget bred koalition, hvis FN skulle sættes ud af spillet.
"Hvis USA angriber et andet land uden et FN-mandat og uden klare beviser, så kan man spørge, om international ret understøtter et sådan angreb," sagde han til CNN og efterlyste opbakning fra sine koalitionsparterne i Nato.
Nedrustningschef ankommet til Syrien
Ifølge New York Times er der et klart sammenligningsgrundlag mellem situationen i Syrien og konflikten i Kosovo.
I Kosovo blev der ligeledes dræbt et stort antal civile, samtidig med at Rusland samtidig havde stærke forbindelser til de ledere, der blev anklaget for at være skyld i drabene.
I lørdags ankom FN's vicegeneralsekretær, tyske Angela Kane, til Syriens hovedstad, Damaskus, for at drøfte muligheden for en undersøgelse af det formodede angreb med kemiske våben, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Angela Kane, der også er FN's nedrustningschef, er sendt til Syrien af generalsekretær Ban Ki-moon, som har opfordret Syriens regering og dets modstandere til at samarbejde med FN i dets anstrengelser for at gennemføre en undersøgelse af angrebet.