Grøn Zone under irakisk kontrol
Amerikanske styrker kom torsdag under irakisk mandat for første gang siden invasionen i 2003 og overdrog kontrollen med Den Grønne Zone i det centrale Bagdad i et symbol på dramatiske forandringer.
Den amerikanske styrke i Irak, der i dag omfatter over 140.000 soldater, har siden 2003 opereret under en resolution fra FN's Sikkerhedsråd. Men ved midnat nytårsaften udløb FN-mandatet, og soldaterne er nu underlagt et nyt mandat, som er givet af den irakiske regering i en bilateral aftale mellem Bagdad og Washington.
Aftalen giver de amerikanske soldater tre år til at forlade Irak, fjerner deres ret til at tilbageholde irakere uden anholdelsesordre og medfører, at kontraktansatte udlændinge og i nogle tilfælde også amerikanske soldater er underlagt irakisk lov.
Over 15.000 irakiske fanger, som sidder i det amerikanske militærs detentionslejre, skal nu retsforfølges efter den irakiske lovgivning, og hvis det ikke sker, må de sættes på fri fod.