Prostituerede i protestmarch
Fotograferne var mødt talstærkt frem, da franske prostituerede i weekenden gik i protestdemonstration.
Paris
Rødhårede Camille tiltrækker sig en del opmærksomhed, da hun direkte fra sit boudoir møder op til demonstration iført sorte og røde blonder og et stop-skilt for enden af en imponerende kavalergang.
Mens titusinder af andre franskmænd demonstrerer i den anden ende af Paris for trygge jobs, samles en gruppe klassiske ludere og transvestitter på Place Pigalle i hovedstadens letbenede kvarter for at kræve ordentlige arbejdsforhold.
Blandt demonstranterne er flere transvestitter og en enkelt hætteklædt kunde i lænker og et skilt på maven med teksten: 100 pct. tilfreds klient.
»Prostitution er ikke forbudt i Frankrig, men regeringen gør alt for at gøre det umuligt for os at drive vores erhverv,« siger Cadyne, en af initiativtagerne til den første såkaldte »Pute Pride« (luderparade) i Frankrig. Den 22-årige kvinde beskylder politiet for dagligt at chikanere gadens lette kavaleri, og de prostituerede kræver tilbagetrækning af en lov, der forbyder selv passive forsøg på at lokke kunder i netstrømperne.
Loven blev gennemført af indenrigsminister Nicolas Sarkozy for tre år siden, og den straffer overtrædelser med domme på maksimalt to måneders fængsel og bøder på 28.000 kr. Udenlandske prostituerede kan udvises.
»Oftest slipper vi med bøder. Men loven betyder, at vi bliver betragtet som forbrydere, og den giver politiet frie hænder til at slå ned på os,« fortæller Cadyne.