Fortsæt til indhold
International

Det sidste medlem af "firebanden" er død

Yao Wenyuan, det sidste tilbageværende medlem af den berømte og berygtede "firebande", der stod i spidsen for Kina under den ti år lange Kulturrevolution, er død, oplyste statslige kinesiske medier fredag.

Yao døde den 23. december af diabetes meddelte det statslige nyhedsbureau, Xinhua. Han blev 74 år. Der blev ikke angivet nogen årsag til den forsinkede meddelelse om hans død.

Kulturrevolutionen fra 1966-76 er stadig et følsomt politiske emne i Kina, og netop i år er det 40 år siden, den begyndte, og 30 år siden den sluttede.

"Firebanden" blev styrtet under kuplignende omstændigheder i oktober 1976, en måned efter Maos død.

De fire medlemmer blev stillet for retten i 1980, og under retssagen blev de beskyldt for at have forfulgt trekvart million kinesiske borgere, hvoraf ca. 35.000 døde.

Det mest prominente medlem af gruppen var Maos hustru, Jiang Qing. Hun blev i 1981 dømt til døden. To år senere blev dommen ændret til livsvarigt fængsel. Jiang Qing begik selvmord i maj 1991 ved at hænge sig i det hus, hvor hun sad i husarrest.

/ritzau/