Til valgmøde i Roms aftenvarme
Solen synker, hunde gøer, småbørn leger, politikerne taler, romerne ryger og udveksler nyheder. Valgmøde på Piazza della Madonna dei Monti.
Rom Sommervarmen har lagt sin dæmper på italienernes i forvejen ringe begejstring for politik og politikere - ikke at forveksle med deres demokrati, som optager dem lidenskabeligt.
Til magthaverne indtager befolkningen i almindelighed denne holdning, der ligger i to tusinde års ofte dyrekøbt erfaring, at man foragter dem på afstand. I disse dage er det dog, som om foragten vokser.
Ministerpræsident Silvio Berlusconis trakasserier med et retsvæsen, som han højrøstet beskylder for at være motiveret af venstreorienteret hævngerrighed, ser hans modstandere som en splittelse af landet samtidig med, at Italien gør klar til at overtage EU's formandskab.
Den trængte regeringschef - han sigtes i disse dage ved retten i Milano for forsøg på at købe dommerne i endnu en finanssag - vil indføre fuldstændig immunitet for alle parlamentets medlemmer. Det ligner et trick, og ifølge romeravisen La Repubblicas meningsmåling afviser 68 procent af vælgerne forslaget. 17 procent erklærer sig for. 15 procent har ingen mening. Så vidt, så godt. Men hvad stiller man derefter op med en anden meningsmåling, som postulerer, at kun otte procent af de adspurgte italienere har tillid til anklagemyndigheden?
Gode demokrater
Romerne anser sig for gode demokrater, men ikke nødvendigvis for gode statsborgere al den stund, at de har deres tvivl, om staten overhovedet eksisterer.
Som solen går ned bag en horisont af uordentlige tagrygge, samles borgerne i Monti-kvarteret på Piazza della Madonna dei Monti - officielt for at lytte til en håndfuld politikere, reelt måske blot for at nyde aftenkøligheden og et glas eller to.
Flot skal det selvfølgelig være. Midt på pladsen - ved siden af Giacomo Della Portas smukke fontæne, som kommunen på denne aften forsyner med vand, har politikerne opstillet en faneborg, samtlige partiers flag og bannere i spraglet skønhed. Det er sikkert gjort i bedste mening, men minder måske også om de høje herrers sammenspisthed.
Det svagt venstreorienterede Margueritte-parti gør sig særlig umage. Partiers frivillige uddeler store buketter af hvide margueritter fra en teltbod, hvor man desuden kan forsyne sig med partiets program og portrætter af dets ledende kandidater til lokalvalgene 25. maj.
Hvidvin, ikke rødvin
Den lokale slagter, Pietro Stecchiotti, har indrettet sig i en anden bod. Han uddeler prøver på sit charcuteri og sælger glas efter glas af Albanerbjergenes læskende, strågule vin, en påmindelse om at rigtige romere drikker hvidvin, ikke rødvin.
Politikerne kender deres værdi, så de har indskrænket sig til at anbringe to rækker af hvide plasticstole foran facaden til de ukrainske nonners kloster. De er - for at sige det mildt - tyndt besat. Derimod gør ægypteren Abdalla, som ejer Bar Faraone på den modsatte side af torvet, en strygende forretning. Fra hans fortov kan man nemlig se politikerne, men ikke høre dem.
Svalerne farer skrigende og hvinende gennem aftenluften. Hunde gøer, småbørn leger, de voksne ryger og diskuterer. Politikerne taler om borgernes ret til indsigt og direkte medbestemmelse, om de stigende priser og om nødvendigheden af kommunalt mådehold, som dog ikke må ramme de svage.
La Dottoressa
Så krydser en nydelig, ældre dame piazzaen. Alle kender la dottoressa, tidligere højt anbragt i international hjælpearbejde. »Demokrati,« fnyser hun. »I Italien har vi godt vejr, men ikke demokrati.«
Politikerne gør sig færdige. Et lille orkester - en fløjte, en trækharmonika og et strengeinstrument - spiller op, betalt af partierne. Arbejderfamilierne kaster sig ud i dansen med deres børn. Borgerskabet siver hjem til aftensmaden.
I Monti, fyldt med arbejdere, håndværkere og offentligt ansatte, anses bal på brostenen for en plebejer-affære.