Fortsæt til indhold
International

Verdens ældste mumier fundet

Arkæologer har udgravet en 5000 år gammel gravplads uden for Cairo i Egypten og fundet de hidtil ældste mumier i verden.

Af POUL TVILUM

Arkæologer har netop åbnet en række intakte murede kister i et hidtil overset begravelsesområde i Sakkara, 25 km. syd for Cairo. Et af skeletterne, der lå i fosterstilling og med ansigtet mod øst, havde stofrester viklet om dele af kroppen. Begravelsespladsen antages at være 5000 år gammel og hørende til det 1. dynasti, skriver BBC Online.

De gamle egyptere var kendt for at begrave de døde i små krypter i sandet så langt tilbage som 5000 år før vor tidsregning. Formålet var ikke mindst, at varmen og det tørre sand skulle bevare den dødes krop. Og kemiske præparater til konservering af de døde har været i brug omkring år 2700 før vor tidsregning, hvor de nye mumiefund er gjort.

Konserveringsmetoderne mellem 1567-1200 før Kristus regnes som de mest effektive, og for eksempel mumien af Ramses II, der regerede i den periode, er udstillet på nationalmuseet i Cairo.

Mummificeringen kunne blandt andet involvere fjernelse af indre organer samt omvikling med linned med tilsætning af harpiks.

"I de seneste år har vi måttet revidere vores syn på, hvor længe mumificering har fundet sted," fortæller British Museum's John Taylor.

"Og det seneste fund i Sakkara føjer yderligere nyt til vores viden om konserveringen af de gamle egyptiske konger og gejstlige."