Gidslet der fik et bedre liv

En lummerhed dag i Bagdad i 1990 modtog en svedig og møgbeskidt smed fra Himmerland en nyhed, han knap vidste, hvad han skulle gøre ved.

Fra at have været fri det ene øjeblik var han det næste fanget i et arabisk land, han knap kendte og kun lige var ankommet til. Gidseltageren var endda Mellemøstens værste galning, selve Saddam Hussein.

Hele verden holdt vejret, men smeden tog det ret roligt.

Iraks despot havde samme dag - den 2. august for 13 år siden - invaderet Kuwait og gik nu til kamp mod de verdensomspændende, voldsomme protester. Han fandt et godt pressionsmiddel i de mange udlændinge, der i Irak og Kuwait arbejdede for udenlandske selskaber. Omkring 3000 fik derfor beskeden, at de nu var gidsler uden mulighed for at forlade Irak. Af dem var 38 danskere.

Fantastisk oplevelse

Der skulle gå fire måneder, før Kurt Nørgaard igen kunne kalde sig en fri mand. Oplevelsen ændrede hans liv. Ikke for noget ville han være tiden i fangenskab foruden. Den var fantastisk.

»Jamen, sådan var det. Jeg havde det simpelthen så godt,« fortæller Kurt Nørgaard.

Nej, manden er ikke gal. Intet antyder det. Den 57-årige himmerlænding har taget imod i hjemmet i Aalborg. Han trækker en påskebryg op, læner sig tilbage i den cognac-farvede designerstol og begynder sin aparte fortælling.

Det er en historie om skæbnen, om tilfældigheder og om en positiv indstilling til livet. For Kurt Nørgaard blev alt vendt på hovedet. Og dog var intet forandret.

»Jeg havde en masse arbejde. Det passede jeg. Og så kørte jeg rundt i Irak på min motorcykel,« siger han.

Kurt Nørgaard er smed og har haft eget VVS-firma. I 1990 gik han og kedede sig. Ægteskabet gik heller ikke for godt. Arbejdet var ensformigt, og lønnen for 'bette'. Da en kollega talte om et job i tre uger i Irak for Skjold Maskinfabrik i Sæby fattede Kurt Nørgaard interesse, selv om han stort set aldrig havde været uden for landets grænser.

Malkeanlæg i Irak

I tre uger skulle Kurt Nørgaard lede installationen af et malkeanlæg 80 kilometer syd for Bagdad. Lønnen på 10.000 kroner om ugen lokkede. Irak havde han intet kendskab til.

Det skulle han imidlertid få.

»Mine første indtryk var utrolig positive. Irakerne var simpelthen de venligste mennesker, jeg nogensinde havde mødt. Var man træt, tilbød de en stol. Stod man stille, kunne man være sikker på at blive inviteret på te af en eller anden,« siger han.

Da Kurt Nørgaard modtog nyheden om sit fangenskab, var han netop vendt tilbage til sit hotel i Bagdad efter køreturen gennem ørkenen tilbage fra mejeriet. Tøjet klistrede, ligesom skidtet fra svejsearbejdet. Temperaturen havde i dagens løb svunget sig et godt stykke over de 40 grader.

Det var en torsdag. Oplevelsen står stadig i dag tydeligt for Kurt Nørgaards indre blik. Et eller andet sted vidste han godt, at noget grimt var under opsejling.

»Jeg havde jo hver dag på vej ned til mejeriet set militære køretøjer køre sydpå mod Kuwait,« siger han.

Gidseltiden faldt imidlertid ikke smeden svær. Forbuddet mod at rejse hjem generede ham ikke. Arbejdet på malkeanlægget var alligevel blevet forsinket. Der manglede meget, og han ville gerne lave det færdigt.

Heftigt drikkeri

Nogle af de øvrige danskere havde derimod svært ved at vænne sig til et liv i fangenskab.

»Det er ingen hemmelighed, at en del af dem begyndte at drikke kraftigt,« fortæller Kurt Nørgaard.

»Den danske ambassadør, der var blandt gidslerne, havde helst set os alle samlet på hotellet, men jeg spurgte ham, om ikke han fandt det bedre, at jeg arbejdede videre i stedet for at sætte mig ned for at drikke,« fortæller Kurt Nørgaard.

Det kunne ambassadør Dan Nielsen godt se. Og sådan blev det. Kurt Nørgaard købte sig en stor Yamaha motorcykel for 3500 kroner af en udlænding, som skulle have realiseret sine ejendele uanset prisen.

På god nordjysk maner lod han i øvrigt ikke chancen for at gøre et par ordentlige forretninger passere forbi. Med Skjold i Sæby aftalte han, at der hver uge kom 5000 kroner ind på hans kones konto hjemme i Blenstrup, så længe han var gidsel i Irak.

Det irakiske mejeri overtalte han til at betale sig løn direkte.

»Jeg fortalte dem, at firmaet derhjemme var holdt op med at udbetale min løn. Da jeg ifølge kontrakten skulle rejse hjem den 5. august, men nu ikke måtte, burde det være deres ansvar, sagde jeg. Jeg ville gerne arbejde, men for lokale dinarer, og det gik de med til,« fortæller han.

Glæde og vemod

Kurt Nørgaard husker tilbage på sit irakiske liv med både glæde og en form for vemod. Han ved godt, at Saddam Husseins styre på mest rædsom vis undertrykte dets modstandere i befolkningen. Blot tænkte han, at de 30 tons mælk, mejeriet dagligt skulle producere, ville komme alle irakerne til gode.

Den driftige nordjyde fandt også på at oprette et lille VVS-firma i Bagdad. I en kasse på motorcyklen havde han sit værktøj, og så kørte han rundt og reparerede køkkener og badeværelser for millionbyens velhavende familier.

Mange venner

»Det var en herlig tid. Jeg lagde i alt fire kilometer galvaniserede rør ude på mejeriet med en sudaneser, en egypter og en somalier, og jeg fik mange venner,« siger han.

Kurt Nørgaard må have gjort lidt af et indtryk. I sit hjem på Charlottehøj tager han sit arabiske tøj frem. Han gik i den lokale kjortel 'dishdash' og bar palæstina-tørklæde. Når det var køligt, bar han den kraftige grå bomulds dishdahs. På stegende hede dage med 50 grader i skyggen var den kridhvide bedst.

Fungerer som et køleskab

»Jeg fandt hurtigt ud af, at sådan et arabisk kostume fungerer som et køleskab. Man sveder indvendigt, men sveden bruger varmen inde i kjortlen til at fordampe. På den måde bliver der faktisk ganske svalt i sådan en,« siger han.

I løbet af kort tid udviklede gidselsagen sig til en international, diplomatisk og politisk krise. Udenlandske statsmænd forsøgte med mellemrum at forhandle med det irakiske styre for at få frigivet deres gidsler.

På et tidspunkt kom der skred i sagen for danskerne. Hvor udenrigsministeriet først havde taget det standpunkt, at man ikke ville forhandle med en gidseltager og forbryder som Saddam Hussein, blev det efter pres blandt andet i pressen besluttet at lade den tidligere mangeårige statsminister, socialdemokraten Anker Jørgensen forsøge sig.

Under stor bevågenhed rejste den folkelige danske politiker af sted for at tale gidslernes sag med despoten.

Efter en uges tid med forhandlinger med en hærskare af irakiske politikere endte Anker Jørgensen med at få sin vilje. Saddam Hussein ville se ham. En limousine med politieskorte hentede Anker Jørgensen på hans hotel, og på et palads i Bagdad blev det nu berømte, personlige møde mellem de to og to tolke afholdt. Det varede en time og ti minutter.

Bagefter blev der spekuleret i, om det overhovedet var den rigtige Saddam Hussein, Anker Jørgensen havde mødt. Det kunne vel have været en af den irakiske diktators dobbeltgængere.

Under alle omstændigheder var det ikke ligefrem guldkorn, der kom fra Saddam Hussein i løbet af mødet. Efter rejsen fortalte Anker Jørgensen, at Iraks hersker havde leveret en god gang diplomatisk lirumlarum og skamrost det danske landbrug og Anker selv. Det skulle dog vise sig, at Anker Jørgensens forehavende lykkedes. Delvist, i hvert fald.

De efterfølgende forhandlinger med formanden for det irakiske parlament førte til, at først otte, så ti, så tolv og til sidst seksten gidsler kunne få lov at rejse med hjem.

De blev udvalgt efter lodtrækning. En af dem var Kurt Jørgensen.

De øvrige 22 gidsler måtte vente en måned endnu. Ved juletid 1990 var også de hjemme. Få dage senere begyndte den Første Golfkrigs bombardementer over Bagdad.

Hjemme i Aalborg havde Kurt Nørgaard fået Irak i blodet. To gange siden rejste han ned for at hilse på - og gøre endnu et par nordjyske forretninger - og for at se til sin motorcykel, der sandsynligvis stadig står ude i mejeriets lagerrum. Han er parat til at tage af sted igen.

»Så snart, der falder ro der nede, er jeg klar til at hjælpe med at rejse landet igen. Hvis nogen kan bruge mig,« siger han.

Jens Linder er et andet af de danske gidsler fra Irak. Han kan nikke genkendende til Kurt Nørgaards positive beretning.

»Der sker noget inde i en, når man bliver frataget sin frihed. Det handler om eksistentialisme. Man ser sit liv i et andet lys. Man får et klarere indtryk af, hvilke værdier, der er vigtige. Og bliver bedre til at værdsætte dem,« siger han, der i dag betragter sine oplevelser som gidsel som en gevinst.

Eksistentiel rystelse

En mere teknisk forklaring på, hvilke mekanismer, der sættes i kraft, kan ledende psykolog Bo Møhl fra Rigshospitalets psykiatriske afdeling give. Han mener, at det for mange gidsler handler om være kommet så langt ud, at man har set døden i øjnene og dermed bedre kan se livet.

»Det er en eksistentiel rystelse, disse mennesker kommer ud for. De konfronteres med basale tanker om livet. Den slags brutale oplevelser kan sagtens ende med at blive vendepunkter i deres liv, hvis de altså kommer uskadt ud af dem,« siger han.

Kort sagt kan kidnappede personer opleve et vendepunkt i deres liv bagefter. De har set tilværelsens grundvilkår i øjnene. Så at sige lært noget om, hvad forskellen på liv og død er, forklarer psykologen.

En af dem er Kurt Nørgaard. Hans liv blev aldrig det samme. Det blev bedre.

jakob.rubin@jp.dk