Statsstøtte til karneval
Brasiliens regering vil støtte verdens mest berømte karneval i Rio de Janeiro med 35 mio. kroner om året for at modgå indflydelse fra blandt andet gangstere.
Buenos Aires
Karnevalet i Rio de Janeiro er et af verdens største spektakler, men har i årevis været forbundet med den brasilianske bys kriminelle underverden.
Det image vil Brasiliens regering gerne lave om på, og derfor har præsident Luiz Inácio Lula da Silva afsat 35 mio. kroner om året til at støtte karnevalet, rapporterer det statslige nyhedsbureau Agencia Brasil.
Støtten skal reducerede dårlig indflydelse fra blandt andet gangstere, som i visse tilfælde har haft kontrollen med sambaskolerne - karnevalets hovedattraktion.
Pengene vil gå i lige store dele til de 12 vigtigste sambaskoler, som typisk hver bruger op til seks millioner kroner om året på at forberede deres farvestrålende opvisninger med udsmykkede flåder, bands og tusinder af dansere i minimal påklædning.
Sammenslutningen af sambaskoler har været i søgelyset for forbindelser til illegalt hasardspil, og sidste år blev vicepræsidenten for én af byens mest berømte sambaskoler mejet ned af ukendte gerningsmænd, formodentligt i forbindelse med et mafiaopgør om kontrollen over opsætningen af enarmede tyveknægte.
I år afholdes karneval i begyndelsen af februar.
viggo.ravn@jp.dk