Fredens Oase

Neve Shalom/Wahat al-Salam

Når skolebørnene i den jødisk-arabiske landsby Neve Shalom/Wahat al-Salam leger i frikvarteret, er opdelingen tydelig. Men ikke, som man måske ville gætte på, i jøder og arabere, men i piger og drenge.

Mens premierminister Ariel Sharons offensiv på Vestbredden fortsætter i takt med de palæstinensiske selvmordsbomber, og forholdet mellem jøder og arabere i resten af Israel bliver stadigt mere betændt, finder man her en flok 6-12 årige børn, der spiller bold, leger tagfat, vipper, gynger, rutsjer, råber og griner sammen med »fjenderne«.

»Her er vi alle venner,« råber fire 10-årige piger, Rawan (araber), Stav (jøde), Amira (araber) og Shaked (jøde), i munden på hinanden.

Det er uden tvivl, hvad de forventer, at to besøgende fra Danmark gerne vil høre, men ikke desto mindre lyder det, som om de mener det. Snart er de igen i fuld gang med at lege, før de bliver kaldt ind til dagens sidste time.

Neve Shalom er hebraisk og Wahat al-Salam arabisk for "Fredens Oase", en landsby på en bakketop midt mellem Jerusalem og Tel Aviv. Her bor i dag 20 jødiske og 20 palæstinensiske (eller om man vil israelsk-arabiske) familier, og her går omkring 300 jødiske og palæstinensiske børn, både lokale og fra andre byer, i landsbyens friskole.

Der er andre skoler i Israel, som har både jødiske og arabiske elever, men kun i Neve Shalom/Wahat al-Salam foregår undervisningen på helt lige vilkår. Alle lærer at tale og skrive både hebraisk og arabisk, og undervisningen veksler konstant mellem de to sprog. Om det så er navneskiltene, der hvor eleverne hænger deres tøj, er de på begge sprog.

På begge sprog

Vi kigger indenfor i en børnehaveklasse, hvor børnene sidder i rundkreds sammen med to lærere. Den ene lærer taler arabisk, den anden hebraisk, og børnene svarer, som det nu falder dem ind. Børnene er ved at lære forskellen på stat, by og landsby, hvilket ikke kan være helt let, når "medina" betyder by på arabisk og stat på hebraisk.

Neve Shalom/Wahat al-Salam er et privat, socialt eksperiment med efterhånden 30 år på bagen. Initiativtageren var en dominikanermunk ved navn Bruno Hussar, født i Egypten af ungarske jøder, som konverterede til katolicismen i 1920erne. De første familier flyttede ind i slutningen af 1970'erne, og filosofien har hele tiden været total lighed mellem de to befolkningsgrupper.

Noget mere fredfyldt end denne landsby har vi ikke oplevet i løbet af ti dage i Israel. Lærker, drosler og sangere kvidrer om kap. Snerler, geranier, nerier og alt muligt andet står i blomst. En ørn forsvinder graciøst bag et par oliventræer nede ad bakken. En lille skildpadde vralter forbi. En dalmatinerhund med slapt hængende mundkurv snuser forsigtigt til svenskeren Kent Edlunds perserkat.

En ren idyl midt i konflikternes Israel, altså?

»Naturligvis ikke. Heller ikke vi kan undgå spændingerne i samfundet. Ideen er ikke at benægte eller ignorere, at der er en konflikt, men at gøre noget ved det. Vi studerer konfliktens struktur og dynamik, prøver at forstå og forklare hinanden, hvorfor disse ting sker,« siger Absessalam Najjar, der har titel af udviklingsdirektør og talsmand for landsbyen.

Da fredsprocessen brød sammen, og den anden palæstinensiske opstand begyndte for halvandet år siden, var de første følelser i Neve Shalom/Wahat al-Salam fortvivlelse og opgivenhed, fortæller Najjar. Der var forskellige tolkninger af begivenhederne, og der var spændinger mellem de to grupper i landsbyen. Men snart blev konklusionen, at »vigtigere ting foregik udenfor«, der gjorde det vigtigt at stå sammen og forsøge at gøre noget i fællesskab.

»Optrapningen af konflikten har snarere bragt os tættere sammen end tidligere. Vi har demonstreret i fællesskab og på andre måder markeret vores enighed om mange ting,« siger Kent Edlund, der kommer fra Örnsköldsvik i Nordsverige, men sammen med sin jødiske hustru Eti var en af pionererne i Fredens Oase.

Godt udgangspunkt

Det hjælper naturligvis, at beboerne i landsbyen er veluddannede, relativt velstillede og politisk moderate med benene solidt plantet i resterne af den såkaldte fredslejr. Her mener man, formentlig uden undtagelse, at Sharons politik er forfejlet, her betragter man ikke selvmordsbomber som en frugtbar vej frem. Her møder man ingen desperate palæstinensiske flygtninge, der skriger på hævn, ingen pistolbevæbnede bosættere, der opfatter stedet som én gang for alle Gud-givet det jødiske folk alene.

Samtidig er det ikke noget nyt, at jøderne og araberne i Fredens Oase har forskellige indfaldsvinkler til tingene. Kent Edlund husker, hvordan det tilbage i 1980'erne blev taget meget ilde op af palæstinenserne, da de jødiske familier holdt en stille fejring af Israels selvstændighedsdag med sang og guitarmusik. Denne begivenhed, udråbelsen af staten Israel i 1948, er for palæstinenserne "katastrofen", Al-Naqba.

»Men vi satte os i en rundkreds og forklarede, hvilke følelser hver og én af os havde med hensyn til dagen. Vi lyttede til hinanden og forsøgte at forstå,« siger Kent Edlund.

Stilfærdig grillaften

I går aftes højtideligholdt ægteparret Edlund selvstændighedsdagen ved stilfærdigt at grille i haven sammen med en anden jødisk familie.

»Jeg vil ikke udelukke, at nogle palæstinensere er utilfredse med det, men tanken med Neve Shalom er ikke, at nogen skal fornægte sin tro, kultur og historie, men at det, på trods af forskellene, skal kunne lade sig gøre at leve sammen,« siger Kent Edlund.

Også militærtjeneste har været en varm kartoffel i landsbyen. Unge jøder i landsbyen, inklusive Kent og Eti Edlunds to sønner og ene datter, har aftjent deres værnepligt, bl.a. fordi de ellers ville risikere fængsel. Men de palæstinensiske familier har ikke let ved at acceptere, at »landsbyens sønner og døtre« gør tjeneste i en militærstyrke, som for dem er en ekspansiv besættelsesmagt.

Uenighed om dræbt soldat

Værst var det, da Tom Kitain, den første jødiske dreng født i Fredens Oase, for fem år siden omkom som værnepligtig i en helikopterulykke på vej til Libanon. Hans familie ville rejse et mindesmærke for ham, mens palæstinenserne var imod, fordi han ikke burde være i militæret og villig til skyde på deres brødre i Libanon. Efter lange diskussioner blev en mindeplade sat op ved basketballbanen med teksten »I mindet om vores Tom Kitain, en dreng af fred, som blev dræbt i krig«.

»Jeg kan ikke afgøre for nogen, om de skal aftjene værnepligt eller ikke. Det må være op til deres egen samvittighed,« pointerer den arabiske talsmand Abdessalem Najjar.

»Modsat kan man måske sige, at hvis ingen af de gode drenge gør militærtjeneste, er der kun de dårlige tilbage,« siger han.

Han og andre landsbyboere lægger ikke skjul på, at Fredens Oase er under pres, ikke mindst udefra, hvor hverken premierminister Sharon eller militante palæstinensere er begejstrede for et projekt, der prædiker fredelig sameksistens.

Hele projektet kan forekomme som en anakronisme på et tidspunkt, da nøgleordet i "fredsprocessen" synes at være separation snarere end sameksistens. Også beboerne i Fredens Oase støtter oprettelsen af staten Palæstina. Men samtidig håber de, at deres landsby kan være en kilde til inspiration.

»Jeg vil tro på, at Neve Shalom/Wahat al-Salam kan overleve,« siger Abdessalem Najjar.

Ingen er flyttet fra Fredens Oase på grund af den optrappede konflikt. Ti nye huse er under opførelse, naturligvis ligeligt fordelt mellem jødiske og palæstinensiske familier. Og 300 familier står på en venteliste, som for længst er blevet lukket af pladshensyn, fortæller Najjar.

thomas.heine@jp.dk