Hitlers sidste sekretær medvirker i ny film

Berlin

Traudl Junge, en elegant og elskelig dame på 81 år, fortæller hjemme i sin lejlighed i München om sit liv, bl.a. om den 28. april 1945, da hendes chef spurgte hende: »Har De fået hvilet Dem noget, mit barn? Jeg vil gerne om lidt diktere noget til Dem.«

Traudl Junge var sekretær. I konferenceværelset ville hun afdække skrivemaskinen. »Tag hellere stenogramblokken,« sagde chefen. Det var Adolf Hitler.

25 år var Traudl Junge dengang, og det, hun nedfældede på sin blok, var nazi-førerens politiske testamente. Intermezzoet fandt sted i førerbunkeren under rigskanslerministeriets sønderknuste bygninger midt i Berlins ruiner. Undertiden rystede den solide bunker, når sovjetiske granater slog ned, mens værnemagten og Waffen-SS kæmpede for at beskytte føreren og hans fortrolige.

Traudl Junge fortæller sin historie i en dokumentarfilm, der får premiere på filmfestivalen Berlinalen, der begynder i dag på Potsdamer Platz i den tyske hovedstad blot et stenkast fra det sted, hvor bunkeren var og for så vidt stadig er - om end ikke mere synlig.

Filmen "Im toten Winkel" (I den døde vinkel) er lavet af André Heller og hans østrigske landsmand Othmar Schmiderer og er en historie i sig selv. Parallelt udkommer hendes erindringer, som hun egentlig nedfældede allerede i 1947. Traudl Junge lever i dag i München og er alvorligt syg af kræft.

»Udeltagende, temmelig mekanisk«, sådan huskede Traudl Junge det efter krigen, fremsætter føreren erklæringer og anklager.« Han udnævner en ny regering, og efter en kort pause begynder han at diktere sit private testamente til sin fortrolige sekretær.

I dette hans sidste diktat erfarer Traudl Junge, at Hitler vil gifte sig med sin mangeårige elskerinde Eva Braun og derefter begå selvmord sammen med hende. Forretningsmæssigt siger han til sidst: »Skriv det straks til mig i tre eksemplarer og kom herefter ind til mig med dem.«

Af erindringerne, der i uddrag bringes af Bild, fremgår det, at Traudl Junge skrev »så hurtigt, jeg kan. Mine fingre arbejder mekanisk, og jeg er overrasket over, at jeg så godt som ingen slåfejl laver. Bormann (Martin Bormann, stabschef, red.) og Goebbels (Joseph Goebbels, propagandaminister, red.) og også føreren kommer hvert øjeblik herind for at se, om jeg er færdig, de gør mig nervøs og forsinker mit arbejde. Til sidst river de nærmest sidste ark ud af maskinen, går tilbage i konferenceværelset, underskriver de tre eksemplarer, og endnu samme nat afgår skriftstykkerne i forskellige retninger.«

Testamentet, som Traudl Junge nedskrev, skulle blive det sidste dokument fra tusindårsriget, der kun holdt i godt 12 år. To dage senere, 30. april 1945, ombragte Hitler sin nygifte fru Eva Hitler og begik selvmord.

Anholdt af russerne

Traudl Junge slap ud fra førerbunkeren, men blev senere anholdt af russerne. Hun sad et halvt år i fængsel. Imidlertid anså russerne hende for at være harmløs, og i maj 1946 vendte hun tilbage til München. Også amerikanerne afhørte hende og karakteriserede hende i 1947 som »ungdommelig medløber«. Hun havde f.eks. ikke været medlem af det nationalsocialistiske parti.

Dengang nedskrev hun erindringerne om sine to og et halvt år i Hitlers forværelse til et amerikansk ugeblad, som dog ikke trykte dem. Hun har også givet historikere som John Toland (Hitler-biografi 1976) oplysninger om sin tid i førerhovedkvarteret Wolfsschanze, i Berghof i Obersalzberg og i førerbunkeren i Berlin.

Professor Guido Knopp, leder af den tyske TV-station ZDFs historiske redaktion karakteriserer Traudl Junge som en autentisk kilde, der især bidrager med iagttagelser og detaljer fra den daglige omgang med sin chef: »Om, hvorledes Hitler skældte og smældte mod rygning og kødspisning, hvordan han gjorde sig morsom over sin elskerinde Eva Brauns diæter, og hvordan han fortrængte krigens bitre virkelighed.«

Den østrigske journalist Melissa Müller har overtalt Traudl Junge til at offentliggøre erindringerne om tiden i Hitlers omgangskreds. Melissa Müller selv har bidraget med biografiske for- og efterord. »Denne bog er ingen sen retfærdiggørelse eller selvanklage,« siger Traudl Junge. Hun opfatter selv bogen som »et forsøg på forsoning med mig selv«.

Hun benægter, at have vidst noget om Holocaust. »Vi stod bag kulisserne og vidste dog ikke, hvad der foregik på scenen. Kun regissøren kendte stykket.«

Egentlig ville den daværende Traudl Humps fra München have været danserinde, men hendes søster formidlede, at hun som 22-årig kom i Hitlers tjeneste i Berlin. Ved en konkurrence kvalificerede hun sig til at blive Hitlers privatsekretær. Hun fik sin debut i hovedkvartet Wolfsschanze i Østprøjsen.

Og dér var han så, fortæller hun i dokumentarfilmen: »En gemytlig, ældre herre, venlig og med sagte stemme, og han gav hver af os hånd og kikkede os ind i øjnene med sit berømte blik.« Hun var overvældet og var glad for arbejdet så meget mere som hun »aldrig skulle nedfælde politiske eller militære skrivelser«, men kun breve og taler.

Nyhedsmagasinet Der Spiegel har haft mulighed for at se Hellers og Schmiderers film og skriver, at Traudl Junges nære omgang med føreren åbenbart har sløret hendes blik. Hun siger: »Jeg havde aldrig fornemmelsen af, at han bevidst forfulgte forbryderiske mål, for ham var det idealer .... jeg har tænkt, at jeg er ved informationernes kilde, og så var jeg i stedet i den døde vinkel.«

Anerkendelse

Der Spiegel har megen anerkendelse til overs for den 90 minutter lange dokumentarfilm, der er sammenfattet af 10 timers samtale med Traudl Junge som 81-årig.

Berliner Morgenpost hæfter sig især ved, at Heller og Schmiderer holder sig i baggrunden, så man stort set kun ser og hører Traudl Junge. Hun giver et »fint indblik i den beklemmende, groteske atmosfære i Hitlers hof. Når Traudl Junge taler om de spøgelsesagtige, sidste dage i førerbunkeren, får hendes fremstilling en forrygende intensitet.«

Om Hitler selv erindrer hun, at »bortset fra mave- og fordøjelsesproblemer gjorde Hitler et meget sundt indtryk«. Også, at han var »en velplejet mand, han vaskede altid hænder, når han havde klappet hunden«. Hunden var Hitlers elskede schæfer Blondi, som Hitler lærte alle mulige kunststykker. Når han sagde: »Blondi, syng som Zarah Leander!«, gøede den et oktav dybere end normalt.

På baggrund af datidens grufulde begivenheder sukker Traudl Junge i filmen: »Ja, det lyder jo alt sammen så banalt.«

Hitlers yngste og sidste sekretær siger, at skønt »kvinder var helt vilde efter ham«, så var føreren »noget ulden over for erotik, han var ikke rede til at give sig hen«.

Behagelig og faderlig

I dag siger hun: »Jeg vedkender mig, at jeg var fascineret af Adolf Hitler, at han var en behagelig chef og en faderlig ven, at jeg bevidst overhørte min advarende, indre stemme, som jeg indimellem fornemmede og nød tiden sammen med ham næsten til den bitre ende. Efter afsløringerne af denne mands forbrydelser vil jeg til min sidste stund leve med følelsen af medskyld.«

Efter krigen arbejdede Traudl Junge som sekretær for at ugeblad i München.

Filmproducenten André Heller er søn af en jødisk købmand, der blev fordrevet fra Wien og overlevede krigen i eksil. Heller siger i dag, at han ganske enkelt er faldet for en ældre dames charme, selv om hun i tre år har tjent føreren.

kent.olsen@jp.dk Traudl Junge: Bis zur letzten Stunde. Hitlers Sekretärin erzählt ihr Leben. Under medvirken af Melissa Müller.

Claasen Verlag, München. 271 sider.

19 euro (ca. 144 kr.).