Stalins død er stadig en gåde
Det er 50 år siden, at den sovjetiske diktator Josef Stalin døde. Nyt arkivmateriale viser, at inderkredsen omkring Stalin lod diktatoren ligge med en hjerneblødning i mindst 12 timer, før de skaffede lægehjælp. Men da var det for sent.
Moskva
I et halvt århundrede har det svirret med rygter om Josef Stalins død.
Blev diktatoren forgiftet eller kvalt af livvagt Ivan Khrustaljov efter en sammensværgelse med Lavrentija Berija, chef for det hemmelige politi? Hvorfor døde Stalin så pludseligt, uden at han havde været ramt af forudgående sygdom, og døde han i virkeligheden allerede den 1. marts, mens det officielle dødstidspunkt, den 5. marts kl. 21.50, blev opfundet af hans nærmeste kreds, for at de i fred og ro kunne dele diktatorens totale magt over det sovjetiske imperium?
Det er nogle af de spørgsmål, som er blevet vendt og drejet gennem de seneste 50 år på basis af beretninger fra ansatte på Stalins sommerresidens i Kuntsevo i den vestlige udkant af det moderne Moskva, Stalins børn Svetlana og Vasilij, læger og den politiske inderkreds omkring diktatoren.
En udstilling arrangeret af de russiske statsarkiver i forbindelse med 50 året for Stalins død, »1953 mellem fortid og fremtid«, løfter noget af sløret.
For første gang kan russerne således læse Josef Stalins sygejournal, hvor vi kan følge udviklingen time og time, efter at diktatoren blev ramt af en hjerneblødning den 1. marts. Den har båret stemplet »tophemmelig« i årtier.
Eller næsten, for flere af de første sider er sporløst forsvundet, og der er flyttet om på vigtige dele af sygejournalen, nogle sider har fået nye sidenumre. Det skyldes, mener historikere, at Stalin selv undervejs fjernede lægenotater fra 1920'erne, 1930'erne og 1940'erne, men også at inderkredsen efter diktatorens død fandt det nødvendigt at redigere sygejournalen for at fjerne spor, eller fordi de ville bruge Stalins død i den efterfølgende magtkamp.
Leonid Mletjin, journalist og forfatter til en ny bog om Stalin, vil ikke udelukke, at den senere partichef Nikita Khrusjtjov og Georgij Malenkov tumlede med planer om at give Berija skylden for Stalins død.
»Det kunne Khrustjov sagtens finde på, og vi ved jo, at Berija senere blev arresteret og dømt til døden, uden at offentligheden i detaljer fik kendskab til, hvad der var for foregået,« siger Leonid Mletjin.
Uden lægehjælp
Ifølge Aleksandr Fursenko, historiker og forfatter til en artikel, der gennemgår forløbet omkring Stalins død på basis af nyt arkivmateriale, undlod Stalins inderkreds at sende bud efter lægehjælp i mange timer, efter at hans sikkerhedsvagter havde gjort dem opmærksom på chefens akutte sygdom og bevidstløse tilstand.
»Vi ved nu, at der gik mindst 12 timer, måske 15 eller 17 timer, før Stalin fik lægehjælp, selv om inderkredsen omkring føreren så, at hans tilstand var kritisk,« siger Aleksandr Fursenko i telefonen fra Sankt Petersborg.
Fursenko mener ikke, at der var tale om en sammensværgelse mod Stalin, hemmelige planer om at få diktatoren ryddet af vejen i utide, men at især Lavrentia Berija havde en åbenlys interesse i, at Stalin døde hurtigt, da han først var blevet ramt af en hjerneblødning, i øvrigt den tredje siden afslutningen på Anden Verdenskrig, men Stalin holdt sin sygdom hemmelig for selv sine nærmeste allierede, og forbød Berija at besøge ham på hans sygeleje.
»Vi har flere vidnesbyrd, der viser, at Stalin havde mistet tilliden til Berija, og at det i sidste ende var et spørgsmål om, hvem der først fik ryddet hvem af vejen, Berija Stalin eller Stalin Berija. Flere i kredsen omkring Stalin ville ånde lettet op, hvis han døde, og nu fik de pludselig muligheden,« tilføjer Aleksandr Fursenko.
Berijas udsagn
Tidligere udenrigsminister og en af Stalins nærmeste forbundsfæller i 1930'erne og under Anden Verdenskrig, Vjatjeslav Molotov, citerede senere Berija for at have sagt følgende, mens de under Stalins begravelse den 9. marts stod på podiet ved Kreml muren.
»Jeg skaffede ham af vejen... jeg reddede jer alle sammen.«
Flere historikere er dog enige om, at dette udsagn ikke er noget bevis, da Berija kan have taget ansvaret på sig for at stå stærkere i den efterfølgende magtkamp. Så meget står klart, at Stalin pønsede på en ny stor terror som i 1937 og 1938, og at hans gamle forbundsfæller fra de foregående årtier stod for fald.
»En eller anden form for større blodsudgydelse var under opsejling, og Molotov sagde selv senere, at han ville være blevet ombragt, hvis Stalin havde levet bare et år eller to mere,« påpeger Aleksandr Fursenko.
En anden historie
I den officielle meddelelse om Stalins død, der blev offentliggjort i alle sovjetiske aviser den 7. marts 1953, hedder det, at lægerne fra første færd konstaterede hjerneblødningens fatale karakter, men det var en af mange løgne.
»De energiske forsøg på behandling kunne derfor ikke give noget positivt resultat og forhindre den skæbnesvangre udgang,« lød konklusionen i den officielle beskrivelse af sygdomsforløbet.
Sygejournalen og øjenvidner fortæller en anden historie. Sent om aftenen den 28. februar kørte de fire øverste i den sovjetiske ledelse efter Stalin ud til føreren i hans residens i Kuntsevo efter at have set en film i Kreml. Berija, Khrusjtjov, Malenkov og Bulganin spiste og drak georgisk rødvin med Stalin til klokken 4-5 om morgenen.
Stalin selv gik til ro efter klokken seks, men den følgende formiddag, den 1. marts, hørte vagter og personale ingen livstegn fra ham. De var urolige, men turde ikke at banke på, da Stalin ikke brød sig om at blive forstyrret i utide. Klokken seks om aftenen blev lyset tændt i et af hans værelser. Vagterne åndede lettet op, men føreren gav stadig ikke lyd fra sig, og klokken elleve om aftenen gik en vagt ind til ham sammen med en kurer med post fra centralkomiteen.
De fandt ham liggende på gulvet i sin egen afføring, ude af stand til at tale. Malenkov og chefen for sikkerhedstjenesten blev informeret, men under to besøg hos Stalin i løbet af natten, gik ingen af hans forbundsfæller ind for at se, hvordan føreren havde det. Læger blev først tilkaldt klokken syv om morgenen den følgende dag, og de konkluderede først den 3. marts, dvs. mere end 30 timer efter at vagtpersonalet havde fundet Stalin i bevidstløs tilstand på gulvet, at sygdommen var fatal.
»De lod ham ligge uden lægehjælp, men jeg vil ikke kalde det en sammensværgelse. De gjorde bare mod ham, hvad han kunne have gjort mod dem. Sådan var skik og moral ved hoffet under Stalin,« siger historikeren Nikita Petrov.
Oleg Khlevnjuk, en af de historikere, der har arbejdet mest i arkiverne med Stalin og hans tid i de seneste 10-15 år, mener, at der vil gå en rum tid, før samtiden får fuldt overblik over Sovjetunionens historie under Stalin.
»Det er sådan, at vores foreløbige kendskab til den periode stadig er mindre end den viden, der gemmer sig i arkiverne og som vi endnu ikke har set,« fastslår Oleg Khlevnjuk.