Irak-krig uden FN et slag mod folkeretten

De fleste folkeret-eksperter er enige om, at et amerikansk angreb på Irak uden en vedtagelse i FN's sikkerhedsråd vil betyde et brud med international folkeret.

FN's sikkerhedsråd drøfter i dag, om organisationen skal lægge navn til en krig mod Irak. Lige nu tyder meget lidt på, at en resolution kan vedtages, da tre af de fem faste medlemmer - Kina, Rusland og Frankrig - er imod en krig.

Hvilket indebærer risiko for, at FN kastes ud i meget alvorlig krise, hvor organisationens rolle som global garant for international retssikkerhed bliver illusorisk, hvis USA uden international opbakning angriber Irak.

Kriseskyerne har allerede ødelagt harmonien i EU og NATO, to bærende piller i det politiske og militære samarbejde, der er vitalt for Europa. Krisen i NATO med den fransk-tysk-belgiske obsternasighed om planlægning af et forsvar for Tyrkiets, kan ende med at torpedere alliancens troværdighed. Og de spæde tilløb til en fælles EU-udenrigspolitik, som den danske FN-ambassadør Ellen Margrethe Løj var operativ i, da hun i sidste halvår af 2002 fik etableret en fælles EU-holdning til Sikkerhedsrådets resolution 1441 om Irak, såvel som til FN-beslutningen om ICC, den internationale forbryderdomstol (International Criminal Court), ligger nu i ruiner. Så sent som i går sendte den britiske premierminister, Tony Blair, et vredt brev til de øvrige 14 EU-medlemmer med opfordring til at støtte militær intervention i Irak.

Nedkøling

USA's afvisning af deltagelse i ICC er symptomatisk for den nedkøling i forholdet mellem USA og Europa, der indledtes med Bush-administrationens tiltræden i januar 2001.

Med en inderkreds af overvejende nykonservative rådgivere - vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld, sikkerhedsrådgiver Condoleeza Rice, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og den uofficielle, men nære våbenfælle, Richard Perle - iværksatte præsident George Walker Bush en enegang ud fra den formulering, som terrorangrebet på USA den 11. september 2001 satte ord på: »De, der ikke er med os, er mod os«. Og som - omsider - tegner omridset af en ny verdensorden med USA som den dominerende magt.

Den amerikanske unilateralisme, som enegangen kaldes med et finere fremmedord, var imidlertid ikke et resultat af 11. september. Angrebet på Pentagon og World Trade Center satte blot billeder på en politik, der for længst var knæsat med annullering af internationale miljø- og våbenkontrolaftaler og afvisningen af krigsforbryderdomstolen. USA valgte med Bush's indsættelse som præsident at "gå selv", og hvor det fører hen er umuligt at sige. Til gengæld er de fleste eksperter enige om, at det er foruroligende.

Uenigheden

Uenigheden om varigheden af våbeninspektionen i Irak overfor kravet om at angribe Saddam Hussein er, akkurat som den aktuelle NATO-krise i sin essens en magtkamp mellem Frankrig, Tyskland og Rusland (med Kina på sidelinien) overfor USA og dets loyale støtte, Storbritannien med tilliggender, herunder Italien, Spanien og såmænd den danske regering.

Formelt er der i begge tilfælde tale om en juridisk tvist - kan man påstå, at Irak er en kontant og overhængende trussel mod USA, og kan man planlægge forsvaret af et land mod en formodet aggression fra Irak endnu inden, det i FN's sikkerhedsråd er besluttet, at angribe Irak, hvormed Saddam Hussein gøres til potentiel aggressor?

De tre veto-lande, Frankrig, Tyskland og Belgien, mener, at et sådant skridt vil stride mod international lov som den er formuleret i FN-pagten. USA og allierede, herunder den danske regering, mener derimod, at Irak er en international paria, der - med den konservative forsvarsordfører Helge Adam Møllers ord - "for 654 uger siden" forlod det pæne, internationale selskab, og som derfor ikke kan gøre krav på beskyttelse af international lov.

De folkeretlige aspekter af uenigheden mellem, hvad vi for nemheds skyld kan kalde "Kontinentet" (Europas førende magter uden Storbritannien) og USA, er - uanset FN-pagtens funktion som figenblad og forhalingsmanøvre - af interesse langt ud over de juridiske og akademiske pindehuggerier. I det omfang, de ignoreres, vil enhver tale om en international retsorden, som opstod allerede i 1600-tallet, da den hollandske retslærde Hugo Grotius skabte reglerne for sejlads på de syv have, være tom snak.

»Gammeldags pagt«

FN-pagtens såkaldte "forbud mod magtanvendelse" udgør selve grundlaget for de internationale færdselsregler, men spørgsmålet i dag er, om de er tidssvarende. Som en dansk ekspert i international ret sagde udenfor citat:

»På den ene eller anden facon er FN-pagten gammeldags, da den jo er skabt på erfaringer fra Anden Verdenskrig, hvilket svarer til de flygtningekonventioner, vi har underskrevet, og som er blevet helt uhåndterlige. I en verden efter 11. september kan et amerikansk angreb på Irak sagtens opfattes som legitimt, så meget desto mere som FN-pagtens paragraffer om "suveræne stater" tillige er udhulet af den rullende globalisering. Det er efterhånden vanskeligt at tale om en fast størrelse, man kan kalde "suverænitet", ligesom det er umuligt at skelne skarpt mellem staters ukrænkelighed og folkenes selvbestemmelse. Problemet er altså, at FN-pagten ikke er justeret efter, hvordan verden ser ud i dag.«

Supermagtens vilje

Spørgsmålet er dog, om FN-pagten lader sig justere i en verdensorden domineret af en supermagt, hvis supermagten har en vilje til at tilsidesætte grundlaget for pagtens legitimitet. Den tidligere socialdemokratiske justitsminister og nuværende professor i folkeret ved Københavns universitet, Ole Espersen, mener ikke, at USA's argumenter for et angreb på Irak på nogen måde kan henføres til nogen bestemmelse i FN-pagten.

»Der er ikke noget folkeretligt holdepunkt for en krig. For at begrunde "humanitær intervention" (der ikke er vedtaget, men ligger som forslag på FN's bord) skal der være tale om folkedrab eller forbrydelser mod menneskeheden, f.eks. alvorlige krigsforbrydelser mod civilbefolkningen, eller den internationale fred og sikkerhed skal være truet. Det kan man jo altid sige. Men den "tvingende folkeret", nedfældet i FN-pagtens artikel 2, stykke 4, og som aldrig kan fraviges, fastslår, at stater ikke må bruge magt overfor hinanden forudsat, at der ikke foreligger en selvforsvars-situation i henhold til artikel 51, og forudsat det ikke er magt, autoriseret af Sikkerhedsrådet,« siger han.

Retstomt rum?

- Men nogle taler om, at tilfældet Irak er et såkaldt "retstomt rum", altså at der ikke er relevante paragraffer til denne særlige situation?

»Ja, amerikanerne henviser også til, at krigsfangerne på Guantanamobasen på Cuba er i et sådant "retstomt rum", idet man jo har lejet en mark i et fremmed land. Men den går bare ikke - der er ikke noget, der hedder et "retstomt rum" - og det gælder også ved et angreb på Irak. Der er ingen tvivl om, at det vil være i strid med folkeretten.«

- Er det ikke en handling i selvforsvar?

»Selvforsvar forudsætter, at der foreligger et påbegyndt eller overhængende angreb mod dig selv. Det eneste land, der i dag har retten til at udøve selvforsvar ifølge FN-pagtens bestemmelser, er faktisk Irak, der trues af et amerikansk angreb. Derimod foreligger der intet som helst om et irakisk angreb på USA.«

- USA henviser jo til, at Irak er en trussel mod USA's sikkerhed?

»Hvad så med de andre lande, der har atombomber og kemiske våben. Dette, at et land har masseødelæggelsesvåben, er i folkeretlig forstand ikke nok til at angribe det. Man kunne også sige, at kommunismen var farlig for vores sikkerhed under den kolde krig. Når artikel 51 omtaler "påbegyndt eller overhængende" angreb, er det jo fordi den ellers kan give anledning til alle mulige former for misbrug,« siger Ole Espersen.

Netop artikel 51, FN's selvforsvarbestemmelse, debatteres i disse uger heftigt i den amerikanske kongres, der i oktober sidste år autoriserede præsidenten til anvendelse af militær magt mod Irak og således etablerede et lokalt amerikansk lovgrundlag for et angreb.

Artikel 51

I en kongresrapport, skrevet af den amerikanske lovkyndige David M. Ackerman erkendes det, at artikel 51 "læst bogstaveligt" udelukker "forebyggende angreb" med mindre, der foreligger autorisation fra Sikkerhedsrådet, en fortolkning, der støttes af en tidligere dom ved Den Internationale Domstol om den amerikansk støttede magtanvendelse mod Nicaraguas sandiniststyre.

"Men", hedder det videre, "at fortolke artikel 51 så snævert er ensbetydende med at beskytte en aggressors ret til at slå først".

lasse.ellegaard@jp.dk

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.