Præstestyre under pres
Iran er ifølge USA et af to tilbageværende lande i "ondskabens akse". USA opfordres dog af iagttagere til at være forsigtig, da et militært pres på Iran vil svække de kræfter i Iran, der ønsker tilnærmelse til Vesten og reformer, især studenterbevægelsen.
Rasht:
Kender du Voltaire? Spørgsmålet kommer fra Homan, en ranglet ung mand med kommunefarvet hår, som læser til tekstilingeniør på et af de mange universiteter i Rasht, en by med omkring trekvart mio. indbyggere tæt på Det Kaspiske Hav i det nordvestlige Iran. Homans spørgsmål om den franske oplysningsfilosof falder som reaktion på et spørgsmål om hans syn på islam og religionens rolle i det iranske samfund.
»Voltaire bekæmpede den religiøse intolerance. Han mente, at religiøs fanatisme gør folk fattige og hænger som en forbandelse over samfundet. Jeg er enig med Voltaire,« erklærer Homan tydeligt tilfreds med den effekt, hans kendskab til vestlig oplysningsfilosofi og Voltaires værk fra 1742 om fanatisme og profeten Muhammed har gjort gør på den besøgende journalist. Homan foretrækker at tale i antydninger og hentydninger. Han taler ikke direkte om præstestyret, dets undertrykkelse og begrænsninger på en ungdom, der ikke kan forstå, hvorfor en flok aldrende mænd i den øverste iranske ledelse som oldingene i det sovjetiske politbureau skal bestemme, hvad den unge generation skal læse, se, høre og mene, og hvordan den skal gå klædt.
Kunstnerisk censur
Homan advarer sin studiekammerat Hamed mod at tage bladet fra munden, da denne over for to europæiske journalister giver udtryk for sit kritiske syn på manglen på frihed. Men den 23-årige Hamed - han er født i 1979, året for den islamiske revolution - indvender, at han formulerer sine egne og ikke andres ideer, og at han ikke har noget at skjule. Hamed beder os dog om ikke at afsløre hans fulde identitet, da han frygter at blive smidt ud af universitetet. Hamed studerer landbrug, men drømmer om en karriere som kunstner. Han har fået forbudt en udstilling af sine malerier, da de på islamisk usædelig vis afslører kvindekroppens former.
Hamed giver udtryk for sin frustration over, at importerede kunstbøger fra Vesten er udsat for censur. Detaljer ved den kvindelige krop er streget over på tegninger af Rubens og Rembrandt.
»Hvordan skal jeg kunne øve mig i at tegne kvinder efter de store mestre, når vigtige detaljer er skåret væk?« spørger Hamed, der bevidst har valgt en praktisk uddannelse.
»Myndighederne ønsker kun officiel islamisk kunst. Det er ikke mig, så jeg regner ikke med at kunne leve af min kunst. Det bliver en fritidsbeskæftigelse som poesi,« tilføjer han.
I midten af juni skyllede studenterdemonstrationer gennem hovedstaden Teheran, først i protest mod forlydender om privatisering af de højere læreanstalter, som viste sig at være en and, og derpå med krav om adskillelse af den politiske og religiøse magt, et krav, der også er blevet fremsat i et åbent brev af 350 førende systemkritikere til ayatollah Ali Khamenei, landets øverste religiøse leder og politiske jernnæve. Demonstrationerne nåede også til det nordlige Iran. På en mur i den iranske grænseby Astara, der har 30.000 indbyggere, kunne man læse »Ned med Khamenei!«.
I Rasht blev der også gennemført demonstrationer.
Tre studenterledere blev anholdt. Det udløste nye aktioner på universitetet med krav om løsladelse af de arresterede. De blev løsladt nogle dage senere.
Præstestyret befinder sig i et minefelt mellem tidens fordring om modernisering, udvikling af nye arbejdspladser til baby boom generationen - totredjedele af Irans 67 mio. store befolkning er under 25 år - tiltrækning af investeringer og teknologi på den ene side, og så ambitionerne om at bevare magten, nødvendigheden af at undertrykke anderledes tænkende og tøjle en kritisk presse, der truer med at løbe løbsk, på den anden.
Det var nøjagtig det samme dilemma, sovjetiske kommunister befandt sig i for 15-20 år siden, da ideologien havde spillet fallit og økonomien lå i ruiner efter et opslidende våbenkapløb med Vesten. Partichef Mikhail Gorbatjov løslod den åndelige leder af menneskerettighedsbevægelsen, Andrej Sakharov, fra hans interne eksil, satte politiske fanger på fri fod, slap de intellektuelle løs i medierne i glasnost-kampagnen og gav jøderne ret til frit at forlade Sovjetunionen for at forbedre forholdet til Vesten og slippe ud af isolationen.
Irans præsident, Mohammad Khatami, har også skabt større rum i samfundet for debat, kritiske medier, og iranerne nyder den moderne teknologis fordele i form af fotokopimaskiner, fax, internet og satellit-tv, der er forbudt, men ses i smug af et voksende antal. Khatami lægger desuden vægt på et forbedret forhold til Vesten.
Utålmodig ungdom
Men selv om der er flyttet mange grænser i det iranske samfund siden Khatamis første valgsejr i 1997, peger et stigende antal iranere på, at Khatami enten ikke har magt nok til at gennemføre sine reformer, eller ikke ønsker at tage et opgør med de reaktionære ayatollaher. Regimet slår fortsat hårdt ned på udvalgte systemkritikere og medier. For få uger siden blev redaktøren af et filmmagasin arresteret, fordi det bragte billeder af kvindelige filmstjerner, der ikke levede op til det islamiske regimes krav om dækning af kroppen. Der er en utålmodighed blandt unge iranere, som er til at tage og føle på. Debatten ligner på mange måder diskussionen om Gorbatjovs motiver og rolle i det sovjetiske samfund.
Det kommunistiske regime lod sig som bekendt ikke reformere. Spørgsmålet i Iran er, om landet kan bevare sin islamiske identitet og samtidig sikre frihed og fremskridt. Vil Iran blive regeret af en folkevalgt præsident og parlament med en fri og uafhængig presse, eller vil de gejstlige fortsat have det sidste ord? Kan demokratiske institutioner, og et civilt samfund vinde frem og blive integreret i Irans politiske system, mens en eksklusiv og lukket klub af ayatollaher fortsat nyder privilegier og enorm magt?
I sidste ende er det et spørgsmål, om Iran befinder sig i en revolutionær situation, dvs. om det brede, iranske samfund ikke vil leve som før, mens den politiske og religiøse ledelse ikke magter at reformere institutioner hurtigt nok, eller om Iran vil forandre sig gradvist, skridt for skridt uden et sammenbrud for det nuværende system?
Hamed håber, at det iranske samfund vil foretrække kompromis og gradvise forandringer, fordi erindringen om den islamiske revolution med dens vold og ødelæggelse stadig er frisk.
»En revolution betyder som regel en masse uskyldige menneskers død. Revolutioner ændrer ikke verden fra den ene dag til den anden. Jeg tror ikke på forandringer, der gennemføres med vold og magt. Mine forældre troede, at revolutionen i 1979 ville sikre dem en bedre tilværelse. De er dybt skuffede,« fastslår Hamed.
Han mener, at religion er en privat sag, som den enkelte må afgøre med sig selv, og er - som et flertal af sine jævnaldrende - overbevist om nødvendigheden af at skille stat og religion. Selv tror Hamed som Dostojevskij på, at kunsten kan redde verden.
»Jeg tror på den menneskelige kreativitet, kunsten og det skønne som porten til forandring, men er dybt skeptisk over for politikere og magten, hvad enten det er i Iran eller USA.«
Hvem ved, måske har Voltaire en fremtid i Iran?