Anders Fogh Rasmussen inspireret af russisk filosof

Sankt Petersborg

Vores tjener hedder Sergej Sjitin. Han siger det ikke, men det står på regningen, der bliver printet ud af en lille, smart computer på disken. Sergej er som de øvrige tjenere iført hvid skjorte med slips, bordeauxfarvet vest og mørke bukser.

»Belønning til tjeneren hilses velkommen, men det er altid op til Dem,« hedder det diskret nederst på regningen.

Cafe Barabu er en af den 11 år gamle russiske kapitalismes seneste landvindinger. Det er ikke turister eller nyrige russere, der fylder lokalet. Det er snarere den lokale middelklasse, som slapper af med familie, venner og bekendte. Cafeen er møbleret med lyse, stilfulde kurvestole, og en iørefaldende musik lægger en rekreativ bund for indtagelse af te, kaffe eller en let anretning. På terrassen er der udsigt til Mikhajlovs Have. En smal udgravet kanal, der forbinder floden Fontanka og kanalen Gribojedov, skvulper et par meter under gæsterne og yder sit bidrag til den afslappede atmosfære.

Vi kunne dårligt finde en mere velegnet kulisse for vores samtale med idehistorikeren Aleksander Etkind om den russiskfødte filosof og forfatter Ayn Rand og den første udgivelse af hendes essays på russisk om kapitalismens væsen, dens velsignelser og moralske overlegenhed i forhold til andre kendte samfundssystemer.

Vænnet til forandring

Denne hyggelige cafe med rimelige priser på 20 forskellige slags kaffe, te og chokolade og en udsøgt service var indtil for nylig en dyster, forfalden og ildelugtende bygning, der blev brugt som offentligt toilet. Stanken var uudholdelig, der blev sjældent gjort rent, og myndighederne ville ikke bruge så meget som en devalueret rubel på at sætte den i stand. Private hænder og privat kapital har givet den nyt liv.

»Denne cafe er sat i stand og åbnet for private penge, ikke af bystyret. Folk, der kommer her, tjener deres egne penge, og ejerne har selv lånt penge i banken,« siger Aleksander Etkind, der har redigeret og skrevet forord til antologien med Ayn Rands essays under titlen »Kapitalismens apologi«, som Ruslands liberale parti »Unionen af Højrekræfter« på forhånd har købt 1.000 eksemplarer af og fordelt til partiafdelinger, mens de resterende 3.000 eksemplarer af det første oplag distribueres til boghandlere.

Etkind har tidligere redigeret to bind af Isaiah Berlin, en anden russisk emigrant, der blev en førende liberal filosof i Vesten, men er mere moderat end Ayn Rand.

»En sådan cafe ville have været utænkelig i Sankt Petersborg for fem år siden. Den er udtryk for nogle af de spændende ting, der foregår i byen, men som folk er holdt op med at registrere. De er blevet vant til de forandringer, som sker,« tilføjer Etkind.

Kommunist-hader

Ayn Rand - eller Alisa Rosenbaum som hendes borgerlige navn var - ville have glædet sig. Hun flygtede i 1925 fra det kommunistiske Leningrad, efter at hendes forældre havde fået konfiskeret og nationaliseret deres private forretning, et apotek. Til forskel fra datteren fik forældrene afslag på alle forespørgsler om at forlade Sovjetunionen, og de gik som mindst 800.000 andre af byens borgere til grunde under den 900 dage tyske belejring fra 1941 til 1944.

Helt frem til 1960erne var Rand bange for at afsløre sine russiske rødder, da hun frygtede for slægtninges ve og vel i Sovjetunionen som følge af deres relation til en af kapitalismens varmeste fortalere.

Rands personlige erfaringer fra det kommunistiske Rusland efterlod et had til venstreorienterede ideer i hende, som tjente som klangbund for hendes opgør med velfærdsstaten, med Platon og alle mystiske og religiøse strømninger i samtiden og hendes ihærdige bestræbelser på at overbevise sine amerikanske medborgere om kapitalismens dybt moralske grundlag til forskel fra de samfund, der sætter staten og kollektivet over individet, dets ejendomsret og ret til frit at indgå kontrakter med andre borgere.

»Rand var til stede ved den sovjetiske kommunismes fødsel, og det påvirkede hende dybt. Det er udgangspunktet for hendes videre intellektuelle udvikling, og en erfaring, som hendes amerikanske kolleger manglede. Den mest populære intellektuelle på Manhattan i de år var jo Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution,« forklarer Etkind.

Dårlige anmeldelser

I sine to første bøger, »Vi der lever«, offentliggjort i 1936 efter at være blevet afvist af en række forlag og »Hymne«, en antiutopi fra 1938, som er inspireret af den store russiske forfatter Jevgenij Samjatins gennembrudsroman »Vi«, er de sovjetiske erfaringer til stede i personer og steder. Begge bøger fik dårlige anmeldelser og blev afvist som antikommunistiske.

»I USA var ingen interesserede i at høre om hendes erfaringer fra Sovjetunionen. Det var før Den Kolde Krig, som skabte efterspørgsel på den slags. Senere, i »The Fountainhead« fra 1943 og i »Atlas Shrugged«, der udkom i 1957, rensede Rand sine tekster for de sovjetiske detaljer og brugte alene materiale fra den amerikanske virkelighed. Hun skabte således en lignelse om The American Way of Life, som blev en så stor succes, at hendes bøger i oplag og læsertal ifølge forlæggerne kun blev overgået af Bibelen,« siger Etkind.

Stor indflydelse

Således blev Ayn Rand den tredje forfatter af russisk herkomst i det 20. århundrede, som efter emigration fra Sovjetunionen i voksen alder var i stand til at skrive på engelsk og slå sit navn fast som en integreret del af amerikansk litteratur. De to andre var Vladimir Nabokov, hvis søster Rand gik i gymnasiet med i Petrograd, og Joseph Brodsky, der fik nobelprisen i 1987.

Selv om Ayn Rands filosofiske essays er relativt ukendte i Danmark - statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) stødte således først på hende efter kommunismens fald i Central- og Østeuropa, da han arbejdede på sin bog »Fra socialstat til minimalstat« (1993) - så har hun længe haft tag i folk med indflydelse. Chefen for USA's nationalbank, Federal Reserve, Alan Greenspan deltog i 1950erne og 1960erne i Rands filosofiske lørdagssaloner, og har ikke lagt skjult på den russiske emigrants indflydelse på ham.

»Det var hende, der i lange samtaler og natlige diskussioner overbeviste mig om, at kapitalismen ikke kun er effektiv og praktisk, men også moralsk. Rand mente, at kapitalismen overgår alle andre sociale og økonomiske systemer, feudalisme og socialisme f.eks., fordi kun kapitalismen bygger på en fri udveksling mellem rationelle individer, der er styret af deres private interesse,« erkendte Greenspan for et par år siden i et interview i New Yorker. Mindre kendt er det, at Vladimir Putins økonomiske toprådgiver Andrej Illarionov, der er født i 1960 og fra Sankt Petersborg, også er påvirket af Rands tanker.

Aleksander Etkind peger på, at kapitalismen til forskel fra socialismen og andre -ismer ikke har så mange filosoffer, der taler dens sag og forklarer dens ideologiske fundament.

»Socialismen har en lang graviditet fra det øjeblik, en tænker slutter op bag verdensrevolutionen, og til den bliver en realitet. Der er en lang periode, hvor man kan skrive, argumentere og udlægge teksten, mens de, der interesserer sig for kapitalismen, går i gang med at realisere den på stedet ved at investere, spille på børsen eller lave egen virksomhed,« anfører Etkind.

»Rand kunne blive kapitalismens filosof, fordi hun havde en enestående erfaring, mens hendes kolleger i USA levede af at udtrykke deres protest mod det system, de levede i. Hvem ville lytte til dem, hvis de havde sagt, at tingene går fint, at det amerikanske samfund er på rette vej? Sådan opererer en jurist måske, men ikke en intellektuel.«

Ifølge Etkind er Rand aktuel og vigtig for den løbende samfundsdebat i Rusland, fordi hun leverer et overbevisende forsvar for kapitalismens moralske grundlag, dvs. frie kontraktforhold mellem frie individer, som udgør grundlaget for erhvervs- og samfundslivet.

»Det betragtes stadig som umoralsk og mistænkeligt at være rig i Rusland. De rige giver ofte selv grund til en sådan holdning, og den alt for store afstand mellem rig og fattig stimulerer også den slags. På den anden side levede vi 70 år under kommunismen, og det er den erfaring, som danner udgangspunkt for Rands filosofi. Vi kan genkende mange af de ting, hun siger,« siger Etkind.

»For os er kapitalismen en lettelse, en befrielse fra den tunge byrde og det afskyelige liv, der prægede Sovjetunionen. Men folks erindring er kort, og mange i min generation er alt for dårlige til at give vores erfaring videre til den næste generation, som ikke selv har levet under socialismen. Tværtimod er det kommet på mode at være til venstre, at protestere og være i opposition. Rand viser i sine værker, at man sagtens kan stå for en radikal, social protest på højrefløjen. Hendes protest er rettet mod socialismen, mod statens begrænsninger af entreprenørernes frihed, hendes helte er ingeniører og arkitekter, der opfinder nye ting, men bliver bremset af en stat, der finder på alle mulige dårlige undskyldninger til at gribe ind over for deres frihed til at skabe,« understreger Etkind.

Liberalismen har slået igennem i Rusland i form af en ubændig individualisme, der i sig bærer en masse sund energi og fremdrift. Folk har let ved at forstå, at staten er af det onde, at den enkelte bør sørge for sig selv, sin familie, og at lykke og succes afhænger af en selv, men der er andre sider af liberalismen, som har sværere ved at slå rod.

»Det er let at forklare folk her, at staten er en dårlig ting, men liberalisme handler ikke kun om at begrænse staten. Den handler også om folks evne til frivilligt og uden om staten at finde sammen i fællesskaber og løse de opgaver, som man ikke kan klare på egen hånd, indgå kontraktrelationer, som Rand ville udtrykke det, og det har vist sig at være vanskeligere end spontan individualisme,« påpeger Etkind.

Sovjetisk tvang og vold

Det skyldes, at russerne under kommunismen aldrig lærte at samarbejde på eget initiativ. Ifølge Etkind er det en myte, at russerne er et folk med hang til kollektivisme.

»Den sovjetiske stat knuste alle elementer af fællesskab og kollektiv, som især fandtes på landet før kollektiviseringen af landbruget, men oprettelsen af kollektivbrug med magt og vold gjorde en ende på den kultur. Det sovjetiske kollektiv var et produktionskollektiv, og der var ingen af de frie associationer, som den franske filosof Alexis de Toqueville i det 19. århundrede i Amerika så som demokratiets og det civile samfunds grundlag. Det var der ikke skyggen af i Sovjetunionen. Her fandtes der komsomol og fagforeninger, som erstattede de frie sammenslutninger af borgere. De var baseret på tvang og vold, og det kan vi mærke nu, hvor der er behov for frivillige associationer til at løse de opgaver, som hverken det enkelte individ eller staten kan påtage sig.«

Man behøver blot at kaste et blik ind i en af byens mange gårde for at forstå, hvad Etkind mener. Selv i velhavende kvarterer, hvor alle ejer deres lejlighed, hober affaldet sig op. En nødvendig dæmning i et sommerhusområde bliver aldrig gjort færdig, kampen for den friske luft er det svært at gøre til en fælles sag, veje får lov at sygne hen, selv om beboerne er rigere end dem, der bor i whiskybæltet og sagtens kunne betale de penge, det koster at bringe fælles arealer i orden.

»Bag disse foreteelser skjuler der sig en forståelse af, at de ting, vi gør sammen i dagens Rusland, gør vi sammen med staten eller via staten, og når staten ikke foretager sig noget, mobiliserer folk eller henter affald, så gør vi ikke noget. Det har mere med socialisme end med liberalisme at gøre. Liberalisme er frihed til både at gøre ting hver for sig og i fællesskab, og der er mange ting, som man ikke kan gøre alene,« konkluderer Etkind.

flemming.rose@jp.dk