Sovjet i Afghanistan: For stor en mundfuld

Statsminister Anker Jørgensen fik nyheden under julemiddagen i sit private hjem, da den sovjetiske ambassadør Nikolaj Jegorytjev ringede på for at informere den socialdemokratiske regeringsleder om, at Sovjetunionen havde besluttet at sende tropper til Afghanistan.

Danskerne og den øvrige verden hørte først om den alvorlige skærpelse af forholdet mellem Øst og Vest en dag eller to senere via det officielle sovjetiske nyhedsbureau TASS, der meddelte, at styret i Kabul havde bedt Moskva om hjælp på grund af »de imperialistiske kræfters aggressive hensigter«.

»Anker takkede os, fordi vi informerede ham på forhånd, så han ikke skulle høre det i medierne,« husker ambassadør Jegorytjev.

Den officielle dato for invasionen er stadig den 29. december 1979, men i virkeligheden begyndte operationen første juledag klokken 15, da en bataljon fra infanteriet krydsede grænsen og faldskærmstropper fra 103. luftbårne division blev fløjet til Kabul. Et af transportflyene tørnede mod en bjergvæg under landingen, og allerede inden det første skud var løsnet, havde Sovjetunionen mistet de første 44 mand.

Ti år senere, da den sidste sovjetiske soldat forlod Afghanistan, havde krigen kostet ca. 1,5 mio. afghanere og 15.000 sovjetiske tropper livet; 4-5 mio. mennesker var drevet på flugt til Pakistan og Iran.

Borgerkrigen, som begyndte før Sovjetunionens invasion og fortsatte efter partistatens fald i 1991, raser fortsat i Afghanistan. Nu udspiller den sig dog ikke mellem kommunister og muslimske oprørsbevægelser, men mellem to islamiske bevægelser, Taliban, der primært består af repræsentanter for pushtu-stammen i syd, og Den nordlige Alliance domineret af tadsjikere og usbekere, som kæmpede mod Sovjetunionen, men nu støttes af Moskva.

Begyndelsen til enden

Den sovjetiske invasion blev begyndelsen til enden på 73 års sovjetisk imperiebygning. Det var Moskvas første invasion uden for den traditionelle østblok, og derfor blev den fortolket som introduktionen på en principiel ny fase i Den kolde Krig. Der var, mente iagttagere, tilsyneladende ingen ende på Kremls appetit. Det skulle senere vise sig, at Aghanistan blev en alt for stor mundfuld for sovjetstaten, som sugede ressourcer og prestige.

I dag, da både den sovjetiske kommunisme og Moskvas tragiske eventyr i Afghanistan er historie, savner verden stadig svar på det helt fundamentale spørgsmål: Hvorfor besluttede en lille snæver kreds i Kreml i december 1979 at invadere det borgerkrigshærgede Afghanistan?

En lang række hemmelige dokumenter fra de sovjetiske arkiver er offentliggjort, og der er udkommet en strøm af bøger om krigen i Vesten og i Rusland, men man står stadig uden fyldestgørende svar på, hvilke motiver, der lå bag den fatale beslutning.

Var den styret af ideologiske forestillinger om den globale konfrontation mellem socialismen på fremmarch og den rådne kapitalisme på tilbagetog? Eller var det drømmen om at få adgang til Det indiske Ocean og inddæmme de store oliekilder i Mellemøsten, som præsident Jimmy Carters sikkerhedsrådgiver Zbigniew Brzezinski mente? Eller var det en ren defensiv handling i lyset af NATOs dobbeltbeslutning om at opstille mellemdistanceraketter i Europa, den islamiske revolution i Iran i 1979 og frygten for at få en række radikale islamiske regimer langs sin sydgrænse og de muslimske sovjetrepublikker i Centralasien? Eller var den sovjetiske ledelse i stedet så svimmel over sin tilsyneladende succes i våbenkapløbet med Vesten, at den mente sig stærk nok til at vise verden, hvor skabet skulle stå?

Gamle mænds verdensbillede

Oleg Grinjevskij, mellemøstrådgiver for Sovjetunionens udenrigsminister Andrej Gromyko og med en lang karriere bag sig som diplomat i den urolige region, har netop udgivet en bog om Kremls kurs i Mellemøsten i anden halvdel af 1970erne, »Sovjetisk Diplomatis Hemmeligheder«. Den giver et fascinerende indblik i det sovjetiske køkken, de gamle mænds verdensbillede og intriger.

Afghanistan og den borgerkrig, der brød ud i kølvandet på kommunisternes kup i april 1978, var et tilbagevendende tema på politbureauets møder i 1979. Sovjetunionen blev reelt regeret af et triumvirat, KGB-chef Jurij Andropov, forsvarsminister Dmitrij Ustinov og udenrigsminister Andrej Gromyko. Partichef Leonid Bresjnev var fraværende fra flere af de afgørende debatter om Afghanistan, han var senil og svagelig, men kunne af og til gribe ind.

Allerede i foråret 1979 var der således lagt op til en invasion, men fra den ene dag til den anden drejede politbureauet om på en tallerken og skiftede kurs. Sandsynligvis fordi Bresjnev så gerne ville mødes med USA's præsident Jimmy Carter og frygtede, at mødet ville blive aflyst, hvis sovjetiske tropper havde invaderet Afghanistan.

I diskussionerne i Kreml er det tydeligt, hvordan den øverste ledelse slås med den ideologiske spændetrøje, som kræver fortolkninger af verden i en marxistisk-leninistisk ramme. De svinger mellem øjeblikke af klarsyn og nøgtern analyse af situationen og dogmatiske og virkelighedsfjerne betragtninger. Efterhånden som presset på inderkredsen skærpes, tyr de til primitiv retorik.

»Vores hær vil optræde som aggressor, hvis den går ind i Afghanistan. Hvem vil den kæmpe mod? Først og fremmest mod det afghanske folk ,« konstaterer udenrigsminister Gromyko i foråret 1979.

I begyndelsen af december, da situationen tilspidses, insisterer KGB-chef Andropov med støtte fra Gromyko og Ustinov på en militær operation.

»Den vil sikre aprilrevolutionens landvindinger, genoprette de leninistiske principper i bygning af stat og parti i den afghanske ledelse og styrke vores position i landet,« skriver Andropov i en håndskreven note til Bresjnev.

Virkelighed og ideologi

Da beslutningen om invasion først er truffet, skal virkeligheden for enhver pris tilpasses ideologien. Det får katastrofale konsekvenser og betyder, at Kreml får usande efterretninger som grundlag for sine beslutninger. Forløbet afslører, at totalitære systemer præget af censur og tabuer er yderst ineffektive i krisesituationer. Det forklarer også, hvorfor det totalitære Sovjetunionen var så stor en trussel mod Danmark og den øvrige verden, uanset debatten om det sovjetiske systems styrke eller svaghed. Efter Den kolde Krig peger især venstrefløjen på, at den sovjetiske trussel var overdrevet, at vi i dag kan se, hvor svagt og tilbagestående landet var.

Det er en præcis iagttagelse, hvis man tager for givet, at de gamle mænd i Kreml havde et klart og fordomsfrit syn på verden uden det marxistisk-leninistiske filter. Grinevskijs bog understreger med al ønskelig tydelighed, at deres billede af verden var fordrejet og forvansket til ukendelighed. De kunne finde på hvad som helst.

Ogarkovs klarsyn

Generalstabschef Nikolaj Ogarkov var en af få konsekvente modstandere af invasionen. Han afviste KGB-rapporter, der talte om nødvendigheden af at komme amerikanerne i forkøbet. I den sovjetiske ledelse mente flere, at USA seriøst pønsede på at erobre Afghanistan.

»Lad dem bare prøve. De kan ikke give os en bedre gave. Det vil blive et større nederlag end i Vietnam. Men de er ikke så tåbelige at gå ind i Afghanistan,« sagde Ogarkov.

Fra da af blev Ogarkov kørt ud på et sidespor og ignoreret. Flere år senere, da Sovjetunionen var faldet fra hinanden, kommenterede Ogarkov begivenhederne under Bresjnev sidst i 1970rne og først i 1980rne.

»Vi skal takke gud for, at vi med en så svag og kaotisk ledelse slap med Afghanistan. Vi kunne også have haft Polen, Mellemøsten og - det er frygteligt at tænke på - en atomkrig. Selv den slags blev drøftet.«

Kun få var til stede

Det afgørende møde i den øverste ledelse fandt sted den 12. december, to uger før invasionen begyndte. Det var her, at den endelige beslutning blev truffet. Det bemærkelsesværdige er, at kun fem af 16 politbureaumedlemmer deltog, og de resterende blev tvunget til at støtte felttoget post factum. Det eneste dokument fra mødet er forfattet af Konstantin Tjernenko. Det er skrevet i hånden og giver intet indtryk af, hvad der blev besluttet og hvorfor.

»Om situationen i »A«« lyder den kryptiske overskrift. Dokumentet noterer, at centralkomiteen godkender de tiltag og overvejelser, som Andropov, Gromyko og Ustinov har præsenteret. Andet indeholder dokumentet ikke. Selv om det er stemplet tophemmeligt og derfor skulle give rum for detaljer i en snæver kreds, f.eks. om likvideringen af den afghanske leder Hafizullah Amin, formålet med indsættelsen af 50.000 tropper, synet på forholdet til den vestlige verden i kølvandet på invasionen.

Senere viste det sig, at 22 mennesker havde deltaget i det famøse møde. En af dem, Andrej Aleksandrov-Agentov, Bresjnevs udenrigspolitiske toprådgiver og i øvrigt ekspert i Skandinavien, indviede efter Sovjetunionens opløsning forfatteren i enkelte detaljer. Ifølge Aleksandrov-Agentov bestod listen over tiltag af tre punkter: for det første fjernelsen af Amin; uden forklaring på, om det indebar arrestation eller likvidering. For det andet den militære invasion som støtte for operationen mod Amin, hvis den afghanske leders styrker kommer til hans forsvar. Hensigten var, at de sovjetiske tropper skulle rykke ind i kaserner og lade den afghanske hær føre krigen mod oprørerne. Det kom som bekendt til at gå meget anderledes. Endelig skulle invasionen ledsages af en propagandakampagne.

Grinjevskij opfordrede Aleksandrov-Agentov til at offentliggøre sine erindringer, men denne afviste kategorisk med et forskræmt udtryk: »Fatter De det ikke? De slår mig jo ihjel!«