Ophedet debat om Kohl præger optakt til genforeningsfest
En ophidset og bitter strid mellem Tysklands store politiske partier om den tyske genforening for 10 år siden er blevet voldsomt optrappet forud for en stort anlagt statslig ceremoni på genforeningsdagen tirsdag.
Eks-forbundskansler Helmut Kohls personlige indsats og betydning for genforeningen af de to tysklande den 3. oktober for 10 år siden er stridens kerne, men diskussionerne om "genforeningskansleren" har på det seneste udviklet sig til et opgør mellem de store politiske partier om Tysklands nyere historie.
Forbundskansler Gerhard Schröder beskyldte i weekenden Kohls kristelige demokrater for at forfalske historien og overdrive deres partis rolle i forbindelse med genforeningen - først og fremmest for at få rehabiliteret Helmut Kohl efter partistøtteskandalen i CDU.
- Jeg burde ikke have ladet mig trække ind i denne smålige strid om, hvem der ejer den tyske genforening, men når andre forsøger at forfalske historien i håb om at trække sig op af det hængedynd, som CDUs partistøtte-affære har skabt, så er grænsen nået, sagde Schröder ved en regional partikongres i Stuttgart.
Samtidig fortsatte den 70-årige Kohl med at fremsætte beskyldninger om, at Schröders socialdemokrater og deres allierede i miljøpartiet De Grønne havde været modstandere af genforeningen.
Kohl sagde til avisen Welt am Sonntag, at de to regeringspartier havde været imod ophævelsen af den tyske deling indtil det sidste øjeblik, og at Schröder og andre ledende socialdemokrater havde forsøgt at forhindre hans bestræbelser på at genforene det daværende Vesttyskland og DDR efter Berlinmurens fald.
Kohl har i flere taler og interviews henvist til, at Schröder fem måneder før Berlinmurens fald i november 1989 udtalte, at "vi bør ikke lyve om en tysk genforening over for den unge generation. Den vil ikke finde sted". Samtidig har Kohl gjort opmærksom på, at De Grønnes frontfigur, udenrigsminister Joschka Fischer, på samme tidspunkt kaldte "kravet om en tysk genforening for en farlig illusion".
Men ledende socialdemokrater har også sat spørgsmålstegn ved Kohls egen rolle. SPDs generalsekretær, Franz Müntefering, har udtalt, at Kohl var "heldig" at være kansler, da Berlinmuren faldt, og "at også en anden kansler hurtigt ville have fået en tysk genforening i stand."
Formanden for det tyske parlament, Wolfgang Thierse, har betonet, at intet parti eller nogen enkeltperson kan tage æren for genforenigen af de to tysklande, og at CDUs bestræbelser på at give Kohl hele æren er unfair - ikke blot over for SPD og andre partier, men også over for østtyskerne, som med en folkelig opstand udviste det fornødne mod til at gå imod et undertrykkende regime.
Kohl var ifølge sine egne partifæller den person, der fremfor nogen viste vejen frem efter Berlinmurens fald. Som kansler troede han på mulighederne for en genforening før de fleste andre, og han gjorde den politisk mulig, hedder det.
- Mange SPD-ledere opgav tanken om en genforening. Hvis de havde fået deres vilje i 1989, så var grænserne aldrig blevet åbnet, sagde Kohl i sidste uge og henviste samtidig til, at Schröder, som dengang var ministerpræsident i Niedersachsen, stemte imod genforenings-traktaten i 1990.
Den tidligere SPD-ledere, Oskar Lafontaine, sagde søndag, at Kohls travlhed med at få genforeningen i stand for 10 år siden havde forårsaget unødvenige hårde kriser for østtyskerne, da deres industrier ikke var i stand til at konkurrere med Vestens.
Kohl deltager ikke selv ved genforenings-ceremonien i Dresden tirsdag, hvor Frankrigs præsident Jacques Chirac, og USAs udenrigsminister, Madeleine Albright, er blandt gæsterne. Kohl var inviteret, men var ikke opført på talerlisten på grund af CDU-skandalen, og han har valgt at melde afbud. Den tidligere kansler har i stedet talt om genforeningen ved højtideligheder i sit eget parti.
/ritzau/