Dronningemoderen: Briternes bedstemor

London

Briterne kender hende som The Queen Mum. Hun har været en del af deres møblement, så længe nogen kan huske.

Først som kvinden, der medvirkede til at redde deres monarki gennem dets værste krise og som et af de samlende symboler under krigen. Derpå som deres allesammens uforanderlige bedstemor og nu oldemor.

Lille, grå, smilende med opadvendt hat og en højre hånd, der altid vinker. Storbritanniens ubestridt mest folkekære skikkelse. På fredag fylder hun 100 år.

Kongehuset og myndighederne har i årtier haft planerne klar til begravelsen af Hendes Majestæt Dronning Elizabeth Dronningemoderen. Et hemmeligt dokument med kodenavnet Operation Løve talte for et årti siden om fire dages lit de parade i Westminister Palace, den største begravelse siden Winston Churchills i 1965 og en uges nationalsorg. De er siden revideret og nedtrappet i pagt med en tid, da kongehusets rolle er for nedadgående.

Men den slags tager Dronningemoderen ikke notits af. Hun bliver bare ved at nyde livet med sin gin i hånden og øjnene rettet imod sine heste, der foreløbig har vundet 440 sejre på de britiske galopbaner. Den lille dame holder den store stil fra imperiets glanstid med en fuldtids stab af opvartere på 50 i hendes fire paladser og slotte. Og selvom det betyder, at hendes apanage på 12 mio. kr. om året slet ikke rækker, og der er 50 mio. kr. i overtræk på kassekreditten hos de kongelige bankforbindelser i Coutts, så er der ingen udsigt til, at familien Windsors livskraftige matriark har i sinde at nedsætte tempoet endsige forlade denne verden indenfor nogen overskuelig fremtid.

Tværtimod. Når hun taler med sine hesteopdrættere og trænere, lægger hun ofte planer en halv snes år frem i tiden, siger folk fra inderkredsen. I øvrigt har hun lige fået nye hofter for et par år siden, og da hun forleden blev fejret ved en stor national gudstjeneste i Londons St. Paul's katedral, insisterede hun på at spadsere op og ned ad alle trapperne, som hun altid har gjort.

Ungdommen endte brat

Adolf Hitler var bare 11 år, dronning Victoria var endnu på tronen og den britiske gennemsnitslevealder var 50 år, da Lady Elizabeth Bowes-Lyon blev født 4. august, 1900, på Glamis-slottet i Skotland, som har været hendes adelige families sæde siden 1372. Det var her Macbeth ifølge sagnet dræbte Kong Duncan. Elizabeth var det niende barn i en søskendeflok på 10. Faderen var jarlen af Strathmore.

Hendes ungdom endte brat på hendes 14 års fødselsdag med udbruddet af Første Verdenskrig. Familien indrettede Glamis til rekonvalescens-hospital for sårede soldater. Og eftersom Elizabeth var for ung til at være sygeplejerske, satte hun sig for at drage omsorg for patienterne på anden vis. Hun gik et par km. ind til landsbyen for at købe cigaretter eller slik til dem. Hun skrev breve for dem, organiserede fællessang og serverede mad til dem.

Da krigen sluttede, vakte hun opsigt i London som den mest attraktive af det nyeste kuld af unge society-kvinder. Kronprinsen, David, som senere blev kong Edward den 8., lignede en filmstjerne. Men det var kong George den 5.s næstældste søn, prins Albert, hertugen af York, og almindeligt kendt som Bertie, der blev betaget af hende og friede til hende. Bertie led under generthed, stammen, mindreværdskomplekser, depressioner og jævnlige raserianfald, og Elizabeth afslog frieriet. Men han forsøgte igen og igen, indtil hun sagde ja i januar, 1923.

Som hun hjalp soldaterne under Første Verdenskrig, tog hun nu fat på at hjælpe Bertie. Hendes charme lettede på Berties svære forhold til sin far. Hun sørgede for, at han gjorde sine åndedrætsøvelser for at bekæmpe sin stammen, så han for første gang kunne holde taler uden at føle sig ydmyget. Parrets rejse til Australien og New Zealand i 1927 blev en triumf og et vendepunkt for ham. Og briterne glædede sig over parrets to døtre, prinsesse Elizabeth og prinsesse Margaret Rose.

Så da Berties storebror, David, som nu var kong Edward den 8., hvirvlede kongehuset ind i den helt store krise i 1936, blev det op til Elizabeth og Bertie at redde monarkiet. George den 5. havde engang forudsagt, at David ville blive en katastrofe. »Den dreng vil ødelægge sig selv på et år, når jeg er borte,« hævdede han. Og han fik ret.

David forelskede sig i den amerikanske society-dame, Wallis Simpson, som havde to skilsmisser bag sig. Han abdicerede for at gifte sig med hende 11 måneder efter at han kom på tronen som Edward den 8.

Bertie overtog tronen som George den 6., og Elizabeth sørgede for, at Wallis Simpson, som nu blev hertuginde af Wales, blev nægtet titulering som kongelig højhed. Den nye dronning betegnede sin nye svigerinde som det laveste lave.

Kongehusets omdømme

George den 6. kæmpede bravt godt hjulpet af hustruen for at genoprette kongehusets omdømme. Da Anden Verdenskrig kom, og Storbritannien stod alene i kampen mod nazisterne, afslog dronningen at lade døtrene evakuere til Canada med begrundelsen: »Børnene kan umuligt rejse uden mig, og jeg kan ikke forlade kongen, og kongen ville aldrig forlade landet.«

Da tyske bomber blev kastet over Buckingham Palace under Hitlers blitz imod London, afviste dronningen igen at vride hænder. »Jeg er glad for, at vi blev bombet. For nu kan vi se Londons East End i ansigtet,« sagde hun med henvisning til arbejderkvartererne, som var sønderbombet, mens befolkningen søgte tilflugt i undergrundsstationerne.

Dronningen, som trænede med skydevåben for det tilfælde, at tyskerne engang skulle få held til at trænge ind hos kongefamilien, hjalp også til at holde folkets moral oppe med besøg på fabrikker, i fattigkvarterer og i udbombede byer, hvor hun ofte forbløffede mængden ved at gå lige i kødet på den og trykkede hænder. Hun var altid klædt i høj stil af respekt for sit folk og blev et symbol verden over på den britiske ukuelighed og kampvilje.

Europas farligste kvinde

Hitler forstod hendes betydning. Allerede i 1937 havde han betegnet hende som "Europas farligste kvinde", da han hørte, hvordan det franske folk beundrede hende.

I 1952 tog indledte hun en ny tilværelse. Da Bertie døde af lungekræft, og prinsesse Elizabeth besteg tronen, fik moderen sin officielle titel af dronningemoder. Hun forsøgte gennem medier at kontakte sin døde ægtemand og gled ud i baggrunden til sin nye rolle som kongelig ambassadør, kansler for University of London og protektrice for hundreder af godgørende organisationer og foreninger. Men først og fremmest blev hun briternes bedstemor, en position, hun snart har haft i et halvt århundrede.

Bag kulisserne bevarede hun imidlertid sin stærke indflydelse på kongefamilien. Hun forbød prinsesse Margaret at gifte sig med sin første store kærlighed, kaptajn Peter Townsend, og pressede hende i stedet ind i det ulykkelige ægteskab med Anthony Armstrong-Jones, Lord Snowdon. Kaptajn Townsend havde været den afdøde konges nærmeste medarbejder og betragtet af kongen som "den søn, jeg aldrig selv fik". Men han var i gang med en skilsmisse, og i dronningemoderens øjne endnu mere upassende, fordi han trods alt bare var en af staben.

Senere støttede dronningemoderen prins Charles' ægteskab med Lady Diana Spencer for at undgå en rivalinde fra prins Philips græske side af familien. Men Dianas og dronningemoderens forhold blev hurtigt så spændt, at Diana omtalte dronningemoderen som den øverste "spedalske i den kongelige spedalskhedskoloni" og undgik at være i stue med hende.

Beskrivelserne af dronningemoderens hårde side bliver klemt ud gennem sidebenene i de mest seriøse dele af den britiske presse midt imellem disse ugers hyldestreportager. Men de piller ikke ved hendes position som symbolet på stabilitet midt i de seneste årtiers kongelige skandaler eller beundringen, hun vækker.

Da hun rundede de 90, havde hun stadig 118 officielle lejligheder at tage vare på i årets løb. Men nu ses hun mest, når hun dukker op på galopbanerne for at se sine heste i aktion, om end hun for det meste følger dem på de skærme hun som en anden bookmaker har fået installeret i sine boliger for at holde øje med resultaterne.

Hun er jævnligt værtinde i prægtige tea parties og middage for de ældste overlevende i hendes adelige vennekreds, hvor intet spares. Rygtet siger, at hun drikker en flaske gin om dagen.

Kongehuset har fejret hende i storstilede fester, og briterne har hyldet hende i de største æregardeoptrin og parader, landet har set i mange år.

Bidrager til mystikken

Som altid er hun tavs overfor medierne. Hun knyttede kongehuset og folket tættere sammen under krigen, og hun har bidraget mere end nogen anden til at holde sammen på det britiske kongehus i historiens blodigste århundrede. Men hun forstår samtidig, at lidt distance bidrager til mystikken, som et kongehus også skal være omgivet af. Som 100-årig er dronningemoderen stadig det medlem af den britiske kongefamilie, der bedre end nogen anden formår at udstråle livsglæde og fornøjelse, mens hun holder fast i værdigheden og traditionerne.

nielsvc@aol.com