Europa er bygget på gluten. Nu kræver de brødløse deres rettigheder

Europa har bygget sin civilisation på gluten.

På pasta, pizza og durumhvede. På franske baguetter, dansk rugbrød og mørke østeuropæiske kornretter, der smager af fattigdom, overlevelse og bedstemødre med stærke underarme.

Kristendommen har nadverbrødet. Revolutioner er begyndt med brødpriser. Fadervor beder ikke om daglig quinoa, men om dagligt brød.

Men for millioner af europæere er brødet noget andet: en fare.

Association of European Coeliac Societies anslår, at mere end syv millioner europæere har cøliaki – en autoimmun sygdom, hvor gluten får kroppen til at angribe tyndtarmen – men at kun omkring hver fjerde af de ramte menes at have fået diagnosen.

En stor metaanalyse viser desuden, at antallet af nye cøliakidiagnoser er steget med gennemsnitligt 7,5 pct. om året over de seneste årtier.

Nu er deres sag havnet der, hvor europæiske hverdagsproblemer ofte ender: i et udvalg i Bruxelles.

Glutenfrihedens forvirring

Cøliakernes problem er imidlertid, at deres sygdom er blevet viklet ind i populærkulturen.

Omkring én pct. af befolkningen i vestlige lande har diagnosen. Men omkring hver 10. selvrapporterer glutenfølsomhed, og her er forskningen mere uklar.

Et studie omtalt af The Guardian viste, at mennesker med selvrapporteret glutenfølsomhed fik symptomer som oppustethed og mavesmerter, uanset om de fik gluten eller placebo. Symptomerne var reelle. Det var bare ikke sikkert, at gluten var forbryderen.

For cøliakere er den brede glutenforskrækkelse derfor både en gave og en forbandelse.

Den har fyldt supermarkederne med glutenfri varer, men også gjort sygdommen lettere at affeje som endnu en moderne madneurose.

Jo flere der siger, at de »prøver at undgå gluten«, desto mere må cøliakere forklare, at de ikke prøver noget som helst. De forsøger bare ikke at blive syge.

På papiret er behandlingen enkel: ingen gluten overhovedet.

I praksis betyder det ingen almindelig pasta, ingen pizza, ingen croissanter, ingen øl. Men også noget mere opslidende: at skulle mistænke hvert måltid, hvert køkken og hver venlig tjener, der siger, at der »kun er en lille smule« i.

Sagen når Bruxelles

Det er den slags hverdagslogistik, der nu er blevet politik. I maj nåede de brødløses sag helt til Europa-Parlamentet.

En catalansk cøliakiforening kræver, at EU gør mere for at sikre hurtigere diagnose, sikker glutenfri mad og økonomisk støtte til mennesker med sygdommen.

Ikke fordi EU skal forbyde pizza eller tvinge franskmænd til at bage croissanter af kikærtemel, men fordi den samme sygdom behandles vidt forskelligt, alt efter hvilken side af grænsen man spiser på.

Her begynder det klassiske europæiske paradoks. Kommissionen har anerkendt cøliaki som en alvorlig kronisk sygdom, der kræver livslang diætbehandling. Men sundhedssystemer, refusion og moms er i vidt omfang nationale spørgsmål.

EU har fælles regler for, hvornår en vare må kaldes glutenfri: højst 20 milligram gluten pr. kg. Men EU har ikke fælles regler for, hvordan de syge skal hjælpes.

I en europæisk oversigt opgjorde AOECS støtteforskellene sådan: I Danmark får cøliakere ingen økonomisk støtte. I Belgien gives der 38 euro om måneden. I Norge op til 100 euro.

Og så er der Italien. Landet, hvor pasta er civilisation, og pizza er religion, har udviklet et af Europas mest udbyggede systemer. Her får patienter et månedligt tilskud eller en kupon, afhængigt af alder og køn, som kan bruges til glutenfri produkter i apoteker og butikker, der samarbejder med sundhedssystemet.

Italien er det »glutenfri paradis«, som The European Correspondent døbte det i sit nyhedsbrev.

Bordet smitter af

For middelklassens madtrends er glutenfrihed et valg. For cøliakere er det medicin, de selv skal bage, købe, medbringe, forklare og betale overpris for.

Og prisen er betragtelig. I Storbritannien har Coeliac UK advaret om, at en glutenfri indkøbskurv kan koste op mod 35 pct. mere end en almindelig. For mange er glutenfri basisvarer reelt ved at blive luksus.

Og netop som de brødløse har lært at læse varedeklarationer, undgå brødkurve, frygte frituregryder og forhøre tjenere om sovs, kom en ny og næsten satirisk komplikation. Den europæiske cøliakiorganisation AOECS advarede i februar om, at visse biobaserede tallerkener, sugerør og emballager kan være lavet af korn som hvede, byg og rug – og i nogle tilfælde afgive gluten til maden.

Altså: Selv når brødet er fjernet fra tallerkenen, kan problemet gemme sig i selve tallerkenen.

Det er en absurd detalje, men også en meget konkret påmindelse om problemet: I Europa kan hveden dukke op de mærkeligste steder. Selv efter at brødet er fjernet fra bordet.