Analyse: Besøget i Nuuk viser, at Trump ikke har sluppet sin drøm. Men i Washington vokser modstanden under overfladen

WASHINGTON

Danmark og Grønland er blevet så vant til bad cop Trump, at det kan virke forførende befriende, at good cop Trump viste sit ansigt denne uge.

De nærmest eksistentielle trusler om militær og økonomisk tvang var som forduftet.

I stedet troppede hans udvalgte udsending, Jeff Landry, uindbudt op i Nuuk og uddelte røde MAGA-kasketter, lovede uendelige chocolate chip cookies til børnene og sagde, at han bare gerne vil have »så mange venner som muligt«.

Pyhh, kunne man let fristes til at tænke.

I virkeligheden er denne nye fase i Grønlandskrisen blot en bekræftelse af, at krisen stadig består.

Midlet er anderledes. I hvert fald for en stund. Men alt tyder på, at målet er det samme:

Trump vil stadig gøre Grønland amerikansk.

Krisen har ligget i dvale, siden den eksploderede til nye højder i januar. Danmark, Grønland og USA har forhandlet i diplomatiet bag lukkede døre, mens Trump har haft andre og mere presserende ting at se til som krigen i Iran.

Men den amerikanske præsident er på intet tidspunkt bakket fra sit mål.

Den erkendelse fordrer i dag og resten af Trumps knap tre tilbageværende år som præsident et afgørende spørgsmål - for både Danmark, Grønland, Canada og Europa, som ønsker at bevare det alliancefællesskab med USA, der har sikret fred og velstand i den vestlige verden siden Anden Verdenskrig:

Hvad kan bremse verdens mest magtfulde mand og hans ekspansionistiske drøm mod nord?

Ved tidligere amerikanske præsidenter ville der være mange svar.

Moral. Frygt for at brænde broer til historiske allierede. International ret.

Men i Donald Trumps tilfælde findes der kun ét svar:

Kongressen.

Og det svar er for Danmark og Grønland lige nu langt mere opmuntrende, end det måske lyder.

Klodset besøg rejser afgørende spørgsmål

Ugens besøg i Nuuk fra Jeff Landry er blot det seneste tegn på, at Donald Trump ikke lader spørgsmålet om Grønlands fremtid isolere sig til de pågående diplomatiske forhandlinger.

Set i lyset af tidligere trusler er besøget fra den særlige udsending til Grønland i småtingsafdelingen.

Så det er en lille provokation, men ikke desto mindre en provokation mod Danmark og Grønland, som har bedt eftertrykkeligt om at holde det her spørgsmål inden for forhandlingsrummets vægge.

Landry gik langt hen ad vejen stille med dørene. Han var også hverken inviteret eller sendt afsted i nogen formel diplomatisk funktion.

Men hensigten med besøget var tydelig.

Trump havde stillet ham én opgave: At »få så mange venner som muligt«.

Han havde også taget en læge med, som »skulle vurdere de medicinske behov« i Grønland. En tydelig henvisning til Trumps løbende hentydninger til, at grønlænderne kan få et bedre sundhedssystem, hvis de bare bliver amerikanske.

I februar sagde Trump, at han ville sende et hospitalsskib til Grønland. Det kom dog aldrig. Officielt fordi man afventer, at havisen forsvinder. USA har dog aldrig formelt rejst sagen om hospitalsskibet over for den grønlandske regering, som straks sagde klart nej tak.

Uanset hvad kunne Landry ikke dy sig for at sende en kryptisk besked som afskedshilsen, lige inden han vendte hjemad for at aflægge rapport til præsidenten:

»Det er tid til, at USA sætter sit fodaftryk tilbage på Grønland,« sagde han.

Alt ved besøget antydede et forsøg på en charmeoffensiv.

Grønlændernes umiddelbare modtagelse kan nok bedst opsummeres i den langefinger, som en grønlænder rakte i vejret mod Landry, få timer efter, at han ankom.

Grønlands regeringsleder, Jens Frederik Nielsen, sagde noget lignende på mere diplomatisk vis efter sit møde med Landry.

»Vi har vores røde linjer. Og lige meget hvor mange chokolade-cookies vi får, ændrer de sig ikke,« sagde han tørt med henvisning til Landrys tilbud til nogle grønlandske børn om, at de kunne få alle de cookies, de kunne spise, hvis de besøgte ham i hans guvernørbolig i Louisiana.

En klodset, fejlslagen påvirkningskampagne er til at håndtere for Rigsfællesskabets diplomati.

Men det rejser alvorlige spørgsmål for det videre forløb.

For er besøget i Nuuk tegn på, at Trump er ved at blive utålmodig over forhandlingerne? Og hvad kan han finde på, hvis hans tålmodighed slipper op?

Umiddelbart tyder forhandlingerne endnu ikke på at have en realistisk landingsbane i sigte. Ifølge de seneste afsløringer fra det lukkede rum er parterne stadig langt fra hinanden.

USA stiller ifølge New York Times bl.a. fortsat krav om vetoret over investeringer i Grønland og om at gøre små lommer af Grønland, hvor der står militærbaser, til amerikansk territorium til evig tid. Krav, som på ingen måde flugter med Grønlands og Danmarks røde linjer.

Men selv hvis der nås frem til en aftale, er det ikke sikkert, at det er noget, Trump kommer til at acceptere hverken på kort eller lang sigt.

Bekymringen i Nuuk og København er, at præsidenten vender tilbage til sin vante forhandlingsstrategi: At håne, true og presse, hvilket vil få krisen til at bryde ud i lys lue. Igen.

Med Trumps notoriske uforudsigelighed in mente er der kun Kongressen tilbage at sætte sin lid til.

Kongresmedlemmer: Kongressen vil bremse Trump

Almindeligvis er den nuværende kongres ikke garant for at holde præsidenten i ørene.

Tværtimod.

Med magtovertaget i både Senatet og Repræsentanternes Hus har Trumps eget republikanske parti givet ham stort set ubegrænset snor til at få sin vilje både personligt og politisk.

Nogle partifæller, fordi de er dybt loyale. Andre, fordi de er bange for hans hævngerrige luner.

Trump har bl.a. egenhændigt startet en verdensomspændende handelskrig og er gået i krig i Iran, selvom forfatningen egentlig tilskriver Kongressen magten over den slags. Men begge gange har Republikanerne ignoreret det og undladt at gribe ind.

Frygten har derfor i lang tid været, at Trumps impulser ligeledes vil kunne få frit spil, hvad angår Grønland.

Men til Rigsfællesskabets held tegner Grønland sig som en større og større undtagelse.

Først så vi i januar, hvordan toprepublikanere som senatorerne Mitch McConnell og John Kennedy gik åbent ud og modsatte sig brug af militær magt over for Grønland.

Modpresset fra allierede tvang dem ud af busken. Da soldater blev sendt til Grønland fra flere europæiske lande, lod situationen til at kunne eksplodere hvert øjeblik og antænde den største interne krise i den vestlige verden siden Anden Verdenskrig.

En krise, som de mange Nato-glade, erfarne republikanere i Kongressen ikke turde gamble med.

Men modstanden er under overfladen kun vokset siden, hvor det er gået op for stadigt flere kongresmedlemmer, hvor alvorligt USA’s allierede har taget truslerne. Og hvor isoleret og sårbar USA vil stå uden dem.

Forleden interviewede Jyllands-Posten det mangeårige demokratiske kongresmedlem Mike Levin, som fortalte, at flertallet af hans republikanske kongreskollegaer bag lukkede døre udtrykker udbredt modstand mod Trumps pres på Grønland.

»Trumps trusler repræsenterer ikke synspunkterne hos de fleste i Kongressen. Der er overvældende opbakning på tværs af partierne til Nato generelt og til at værne om vores venskab med Danmark,« berettede han.

De kritiserer ikke Trump offentligt for det, fordi de ikke vil gøre sig sårbare for hans hævn, hvis det ikke er strengt nødvendigt. Men modstanden er der, og den vil komme frem, hvis Trump rører på sig igen over for Grønland, forventer han.

Det bekræfter det republikanske kongresmedlem Don Bacon i et interview med Børsen torsdag. Han fortæller, at størstedelen af hans partifæller bag lukkede døre siger, at de er imod yderligere pres, tvang eller trusler fra Trumps side for at gøre Grønland amerikansk.

»Folk griner af det. De fleste ved, at det ikke er realistisk, og at det ikke er klogt,« siger han.

Den tilsyneladende overvældende tværpolitiske modstand i Kongressen mod at gennemtvinge USA’s vilje i Grønland ved magt er afgørende for Rigsfællesskabet.

For det er den eneste reelle bremseklods mod Trumps mest vidtgående impulser i jagten på at gøre Grønland amerikansk.

Og det kan skræmme ham fra overhovedet at forsøge.

Det er godt nyt for Danmark og Grønland.