Afrikansk frygt for Trump: »Hvad sker der nu med os i lortelandene?«

Forsiden af den sydafrikanske ugeavis Daily Maverick slog hovedet på sømmet:

»Hvad sker der nu med os i lortelandene?« lød overskriften.

Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg har udløst nervøsitet og usikkerhed i Afrika.

Forude venter fire år mere med en amerikansk leder, som i 2018 stemplede de afrikanske lande som »shithole countries«.

Afrika var så langt nede på Trumps dagsorden, at han i flere omgange foreslog at lukke samtlige amerikanske ambassader på kontinentet og trække diplomaterne hjem.

Og i en tale i 2017 i FN fabulerede han om Nambia – et land, der ikke eksisterer. Han mente dog formentlig Namibia.

Det er ikke, fordi den nuværende præsident Joe Bidens entusiasme for Afrika har været meget større – krigen i Ukraine og senest konflikten i Mellemøsten kom til at dominere hans udenrigspolitiske dagsorden.

Bidens planlagte besøg i Angola i oktober blev udsat til begyndelsen af december på grund af orkanen Miltons hærgen i Florida, men at han overhovedet prioriterer en rejse til Afrika er et fremskridt i forhold til Trump, som i sin første præsidentperiode slet ikke besøgte kontinentet.

Biden sørgede også for at invitere Kenyas præsident, William Ruto, til Det Hvide Hus i maj. Det var første gang i mere end 15 år, at USA fik officielt statsbesøg af en præsident fra Afrika.

I de afrikanske hovedstæder er det store spørgsmål, om Trump version 2.0 ser anderledes på Afrika end første version, selv om han under en af sine talrige retssager sammenlignede sig selv med den sydafrikanske frihedshelt Nelson Mandela.

Ingen ved endnu i detaljer, hvordan den nye amerikanske præsident læser det globale økonomiske og sikkerhedspolitiske skakspil – men Afrika kan formentlig blive en vigtig brik, fordi Kina og Rusland i de senere år har fået langt bedre fodfæste på kontinentet.

Kina er Afrikas største handelspartner, og præsident Xi Jinping har lovet at investere mere end 300 mia. kr. på kontinentet i de kommende tre år.

Og Rusland er bl.a. med lejehæren Afrikakorpset – tidligere Wagner-militsen – til stede i en ubrudt kæde af Sahel-lande fra Det Røde Hav i øst til Atlanterhavet i vest. Dørene er til dels blevet åbnet ved militærkup, som først sikrede Kreml militær adgang i Mali og Burkina Faso. Derefter fulgte samarbejder med bl.a. Niger og Sudan.

Nogle af Sahel-landene har sat Vesten på porten, men de fleste afrikanske regeringer forsøger bevidst at holde forbindelsen til Washington varm, selv om både Kreml og Beijing oftere er i røret.

Den regionale stormagt Sydafrika er f.eks. et af 32 afrikanske lande, som er omfattet af den amerikanske frihandelsordning African Growth and Opportunity Act (AGOA). Den giver bl.a. sydafrikanske vinproducenter og frugtavlere toldfri adgang til amerikanske forbrugere.

Aftalen fra 2000 skal fornys næste år, og det imødeses med nervøsitet blandt afrikanerne.

Kan indgå i armlægning

Den uberegnelige Trump er kendt for sin noget for noget-tilgang i udenrigspolitikken, og netop AGOA kan blive et redskab i amerikanernes armlægning med Rusland og Kina.

Sydafrika er et af 17 afrikanske lande, som i 2022 afviste at fordømme Ruslands invasion i Ukraine. I stedet blev den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, modtaget med åbne arme i Pretoria, de to lande har holdt fælles flådeøvelser, et mystisk våbenskib med kurs mod Rusland anløb en sydafrikansk havn, og præsident Cyril Ramaphosa gnubber skuldre med Vladimir Putin i Briks-samarbejdet.

Samtidig har sydafrikanerne også styrket båndene til Kina. Præsident Xi Jinping har været på hele fire officielle besøg i Sydafrika, og i september var Ramaphosa sammen med en række andre afrikanske ledere i Beijing, hvor handelssamarbejdet mellem de to lande blev opgraderet til »et helhedsorienteret strategisk samarbejdspartnerskab for en ny æra«.

Yderligere er sydafrikanerne også blandt de største kritikere af Israels krigsførelse i Gaza. Styret i Pretoria beskylder premierminister Benjamin Netanyahus regering for folkemord på palæstinenserne, og Sydafrika har indbragt anklagerne for Den Internationale Domstol (ICJ) i Haag. Senest har den sydafrikanske regering også fordømt Israels angreb på Iran den 26. oktober.

Hverken flirten med Rusland, det forstærkede handelssamarbejde med Kina eller fordømmelsen af Israel er noget, som Trump nødvendigvis vil stå model til, når sydafrikanerne samtidig har et frihandelssamarbejde med USA og i øvrigt også modtager massiv amerikansk udviklingshjælp bl.a. til at bekæmpe spredning af hiv/aids.

Forventningen blandt analytikere er, at Trump vil presse Sydafrika – og andre afrikanske stater – til i højere grad at vælge side i stormagtsspillet for på den måde at stille USA bedre i muskelopgøret med Rusland og Kina. Et opgør, som ikke kun drejer sig om politisk, økonomisk og militær indflydelse – men også om adgang til Afrikas forekomster af sjældne metaller, som f.eks. indgår i batterier til elbiler.

At sydafrikanerne selv leder efter et ben at stå på blev udstillet dagen efter det amerikanske præsidentvalg, da en talsmand for Udenrigsministeriet hyldede Trumps sejr og mindede om de traditionelt gode relationer mellem Sydafrika og republikanske regeringer i USA.

Opslaget blev hurtigt fjernet igen – ifølge nyhedsmediet Daily Maverick efter ordre fra ministeriets ledelse.

Da Trump-sejren var sunket mere ind, meldte Cyril Ramaphosa sig i telefonkøen af statsledere, som ønskede USA’s nye præsident tillykke.

»Under vores telefonsamtale blev vi enige om behovet for at styrke vore handels- og politiske bånd,« skrev den sydafrikanske præsident efterfølgende på X.

Fortsættelse følger efter præsidentindsættelsen i Washington den 20. januar.