Præstestyret har øget sin regionale indflydelse, men får dumpekarakter hjemme
Iran har trods årtiers vestligt pres øget sin regionale indflydelse, men i Teheran giver mange iranere præstestyret dumpekarakter.
TEHERAN
USA’s tidligere ambassade i det centrale Teheran fremstår som en tidslomme, hvor alt har stået stille.
45 år efter den iranske revolution, hvor studerende stormede bygningskomplekset og holdt amerikanske diplomater som gidsler i 444 dage, er stedet blevet genåbnet som en et antiamerikansk museum. Mellem de gamle, tunge skriveborde er der glasmontrer med sammenklistrede, makulerede dokumenter, og på væggene er der revolutionær graffiti, hvor USA fremstilles som en falleret, upålidelig stormagt i moralsk forfald.
Da den islamiske republik markerede den seneste årsdag for det historiske gidseldrama, var det imidlertid ikke her, at den vrede folkemængde mødte op.