Instagram tester initiativ, der skal tvinge brugere til at se reklamer
I øjeblikket er det muligt for brugere af Instagram at gå videre, når de støder på en annonce. Den mulighed kan vise sig snart at blive fortid.
Det er efterhånden så dybt indlejret i de fleste brugere.
Ubemærket tager vanens magt kontrollen, bevæger sig fra hjernen, ud i fingerspidserne og opnår klimaks med et TRYK! Så er du – igen – på Instagram.
Tryk efter tryk kommer du igennem utallige stories. I rollen som passager er du på en digital og sammensat rejse, der på ingen tid tager dig forbi perifere venner og gamle kollegaers familieudflugter, byture og feriebilleder med fadøl på maven.
Lige indtil det pludselig får en ende.
Hvad har du overhovedet set? Alt og ingenting på samme tid.
Nogle opslag får kun millisekunder af din opmærksomhed. Måske særligt dem, der viser sig at være reklame.
Men tilsyneladende kan du snart blive tvunget til at dvæle lidt længere ved reklamerne, næste gang du åbner for Instagram.
Det skyldes, at det sociale medie er i færd med at teste et helt nyt initiativ ud på platformen, der skal tvinge brugere til at se reklamer i et minimum af sekunder.
Initiativet kaldes for ad break (reklamepause, red.).
Det fungerer ved, at der sammen med en reklame kommer en lille cirkel med et pauseikon frem i bunden af skærmen. Ikonet viser den mængde tid, som er tilbage, før man kan scrolle videre til det næste opslag, story eller video.
Hvis man trykker på pauseikonet, bliver man mødt af en tekst med overskriften »Du ser en reklamepause«, efterfulgt af teksten:
»Reklamepauser er en ny måde på Instagram at se annoncer på. Nogle gange vil du muligvis være nødt til at se en reklame, før du kan fortsætte med at browse.«
Over for techmediet The Verge og BBC har en talsmand fra Instagram ved navn Matthew Tye bekræftet det sociale medies seneste skud på stammen.
»Vi tester altid formater, der kan give ekstra værdi for annoncører,« udtalte talsmanden.
Han tilføjede desuden, at Instagram vil komme med opdateringer af appen, såfremt resultaterne af det nye reklameinitiativ nødvendiggør det.
Tvivl om effekt
At tvinge brugere til at se hele en reklames varighed eller som minimum et vist antal sekunder er allerede praksis på bl.a. Youtube.
Af og til vil brugere opleve, at der er reklamer før, under eller efter en video, som man ikke kan springe over med det samme.
Den længste sammenhængende ”ad break”, man i øjeblikket kan blive udsat for på Youtube, er på 30 sekunder fordelt på to reklamer, der kommer lige efter hinanden.
Hvorvidt Instagrams seneste træk kommer til at skabe glade annoncører og brugere, må tiden vise. I januar offentliggjorde Tiktok sin egen undersøgelse, der bl.a. sammenlignede effekten af reklamer, man kunne springe over, med dem, man ikke kunne.
Ifølge Tiktoks egen undersøgelse svarede 73 pct. af deltagerne, at de var mere tilbøjelige til at interagere med en annonce, hvis de også kunne springe den over.
Samtidig svarede 56 pct., at de var mere tilbøjelige til aktivt at se reklameindhold, hvis de havde mulighed for at gå videre fra det.
Dermed antydede resultaterne af videodelingstjenestens undersøgelse, at brugere var mindre tilbøjelige til rent faktisk aktivt at se og interagere med reklamer, hvis de var tvunget til at se dem.