Rusland hævder at have indtaget sønderbombet by i Ukraine
Ukraines militær er i byen Marinka, siger militær talsmand og afviser, at russiske styrker har indtaget den.
Russiske styrker har indtaget den sønderbombede by Marinka i det østlige Ukraine, hævder Ruslands forsvarsminister, Sergej Sjojgu, mandag.
- Vores kampenheder har i dag fuldkommen befriet Marinka, siger Sjojgu til præsident Vladimir Putin på et møde, der blev vist på russisk tv.
Tv viser også droneoptagelser, der angiveligt forestiller Marinka. Langt de fleste bygninger i byen er ødelagt af længere tids kampe.
- Jeg vil lykønske dig, svarer Putin sin forsvarsminister.
Han tilføjer, at indtagelsen af Marinka gør det muligt for russiske styrker at rykke yderligere frem i det østlige Ukraine.
Samtidig vil det blive sværere for ukrainsk militær at nå Donetsk - der er besat af russiske styrker - med artilleri.
Men det ukrainske militær afviser, at Rusland nu skulle have kontrol med byen.
- Det er ikke korrekt at tale om at have indtaget Marinka, siger en talsmand for Ukraines militær.
- Vores styrker er i byen, tilføjer talsmanden, Oleksandr Sjtupun, ifølge Reuters til ukrainsk tv.
Meldingerne fra de to sider kan ikke umiddelbart bekræftes fra uafhængigt hold.
Marinka har i månedsvis været delt i en ukrainsk og en russisk-kontrolleret del, hvor bevægelserne kun er sket langsomt. Det tydeliggøres af, at Jyllands-Posten i marts også beskrev, hvordan den daværende russiske offensiv kun langsomt havde ædt meter af ukrainsk territorium i byen.
Dengang så forsvarsanalytiker ved Forsvarsakademiet Kristian Lindhardt kampen om byen som et godt eksempel på, hvor kyniske ukrainerne kan være.
»Ukraine ofrer lige præcis det, der skal til for at give en lille smule efter for presset. Det lader russerne angribe igen og igen og igen, så de bruger enorme ressourcer og ender med døde, sårede og ødelagt materiel. Det gode for Ukraine ved det er, at det ikke behøver at kæmpe mod de soldater en anden dag. Minusset er, at det må opgive en lille smule land hver gang,« sagde han i marts og fortsatte:
»Det er Ukraines valg at tage kampen i byer. For det gør Ukraine næsten konsekvent. Det tager farten ud og forbløder russerne, men betyder, at byerne bliver smadret. Det gjorde det allerede i kampene nær Kyiv med Butja som eksempel. Ukraine accepterer, at noget infrastruktur vil blive smadret for at bringe russerne til standsning.«
Den seneste større succes, Rusland har haft på slagmarken, var indtagelsen af Bakhmut i maj. Byen var omdrejningspunkt for nogle af de blodigste kampe under hele krigen.
I juni indledte Ukraine en modoffensiv for at generobre områder i det østlige og sydlige Ukraine, herunder Bakhmut.
Ifølge iagttagere har Ukraine dog kun haft begrænset held med modoffensiven.
Marinka er et af de områder, hvor russiske styrker har presset på i den seneste tid.
Der har i flere måneder været kamp om byen, som ligger knap 30 kilometer sydvest for byen Donetsk.
Før krigen havde Marinka et indbyggertal på omkring 9000. I dag er den stort set komplet ødelagt.