Fortsæt til indhold
International

Hele Island holder vejret: Vulkanudbrud kan ramme når som helst

Island forbereder sig på et potentielt alvorligt vulkanudbrud, som kan ramme byen Grindavik. Indbyggerne er blevet evakueret, og der vil gå uger, før de kan vende hjem, siger vulkanolog.

Den islandske befolkning følger lige nu udviklingen tæt og håber på det bedste.

Flydende lava i undergrunden har bevæget sig ind i en lang sprække, som blandt andet løber under byen Grindavik, og der er nu »betydelig sandsynlighed« for et vulkanudbrud inden for få dage.

Udbruddet kan ske når som helst, advarer den islandske vejrmyndighed Vedurstofa.

Grindavik på den islandske sydkyst ligger oven på et sprækkesystem kaldet Reykjanes-Svartsengi, hvor der lige nu er kraftig vulkansk aktivitet under jorden. Den seneste uge har flere tusinde rystelser og jordskælv præget området, og alene siden midnat lørdag er der registreret omkring 1.000 mindre jordskælv.

Magmaen under byen løber i en 15 km lang sprække omkring 800 meter under jorden, og der er tegn på, at det smeltede klippemateriale fra Jordens indre bevæger sig opad.

Hvis lavaen kommer helt op til overfladen, vil udbruddet sandsynligvis ramme lige uden for Grindavik, vurderer Vedurstofa.

Alvorligt denne gang

Bevægelserne har allerede fået undergrunden til at give sig, så flere huse er blevet beskadiget, og asfaltveje har slået revner, fortæller vulkanolog Rikke Pedersen, leder af Nordisk Vulkanologisk Center i Reykjavik.

Selv om islændingene er vant til vulkanudbrud, er situationen mere alvorlig denne gang, forklarer hun:

»Fordi det er direkte inde under et bebygget område, og fordi der er et stort kraftværk, som leverer varme og strøm, i nærheden. Så det er selvfølgelig bekymrende,« siger danskeren, der selv har boet på vulkanøen siden år 2000.

Desuden er hastigheden og omfanget af de seismiske bevægelser i undergrunden foruroligende. Særligt siden fredag har der været kraftig aktivitet, i takt med at sprækken har skudt sig ind under Grindavik.

De mange jordskælv har fået vejene til at slå revner i Grindavik. Foto: Islands vejdirektorat/Reuters

Svarer til at evakuere Vejle

Lørdag blev hele byen evakueret præventivt pga. faren for vulkanudbruddet. Noget, som ikke er sket på Island i 50 år, fortæller Rikke Pedersen.

Evakueringen omfatter ca. 3.500 indbyggere, hvilket efter islandske forhold er en stor operation. I dansk målestok svarer det til, at omkring 60.000 borgere – eller rundt regnet hele Vejles befolkning – blev evakueret.

Beboerne skal ikke regne med at kunne vende hjem lige foreløbig.

»Med alt det smelte, vi kan se under byen, vil det ikke være trygt at vende tilbage de næste uger,« siger Rikke Pedersen.

Søndag har det islandske civilforsvar tilladt enkelte indbyggere i de mindre farlige dele af byen at besøge deres hjem i ganske få minutter for at hente hysdyr, værdigenstande eller andre basale fornødenheder til evakueringen.

Hvad er der i vente?

Det er umuligt at sige, hvor meget lava der vil blive spyet op fra undergrunden, hvis der kommer et reelt vulkanudbrud. Ligeledes er det svært at spå om, hvor kraftigt et eventuelt udbrud vil være, fortæller Rikke Pedersen.

Nogle udbrud sker eksplosivt, hvor massevis af lava sprøjtes flere hundrede meter op i luften med voldsom kraft. Andre er mindre dramatiske med lava, som flyder langsomt op til overfladen.

En særlig problematik er, hvis lavaen kommer i kontakt med havet. Så vil der opstå damp og dermed også risiko for en askesky, der hvirvles op i atmosfæren. Det kan give mindelser om 2010, hvor en askesky fra vulkanen Eyjafjallajökull lammede europæisk flytrafik i ugevis.

I bedste fald når lavaen at størkne nede i sprækken ved Grindavik og kommer slet ikke op til overfladen.

Rikke Pedersen krydser fingre for det sidste.

»Det sidste scenarie vil være det optimale, men det er meget svært at sige, hvad det ender med,« siger hun.

Indbyggerne i Grindavik blev evakueret lørdag. Foto: Islands vejdirektorat/Reuters
Artiklens emner
Vulkan