Franske Charlie Hebdo i kraftig kritik af dansk koranlov
Den 1. september blev et omdiskuteret lovforslag, der skal forbyde bl.a. koranafbrænding, fremsat. Det vækker nu kras kritik fra det franske satiremagasin.
Det franske satiremagasin Charlie Hebdo rejser i sin seneste udgivelse af magasinet en kraftig kritik af den danske regerings lovforslag, der skal forbyde koranafbrændinger.
I både satiretegninger på bladets forside og i en appel, der afsendt af magasinet og en række skandinaviske medier herunder fire danske, advarer Charlie Hebdo »borgere knyttet til demokratiske værdier og ytringsfrihed om farerne ved en sådan lov.«
»Ved at vedtage denne lov bliver den danske regering medskyldig sammen med disse tyranniske og morderiske regimer, hvis magt udelukkende baserer sig på total underkastelse i forhold til Koranen. Ved at vedtage denne lov bliver den danske regering både allieret med og tjener for det iranske regime og Talebans regime,« lyder det i appellen.
Den 1. september blev regeringens lovforslag fremsat i Folketinget. Konkret ønsker man med loven at forbyde »utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund.«
Der sker blandt andet i et forsøg på at komme de seneste måneders voldsomme uro affødt af koranafbrændinger til livs, men regeringen har samtidig modtaget kritik for at lade sig føje for trusler fra muslimske lande.
Den seneste uge har det franske magasins chefredaktør, Gérard Biard, udtalt sig kritisk om lovændringen i interviews med bl.a. Weekendavisen, mens både Berlingske, Politiken og Altinget har trykt den oversatte appel, som altså nu også er på papir i Charlie Hebdo.
Charlie Hebdos redaktion i Paris var i 2015 mål for et blodigt terrorangreb, hvor millitante islamister dræbte 12 personer, herunder otte ansatte. Magasinet trykte bl.a. Muhammed-tegningerne i 2006 og siden en lang række islam- og religionkritiske tegninger.