Fortsæt til indhold
International

Kinesisk zoo afviser påstand om at parken har mennesker i bjørnedragter

En video fra en zoologisk have i Kina af en oprejst, gestikulerende bjørn med hængerøv har skabt stor debat på de sociale medier og næret til spekulationer om, hvorvidt et menneske i en dragt kan stå bag. Talsmænd for parken og en biolog afviser dog den påstand, og opfordrer til bedre kendskab til den truede art.

En zoologisk have i Hangzhou i det østlige Kina afviser nu en påstand om, at nogle af parkens bjørne er mennesker klædt i bjørnekostumer.

Spekulationerne er opstået, efter at videoer af en malaysisk solbjørn i parken, der står på bagbenene, har folder af løs pels på bagsiden og udviser menneskelige træk, er gået viralt, hvilket har givet næring til rygter og konspirationsteorier på kinesiske sociale medier.

I en erklæring skrevet fra perspektivet af en solbjørn ved navn ”Angela”, siger embedsmænd fra Hangzhou zoo, at folk »ikke forstår« arten.

»Jeg er solbjørnen Angela - jeg blev ringet op efter arbejde i går af lederen af den zoologiske have, der spurgte, om jeg var doven og sprang fra arbejde i dag og fandt et menneske til at tage min plads,« lyder det i erklæringen med et sarkastisk aftræk.

En anden talsmand for den zoologiske have understreger på det sociale medie WeChat, at dyret er ægte, og at et sådant bedrag ikke ville ske på et statsdrevet anlæg.

Han bemærkede også, at et menneske i en pelsbjørnedragt i den kinesiske sommertemperatur på 40 grader ikke ville »holde mere end et par minutter, før det kollapsede«.

Ikke desto mindre er zoologiske haver i Kina tidligere blevet latterliggjort for at forsøge at fremstille kæledyr som vilde dyr. I 2013 fik en zoologisk have i Henan-provinsen vreden at føle, da den forsøgte at udgive en Tibetansk Mastiff-hund for at være en løve. De besøgende undrede sig, da løven begyndte at gø, og parken indrømmede senere, at løven var blevet midlertidigt udskiftet.

Andre kinesiske zoologiske haver er blevet anklaget for at forsøge at udstille ræve og hunde til at ligne ulve eller afrikanske vildkatte, eller male æsler for at ligne zebraer.

Verdens mindste bjørn er truet

Solbjørnen, der er på størrelse med en stor hund, er verdens mindste bjørneart og lever i de tropiske regnskove i Sydøstasien fra Indien i nord til Indonesien i syd. Arten er i stigende grad truet af krybskytter og afskovning i regionen.

CNN har talt med den malaysiske dyrelivsbiolog Wong Siew Te, der siger, at omverdenen kender for lidt til den truede art. Også han afkræfter teorien om et menneske i bjørnekostume.

»De fleste bjørnearter kan stå på deres bagben, men solbjørne står højt for at nå højere terræn for at undersøge deres omgivelser, så der er en mening med, hvorfor de gør det. Solbjørne af hunkøn holder endda deres unger med begge hænder og går på deres fødder, meget menneskelige træk, så det er vel derfor, folk tager fejl,« siger han til CNN.

Wong Siew Te tilføjer, at den for nogle brugere mistænksomt slappe hud på bjørnens bagdel er naturlig, og tjener en vigtig funktion i naturen, hvor den fungerer som beskyttelse fra rovdyr og mod dybere bid og skader.

»Der er brug for mere opmærksomhed og uddannelse om solbjørne – de er en beskyttet og speciel art, der er i alvorlige problemer,« siger han.